Ballum Kirke


Ballum kirke. Kirkegården og de tæt omkransende gamle huse. Fotograf: Henrik J. Møller


Ballum sogns menighedshus. Fotograf: Henrik J. Møller


Ballum kirke. Mindesten for de faldne i Første Verdenskrig. Fotograf: Henrik J. Møller


Ballum kirke

Intro

Ballum kirke ligger usædvanligt smukt i den gamle landsby Vesterende-Ballum og ud mod Vadehavet.

Kirkegården

Kirkegården omkring Ballum kirke er indhegnet af kampestensdiger. Flere steder er digerne brudt af de gamle huse, der ligger tæt omkring kirken. På den måde udgør kirken, kirkegården og de gamle huse en usædvanlig helhed.

Et hus i det sydøstlige hjørne af kirkegården var Ballum herreds tinghus indtil 1825. Herefter fungerede det som skole og senere som missionshus, og i dag er her privatbolig. Det har en særlig fin indgangsdør og en fint svungen gavlkvist over døren. Et andet hus i det sydvestlige hjørne af kirkegården var tidligere byens kro. Der er tre indgange til kirkegården fra vest og øst, og alle indgange har store murede portaler.

På kirkegården findes der flere gamle gravsten.

Ved nordsiden af kirkens tårn ligger der en gammel trapezformet romansk gravsten og vest for tårnet ligger en anden gammel sten fra midten af 1600-tallet.

Lige vest for Tårnet ud for indgangen til kirken ligger Sorgagerstenen, der er rejst over en ukendt gårdmandsenke fra Misthusum, der i 1634 reddede sin søn fra dødsstraf ved at høste en ager korn på en dag fra morgen til aften. Hun nåede det, men døde også da hun var færdig med at høste.

Ved kirken findes også et monument fra 1922 over sognets faldne i Første Verdenskrig 1914-18.

Nord for kirkegården ligger præstegården, også omgivet af stendiger. Man bemærker den straks med den store murindskrift "Gud Herren er Sol og Skjold".

Forfatter: Henrik J. Møller


Sagnet om Sorgagre

På kirkegården ved Ballum kirke står "Sorgagerstenen" og den nordlige del af Ballum sogn har også navnet Sorgagre. Navnet og stenen har baggrund i sagnet om Sorgagre.

I sagnet fortælles det at der under en stormflod drev meget gods i land ved Ballum. En ung mand fra byen så, at nogle af delene kom fra hans familie. Han bjærgede dem, men pludselig kom også en strandrøver fra Skærbæk og tog af godset. Han kom op og slås med ham og dræbte ham ved et uheld.

I tinghuset blev den unge mand dømt til døden. Det var moderen grov sølle over, så hun gik til greven på Schackenborg og klagede sin nød. Greven lovede hende at lade sønnen gå fri, hvis hun kunne slå en fenne byg fra sol gik op til sol gik ned.

Det var ikke let, for det tog altid fire mand at slå fennen på en dag. Moderen nåede dog at slå fennen med seglet på en dag, og da hun var færdig sagde hun: ”Nu vil solen gå under, nu vil jeg Guds nåde få.” Men i det samme hun rettede sig op, brækkede hendes ryg og hun faldt død om.

Moderen blev begravet på Ballum kirkegård og på graven ligger en sten med, hvor hun ses med neg og segl i armen. Fennen hvor hun skar kornet hed derefter Sorgagre.

Sagnet blev genoptaget af Hansigne Lorenzen i digtet ”Fra sorgens ager” i 1920. Også Karen Blixen tog sagnet op i ”Vintereventyr” i 1942. Også komponisten Svend S. Schultz brugte sagnet i sin opera ”Høst” i 1949.

Forfatter: Henrik J. Møller


Historier

Ballum ligger tæt ved Vadehavet og Ballummarsken. Landbrug, marskbrug, fiskeri og søfart har altid været hovederhvervene. Sognet har været ret velhavende i middelalderen, eftersom man havde kræfterne til at opføre den ret store Ballum kirke i 1100-tallet.

