Aal kirke


Aal kirke. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.


Romansk billedkvader i korets sydmur, muligvis forestillende en lilje. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.


Udsnit af Aal kirkes rytterfrise. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.


Aal kirkes prædikestol fra 1637 med relieffer forestillende Kristus, evangelisterne og Moses.


Barnemordet. Trærelief fra Lüneburg, der indgik i den tidligere altertavle fra omkring 1450. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.


Jesu barndom. Udsnit af trærelief fra Lüneburg, der var en del af den tidligere altertavle fra omkring 1450. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.


Aal kirke. Foto: Jannie Uhre Ejstrud. Museet for Varde By og Omegn.

Intro

Den 42 meter lange romanske kirke er ikke kun kendt for sine fantastiske relieffer med usædvanlige scener fra Jesu fødsel og opvækst. Den rummer nogle af landets største romanske kalkmalerier, herunder en af Europas mest interessante rytterkampfriser, der ofte sammenlignes med Bayeux-tapetet.

Kirken

Bygningen

Den romanske kirke er gradvist udbygget til sin nuværende størrelse. Koret blev forlænget omkring 1250-1300. Våbenhuset er fra 1200 eller 1300-tallet og tårnet fra 1500-tallet.

I korets sydmur er der to interessante levn fra den gamle kirke: En runeindskrift (der ved en ombygning er sat på hovedet) med navnet ”blomæ” – formodentlig navnet på stenhuggeren – samt en romansk billedkvader, muligvis forestillende en lilje. I tre af våbenhusets granitkvadre ses korsmærker og i to ses firkantede fordybninger.


Bayeux-tapetet på vestjysk

Aal Kirke er især kendt for sine romanske kalkmalerier, der er blandt landets største. Af særlig interesse er rytterfrisen, hvis tilblivelse muligvis er inspireret af Bayeux-tapetet. Der er uenighed om den nøjagtige tolkning af rytterkampscenerne. Der findes et hav af teorier spundet over korstogskampe, Rolandskvadet, Kong Arthur og den Hellige Gral, slaget ved Lydannis/Tallin i 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, og så fremdeles. Den fremherskende teori er dog, at de afbilder kong Davids kamp mod sin søn Absalom. Ud over rytterkampbillederne ses bl.a. dele af en dommedagsfremstilling, en opvækkelsesscene samt Skt. Nicolauslegenden (kirken er indviet til Skt. Nicolaus). Kalkmalerierne blev for størstepartens vedkommende afdækket i 1886 og restaureret i 1888.


Jesu barndom og dyderne

Kirken rummer foruden kalkmalerierne en del interessant inventar. Særligt bemærkelsesværdige er 14 udskårne trærelieffer, der var en del af den tidligere altertavle fra omkring 1450 og nu er placeret i kirkens kor. De unikke relieffer fra Lüneburg viser utraditionelle billeder fra Jesu barndom, herunder Maria i barselsseng med den nyfødte Jesus samt omskæringen. Derudover ses bl.a. Barnemordet, hvor et nøgent spædbarn gennemstikkes af et sværd, Himmelfarten og Pinseunderet. På et relief af Maria og Elisabeth er Elisabeths hoved i 1800-tallet udskiftet med et mandshoved. Foruden reliefferne er en del af den gamle altertavle genanvendt i Hesselmeds lukkede herskabsstol fra 1767, nu på Blåvandshuk Egnsmuseum.

Også den rigt udsmykkede prædikestol fra 1637 er et interessant stykke kirkekunst. De seks fag rummer relieffer forestillende Kristus, evangelisterne og Moses foruden dydehermer for Håbet og Mådeholdet, Kærligheden, Klogskaben, Styrken, Retfærdigheden og Troen.

Kilder

Lønne, Ål, Ho, Oksby. Danmarks Kirker, Ribe Amt. Nationalmuseet.