Bertram Knudsens Vej


Direktør for Saxildhus Bertram Knudsen og hustru. Kolding Stadsarkiv


Hotel Saxildhus på Banegårdspladsen

Intro

Vejen er opkaldt efter konditor Bertram Knudsen, som var indehaver af Saxildhus Konditori. I dag er vejen en sidevej fra Skovvangen, men tidligere var den en del af Skovvangen, som forlængelse af Banestien.

Bertram Knudsen og Saxildhus

Bertram Knudsens Vej er navngivet efter Bertram Knudsen (1881-1954).

Bertram Knudsen var koldingenser, født i 1881. Han lærte bagerfaget hos bagermester P. Sørensen på Sdr. Landevej, hvorefter han forsatte sin uddannelse først på en Amerikabåd, derefter hos bagermester Holst i København og endelig på Skovshoved Dampbageri. Her traf han Jenny, som han blev gift med.

Bertram Knudsen havde egentlig tænkt, at han ville etablere sig i København, men under et ophold hos forældrene i Kolding så han bygningen Saxildhus under opførelse og besluttede sig for at leje sig ind og åbne et konditori. Året efter åbnede han også en forretning i Helligkorsgade nr. 11.

I begyndelsen bestod Saxildhus Konditori kun af en butik med et vindue, et lille konditori med mahognimøbler og en lille thesalon i kinesisk stil med bambusmøbler. Personalet bestod i starten foruden ægteparret selv af en serveringsdame, en bagersvend og et bybud, men ret hurtigt voksede konditoriet både i omfang og i personale. I 1930 var der ansat 10 mand i bageriet, 7 damer i hovedforretningen og 3 damer i filialen i Helligkorsgade.


Kvalitet og fornemme gæster

Bertram Knudsen gik ikke på kompromis med kvaliteten i sine produkter. Han brugte aldrig margarine - derfor det kendte slogan ”Det er smør´et, der gør´et”. Kun marcipan fra Odense Marcipanfabrik specielt fremstillet til Saxildhus blev anvendt. Hans mange forskellige typer af kager blev enten indtaget i konditoriet eller taget med hjem til eftermiddagskaffen. Kong Christian X og Simon Spies var blandt dem, der rekvirerede kager og chokolade fra Saxildhus.

Bertram Knudsen optog sin søn Stig i firmaet i 1933, men to år efter omkom han ved en bilulykke. Til minde om sønnen skænkede han Johannes Bjergs skulptur ”Skildpaddens Amorin” til Kolding by i maj 1943.

Bertram Knudsen købte i 1942 det tidligere Hotel Royal ud mod Jernbanegade med overtagelse i 1950 og omdøbte hotellet til Hotel Saxildhus. I 1950erne udvidedes og ombyggedes fortovsrestauranten, så der kunne sidde 200 mennesker, og i sommersæsonen var personalet oppe på 160 mennesker.

Bertram Knudsen døde i 1954 73 år gammel kun 14 dage efter hustruens død. Efter deres død blev Saxildhus aldrig det samme og i 1976 blev bygningen solgt til bygmester Per Glerup, og der har ikke været udsalg af kager fra Saxildhus siden 1988.