Borchs Allé


På billedet ses bestyrelsen i Vejles "Handelsforeningen af 1897". Billedet er taget i anledningen af foreningens 50 års jubilæum. Næstformanden, Christian Borch, sidder på første række yderst til venstre. Fotograf: H.P. Jensens Eftf. v/ A & V Christiansen


På billedet ses købmandsforretningen C.P. Borch med kolonialvarer og kaffemølle i butiksvinduet til venstre og til højre skåle, kander og porcelæn. Der er udsalg. En ung kommis står i butiksdøren - sikkert sønnen Alfred Borch (1912-1977).


I 1940'erne stod der en benzinstander foran købmandsbutikken.


En lille pige i mørk jakke står foran købmand Borchs ejendom, der rummede både butik og bolig. Fotograf: Jakob Komar.

Intro

Alléen har navn efter den lokale grundejer og købmand Christian Borch (1884-1955). Borch drev i mange år en fin købmandsforretning på Vesterbrogade i Vejle.

Christian Borch

Den nøjagtige forklaring på, hvordan det gik til, at Borchs Allé i de gamle Vejle Enge blev opkaldt efter Vejle-købmanden Christian Borch, fortaber sig delvist i historiens tåger. Dog fremgår det af Vejle byråds forhandlinger, at købmand Christian Borch i 1926 fremsendte en udstykningsplan til godkendelse vedr. matr. nr. 117a af Vejle købstads enge. Han var også engageret i Vejle Engejerlaug.

Christian Borch hørte til veteranerne blandt Vejles gamle købmænd. I mange år drev han sin købmandsforretning på Vesterbrogade 67. Før det havde han haft butik i Enggade. I nekrologen ved hans død, fortæller avisen, at Borch "drev sin Købmandsforretning med stor Dygtighed, og at Fru Anna Borch blev sin Mand en glimrende støtte". Sønnen Alfred Borch blev udlært som kommis i butikken, og efter Christian Borchs død, drev hustruen Anna Magdalene Borch forretningen videre.

Christian Borch var fra 1919 aktiv i Handelsforeningen af 1897. I mange år var han foreningens næstformand.