Årre kirke


Udsnit af Årre kirkes smukke prædikestol. Museet for Varde By og Omegn


Ældre diasbillede af Årre kirke. Museet for Varde By og Omegn


Ældre diasbillede af Årre kirkes altertavle. Museet for Varde By og Omegn

Intro

En høj på kirkegården skal ifølge sagnet indeholde de jordiske rester af faldne svenskere fra et slag ved Årre. På døbefonten trækker en lille mand en torn ud af sin fod, en hjort ringer med en klokke og to griffe ser til. Den romanske kirke i Årre er fuld af fabeldyr og fantastiske fortælling

Kirken

Bygningen

Kirken har romansk grundplan, men byggeriet er sandsynligvis først sluttet i 1200-tallet, hvilket forklarer de enkelte gotiske træk. Skibets store sydvindue i gotisk stil er dog fra en større restaurering i 1930. Våbenhuset og tårnet er fra senmiddelalderen – tårnet dog ombygget i 1758.

Ifølge et sagn stod der i forbindelse med svenskekrigene i 1600-tallet et større slag ved Årre. Fjendens døde blev begravet i en gravhøj fra oldtiden, der ligger inden for kirkegårdsdiget.


Grifdyr og klokkeringende hjort

Kirkens ældste inventar er ret usædvanligt. Den romanske døbefont i granit prydes af udhuggede figurer, der udgør et såkaldt tornudtrækkermotiv. De forestiller et paradistræ flankeret på den ene side af en løve med menneskeansigt, en grif og en fugl, og på den anden side af en grif, en hjort med en klokke i munden og en tornudtrækker. På skaftet er en løve og et korslam.


Altertavle fra 1931

Altertavlen i gotisk stil og alterbordet er begge fra 1931 med malerier af Erik Pedersen. På altertavlen ses Barnets tilbedelse (midten), Dragens overvindelse (venstre) og Den gode hyrde (højre), på alterpanelet Kristus og syngende engle. Et nadvermaleri af C.F. Lind, der nu hænger i skibet, indgik i en tidligere altertavle fra 1840.

Mutte træfigurer

På prædikestolen fra 1618, udført af Mads Christensen Gamst fra Revsing, er arkadefelterne smykket med relieffer af Bebudelsen, Jesu fødsel, Omskærelsen og Dåben. De flankeres af træfigurer forestillende Kristus og de fire evangelister. De fem figurer har næsten ens ansigter, og deres ansigtsudtryk kan nærmest karakteriseres som mut.

Kilder

Årre, Sneum, Tjæreborg, Skast. Danmarks Kirker, Ribe Amt. Nationalmuseet.