I kilderne fortælles det at Ballum kirke blev lagt under Ribebispen i 1216. I 1400-tallet blev Ballum sogn sammen med Randerup, Mjolden, Døstrup, Visby, Daler og Møgeltønder sogne opkøbt af dronning Margrethe I og lagt sammen til ”De kongerigske Enklaver”. Hele området blev udskilt af hertugdømmet og lagt under Ribe amt og kongeriget Danmark. Ved reformationen kom kirken under kongen.

Under svenskekrigene i midten af 1600-tallet blev kirken hårdt medtaget, da svenskerne havde brugt kirkens som forsvarssted og haft kanoner i tårnet. Sognet sendte derfor i 1653 et bønskrift til kongen om hjælp til reparation af kirken.

I 1661 blev ”De kongerigske Enklaver” undtagen Trøjborg Gods ved Visby opkøbt af greve Hans Schack og lagt under Schackenborg Gods. Han fik også patronatsretten over alle kirkerne i sognene, herunder også Ballum kirke. Dette varede helt indtil 1931, hvorefter Ballum kirke overgik til selveje.

Ballummarsken nord for kirken blev inddiget i årene 1914-19 med Ballumdiget, der går fra Vesterende-Ballum og 10 km mod nord til Astrup Banke. Diget blev opført af tyske krigsfanger under Første Verdenskrig. Ballummarsken blev først afvandet så sent som i 1960erne.

Forfatter: Henrik J. Møller


Ballum kirke

Ballum kirke er en stor landsbykirke, der ligger i Vesterende-Ballum. Kirken ligger smukt ud mod Vadehavet og Ballummarsken og er tæt omkranset af en række fine gamle huse, der ligger direkte ind mod kirkegården. Kirken nævnes første gang i kilderne i 1265 og nævnes i 1514, som viet til Skt. Nicolaus, de søfarendes helgen. Indtil Sønderjyllands indlemmelse i Preussen i 1864 var Ballum sogn en del af ”De kongerigske Enklaver”, dvs. en del af Ribe amt og kongeriget Danmark, og ikke en del af hertugdømmet Slesvig. I 1661 blev sognet og kirken købt af greve Hans Schack og lagt under Schackenborg Gods. Først i 1931 fik kirken selveje.

Vesterende-Ballum er kun en del at den meget spredte landsby Ballum. Mod øst vokser bebyggelsen sammen med Østerende-Ballum, og begge bebyggelser er typiske randbyer, der ligger på gestkanten ud mod Ballummarsken. Mod syd ligger Bådsbøl-Ballum, som er hovedbyen, og desuden Husum-Ballum, Harknag-Ballum, Buntje-Ballum, Nørrehus-Ballum og Rejsby-Ballum.

Kirkens bygninger

Kirkens kor og apsis er opført i romansk stil o.1150 og skibet er opført o.1200. Murværket er i rhinske tufsten og står på en profileret granitsokkel. I et par granitkvadre findes der ornamentik bevaret. I skibet er der foruden rhinske tufsten også anvendt en del teglsten, især i gavlene. På apsis finder man lisener opdelt i syv arkader med rundbuede friser øverst. Korets mure har rester af lisener nederst og øverst rundbuefriser. Mod nord findes resterne af en nu tilmuret præstedør. Også skibet har rester af lisener og har en gennemløbende frise øverst. Norddøren findes endnu, mens syddøren er tilmuret. Hele kirken med undtagelse af tårnet er hvidkalket.

Tårnet er opført teglsten i sengotisk tid, o. 1500. Det er af den såkaldte Tørninglen-type med højt pyramideformet spir og små gavle mod hvert verdenshjørne. Tårnet står i rå teglsten, og det gennemgik en større om- og skalmuring i 1956. Tårnet har et ur, der nævnes første gang i kilderne i 1627. I 1851 blev uret betegnet som ubrugeligt, og blev senere hovedrepareret i 1921. I tårnet hænger der to klokker. Den ene er fra 1709 og fremstillet af Johannes Asmussen i Husum i 1709. Den anden er fra 1781 og er fremstillet af Bartholomæus Beseler i Rendsborg. Våbenhuset er nu flyttet til tårnrummet, hvor der er hvælvet loft.

