Andkær Bygade 11, Andkærgård

Intro

I Andkær ejerlav gård nr. 14, matr. nr. 20 Adresse: Andkær Bygade 11

Gårdens historie

I 1634 var gårdens fæster Hans Jensen, som før 1651 er afløst af Jens Madtzen, der er der til efter 1664. Omkring 1670 er gården overtaget f Tercheld. Madtzen, hvis søn Mads Terkilsen, født ca. 1660, overtog fæstet ca. 1690 ved sit giftermål med Malene Sørensdatter, datter af selvejergårdmand Søren Mogensen, gård nr. 11. Malene var født ca. 1665-70 og døde 1716. En af deres sønner, Terkel Madsen, født 1693, fik gården omkr. 1720 og giftede sig 1729 med Mette Jensdatter Kring, født 1702. Han døde i december 1755. Ved skiftet efter ham fik sønnen Jens Terkelsen gården. Han var født 1733 og giftede sig 1. juli 1760 med Johanne Hansdatter fra Sellerup, født 1731. Ca. 1770 flytter de over og overtager hans bedstemoders fødegård, nr. 11 Andkær, som han havde købt.

Ny ejer her på nr. 14 blev Mads Sørensen Rand (se gård nr. 13), som købte gården til selveje for lige knap 800 rdl. Han var født 1730 og giftede sig 18. juni 1761 med Mette Kirstine Madsdatter, født 1734 i Gauerslund. De havde gården til marts 1800, da sønnen Søren Madsen Rand (født 1765) overtog den, og forældrene kom på aftægt. Søren Rand giftede sig 23. maj samme år med Anne Marie Andersdatter, der kun var 19 år gammel.

I 1784 var gården 4-længet med i alt 51 fag huse og vurderet til 480 rdl. Stuehuset nedbrændte i 1790. Det gamle var på 15 fag, det nye kun 13, samtidig med at der blev bygget til et af udhusene og et andet blev gjort mindre.
I alt blev der 47 fag, vurderet til 760 rdl. I 1800 er de 4 længer blevet til 64 fag. Det er
udelukkende stald og lade, der er blevet større, og nu er vurderingen på 1330 rdl. I 1813 er
der stadig 64 fag, og nu vurderes til 700 rbd. Der blev bygget nyt stuehus i 1856.
Søren Madsen Rand døde en uge før jul 1821, og Anne Marie drev så gården til nogle år efter, at sønnen Mads Sørensen Rand (født 1809) i 1832 havde giftet sig med den jævnaldrende
Kirsten Nielsdatter. De unge har overtaget gården sidst i 1830erne, og de havde den indtil 1866, da deres søn Søren Madsen Rand på grundlovsdagen giftede sig med Johanne Pedersdatter Bjerre fra Bjerregården i Brejning. De blev sidste led af slægten på gården, som de 1893 måtte overlade til kreditforeningen.

Teglværksbestyrer Mikkel Nielsen, Struer, købte gården og solgte den i 1903 for 67.000 kr. til Hans Basse, født på Tårup Møllegård i 1884 og gift 20.7.1906 med Else Marie Ladegård, født i Andkær 13.12.1877. Basse solgte en del jord fra, ligesom han solgte besætningen. I 1918 solgte han gården til sognefoged Hans Olufsen Lind, født 23.1.1877 i Bramdrup, gift med Karen, født 26.3.1881 i
Gjesten. Da var der kun 2 heste på gården, som havde 64 td. land + 9 td. skov. Lind fik
besætningen sat op til 7 heste, 20 køer, 18 ungkvæg og 35 svin, og i 1941 overlod han
det hele til sønnen Johannes Hansen Lind. For at få mere jord købte Johannes Lind nabogården
mod nord, Brunhøj, i 1962, hvorved han kom op på ca. 118 td. land jord, der blev dyrket under et, men ikke sammenlagt.
I 1970 solgte Lind begge ejendommene under ét til Åse og Frode Søndergård. De har i 1986
solgt Brunhøj og lidt af Andkærgårds jord til Carl Edv. Ejby Hansen. Tilbage havde Søndergård
ca. 58 - 59 td. land, og der var ingen dyr længere. En stor del af jorden blev udstykket, dels til parcelhusbyggeri, dels til boligselskabet Lejerbo. Og omkring 1994 flyttede familien Søndergaard til Fyn. Gården med dens resterende jord blev udlejet, og et par år senere solgt til socialpædagog Martin Manby Pedersen. Det vil dog sige, at Frode Søndergaard beholdt nogle grunde, som var udstykkede, medens Manby Pedersen udstykkede endnu en del af jorden. Bygningerne blev ikke passede, og det hele nærmede sig et stade, der bedst kan beskrives som forfaldent, da han i 2003 for 875.000 kroner solgte bygningerne med den jord, de ligger på, så han selv kun har 3 storparceller tilbage.
Nye ejere af stedet er datalog (afdelingsleder i IBM) Lars Sommer, født 11.10.1961 i København,
og hans fader, kemiingeniør Børge Dahl, født 9.4.1938 i Gesten og som nu bor og arbejder i Ikast. Det er meningen, at det store stuehus skal laves i stand og indrettes med to lejligheder, der hver bliver på 125-150 m².

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund II, 2005