Bjerget 6, Bjerget


Bjerget 2002

Intro

I Andkær ejerlav gård nr. 5, matr.nr. 10. Adresse Bjerget 6

Gårdens historie

De første fæstere, vi kender til på gården, har alle tilføjet betegnelsen Kirketjener. Det er i 1634 Mads Jensen, 1651 Mads Jørgensen og 1664 dennes søn Morten Madsen. Forklaringen er, at ca. halvdelen af gården har tilhørt kirken (Gauerslund) og er bortfæstet derfra i forbindelse med den anden halvdel, som tilhørte Kronen og administreredes fra Koldinghus.
Ca. 1670 er en Peder Jensen blevet fæster. Han blev sidst i 1660-erne gift med Boel
Jensdatter, født ca. 1650. Hun var søster til den Oluf Jensen, der omtales som død i 1703
under gård nr. 3.- Da Peder Jensen døde i 1690, giftede Boel sig med Rasmus Pedersen
Dahl, der var 10-15 år yngre end hende, og sådan blev han gårdmand til sin død i 1719. –
Sønnen Jens Rasmussen Dahl overtog nu gården med en besætning på 4 heste, 5 køer, 5
ungkreaturer og 12 får. Jens Rasmussen døde ca. 1743, og hans enke Karen Jensdatter Kring giftede sig da med Niels Poulsen, født 1712, med hvem hun i 1744 fik sønnen Jens Nielsen (Bjerre), som 1762 har overtaget gården. Hans fader døde 1766, 2 år efter moderen. Bjerget 6, omkr. 2000.
Jens Nielsen Bjerre købte ved auktionen i Kolding sin gård med hartkorn 5-7-2-2- til selveje for 792 rdl. 79 sk. og da han et par år senere får skødet, lyder opgørelsen inkl. renter på 859 rdl. 86 sk., hvoraf halvdelen blev stående som "Kongelige Penge" på 1.ste prioritet.

Jens Bjerre giftede sig 14.10.1766 med Johanne Hansdatter, døbt 21.10.1743, og deres yngste søn, Peder Jensen Bjerre (født 1779), købte 14.10.1809 gården med tillæg af nogle tilkøbte arealer for 1000 rdl + aftægt. Han havde 30. juli 1808 giftet sig med Karen Pedersdatter (født 1777).
Jens Nielsen Bjerre har været velkonsolideret. I 1803 fik sønnen Niels Jensen Bjerre arveforskud
på 1400 rdl.
Han havde gård nr. 2 i Brejning. I 1808, samtidig med at Peder Jensen Bjerre overtog fødegården,
har såvel denne som søsteren Karen og broderen Hans J. Bjerre (gård nr. 15 i Andkær) fået 1500 rdl. hver.
M.h.t. bygninger: I 1784 er der 4 længer med i alt 53 fag, vurderet til 570 rdl. I 1800 er i hvert fald 3 længer ombygget, og der er nu 58 fag, som vurderes til 1250 rdl. I 1813 er der
foretaget om- og tilbygning, så der er 63 fag, og takseringen er nu 750 rbd. Gården blev senere ombygget i 1844.
Karen og Peder Bjerre fik i 1818 tvillinger, Peder og Jens Pedersen Bjerre. Om Peder jun. ved vi, at han havde råd til "at stille for sig", så han ikke skulle være soldat, men betalte en anden for at påtage sig dette hverv. Han overtog gården i 1845, da han giftede sig med Karen Marie Pedersdatter
Ulv, født 1823. Prisen var 4000 rbd. + aftægt til forældrene. I 1852 er der vurdering til brandforsikring. Der er 8 heste, 6 stude, 22 køer og kvier, 14 får og 2 svin, som sammen med alt indbo, vogne og korn sættes til 5735 rbd. Næste ejer blev Jens Peter Pedersen Bjerre, født 31. juli 1846. Han giftede sig18.6.1880 med Nielsine Kirstine Petersen, født 17. februar 1856, og de overtog gården samtidig.
Jens Peter Bjerre døde 19.8.1914, og enken Kirstine Bjerre drev så gården med hjælp fra en ugift søn og datter. Der var 118 td. land, deraf 40 i skov. I 1929 overtog sønnen Niels Peter Bjerre (født 24.7.1885) gården, der da havde 6 heste, 20 køer, 20 ungkvæg, 30 svin og 1 får. Niels Bjerre døde ugift i 1952, og søsteren Marie blev boende på gården til sin død i 1962. Også hun var ugift, så der var ingen direkte arvinger. Gården blev da "delt ud" som arv til en del familiemedlemmer samt
til en gammel karl, der havde været på gården i hen ved et halvt hundrede år. Gamle Peder
blev han kaldt. Selve gården blev arvet af Louise Jensen, datter af Julius Brøndstad, gård nr. 8 i Brøndsted. (Han var fætter til Niels Bjerre.)

Louise Jensen solgte i 1977 gården til sin datter og svigersøn, Jette og Jens Kristian Jensen.
Der var nu 17 td. land agerjord, samt 30 td. skov. Gårdens stuehus har siden fået en gennemgribende restaurering. Der er ikke længere dyr på gården, bortset fra at de havde lidt
fårehold. – Jette og Jens Chr. Jensen flyttede i 1999 til Bredballe. De solgte gården til Ellen
og Jens Bjerre, som fraskilte 14 td. land samt skoven, som kom til Bjerresminde. I 2000
solgtes gården med de resterende 3 td. land jord til Jette, født 2.6.1957, og Claus Jensen,
født 27.8.1954. Han er administrerende direktør i Fakta.

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund II, 2005