Sakristiet på nordsiden af kirken er ligesom tårnet fra gotisk tid. Dertil kommer et våbenhus fra renæssancetiden o. 1550, der i dag benyttes som kapel. På kirkens sydside lå der indtil 1859 yderligere et våbenhus, der også brugtes som skolestue og samlingssted for landsbyens mænd.

Kirkens tagværker er samtidige med bygningerne, kirkens tagværk er dog afstivet i gotisk tid. Alle kirkens tage er tækket med bly.

Hele kirken gennemgik en større restaurering i 1956-57 ved arkitekt H. Mundt og Ebbe Clemmensen.

Forfatter: Henrik J. Møller

Kulturarvsstyrelsen - Vesterende Ballum


Kirkens indre

Kirkens skib har bjælkeloft med originale romanske bjælker. Kor og apsis har hvælvede lofter fra gotisk tid, o. 1400. I apsis finder man fine senromanske kalkmalerier fra 1200-tallet. Der findes motiver af Jesus på tronen, flankeret af Jomfru Maria og Johannes, samt andre figurer og endelig apostlene. Kalkmalerierne blev afdækket af Egmont Lind i 1931 og restaureret i 1936. Også i korbuen blev der afdækket kalkmalerier, men de blev tildækket igen.

Alterbordet er fra middelalderen. Ved restaureringen af alteret i 1924 fandt man et relikvigemme i alterbordet, en lille blyæske med relikvier og indskrifter for Skt. Nicolaus, de søfarendes helgen, og Jomfru Maria. Alterbordet dækkes af en forside fra 1600-tallet, der har et maleri, der viser Jesus få sine fødder salvet af synderinden Maria Magdalena.

Altertavlen er fra 1804 og i enkel klassicistisk stil. Altertavlen har et maleri fra 1924 af Niels Larsen Stevns. Motivet er over det bibelske tema om "hvem der vil kaste den første sten". Topstykket er ligeledes fra 1924, og viser Jesus og den kana’anæiske kvinde. Før 1924 var der et topstykke, der viste Gud i sin stråleglans. En tidligere gotisk altertavle er omtalt i kilder fra 1790.

Alterkalken er fra 1733 og udført af Tøndermesteren Wilhelm Tim. Sygekalken er fra 1745. På alterbordet står to sæt alterstager. Det ene sæt fra sidste del af 1500-tallet, mens de andet sæt er i barokstil og fra 1648. De har indgraveret givernavnene Peter Nilsen og Catrina Peters.

I skibet står en middelalderlig døbefont i sort belgisk Namur-kalksten. Døbefonten er fint dekoreret med hoveder og fabeldyr. Billedhuggeren Vitus Nielsen restaurerede døbefonten i 1957-58. Over døbefonten hang der engang en fontehimmel, men den blev fjernet i 1906 og ikke findes mere.

Prædikestolen er fra 1600 og af Tønder-typen. Den har relieffer af Jesus historie, dvs. henholdsvis bebudelsen, fødslen og forkyndelsen for hyrderne, dåben, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten og dommedag.

Stoleværket i kirken er meget velbevaret. Det blev fornyet i 1738 og blev blåmalet i 1824.

I skibet hænger to pulpiturer i barokstil. Det ene pulpitur langs vestvæggen er fra 1692, og er blev reduceret i størrelse i 1961. Det andet pulpitur er fra 1734 og bærer orgelet fra 1880. Orglet er fremstillet af Marcussen & Søn i Aabenraa.

I kirken finder man også anden udsmykning. I skibet hænger et skib, den tremastede fuldrigger ”Virginie” fra 1858. I kirken hænger også et marmoreret epitafium fra 1653 over birkedommer Andreas Thomsen. Motivet på epitafiet viser hans familie stående ved et kors. Endelig finder man også en jernbunden pengeblok fra 1700-tallet.

Forfatter: Henrik J. Møller