Brøns kirke


Mindesten for de faldne bønder i Slaget ved Brøns i 1849. Foto: Henrik J. Møller, 2005. Tønder Museum


Brøns kirke. Fotograf: Henrik J. Møller


Brøns Præstegård. Fotograf: Henrik J. Møller

Intro

Brøns kirke er Danmarks længste landsbykirke. Den rummer en del interessant inventar - og en række yderst provokerende kalkmalerier.

Brøns kirke

Brøns kirke er Danmarks længste landsbykirke og er opført i romansk tid.

Kirken kirke blev i katolsk tid viet til Skt. Wilhadus og hørte oprindeligt under Ribe domkapitel. I 1507 blev kirken annekteret af arkdiakonatet og ved reformationen kom den under kongen. Forbindelsen til Ribe opførte dog ikke, da patronatsretten fortsat hørte sammen med bispeembedet i Ribe. Senere blev kirken en almindelig sognekirke.

Kirkens bygninger

Brøns kirke er med en længde på 48 m Danmarks længste kirke fra romansk tid. Den er opført i romansk stil og i to omgange i perioden ca. 1200-1250. Kor og apsis er fra o. 1200, mens skibet er fra o.1250. Murværket består primært at rhinske tufsten, men også granitkvadre og munkesten er anvendt. Soklen består af tilhuggede granitkvadre. Kirken gennemgik en hårdhændet restaurering og ombygning i årene 1854-57 og fik derved sin nuværende form.

Skibets nordmur har endelisener og rudefrise øverst. Skibets sydmur må have svaret til den nordlige mur, men blev desværre skalmuret og ødelagt i 1855.

Koret har mange bygningsdetaljer. Korets nordlige mur er en stor blænding indrammet af endelisener og en buefrise øverst. Oprindeligt var koret flankeret af et middelalderligt våbenhus mod nord og et våbenhus fra 1733 mod syd, men begge tilbygninger blev nedrevet i 1854.

Apsis har fem blændingsfelter adskilt af fem lisener udformet som halvsøjler, og hver blænding har tre rundbuer. I de tre af blændingsfelterne har der tidligere været vinduer, men de har siden 1855 været tilmurede.

Tårnet er opført i teglsten og fra sengotisk tid, ca. 1500. Tårnet er af Tørninglen-type, som er udbredt i hele det tidligere Tørninglen. Det har et højt firkantet spir og små gavle mod hvert verdenshjørne. Spiret har en vindfløj med årstallet 1631. I 1854 blev der indrettet et nyt våbenhus i tårnet, og indgangsdøren fik en fin dørportal i sandsten med søjler og hvælvet bue. Tårnet er blevet fornyet flere gange og man finder jernankre fra både 1810 og 1816. Kirken har tre klokker, en gotisk fra o. 1350, samt to genforeningsklokker.

Tagværket er fra 1200-tallet og kirken er blytækket. Korets tagrytter er fra 1651 og hviler på gamle bjælker, der oprindeligt har båret en romansk tagrytter. Tagrytterens nederste sekskantede del under spiret var oprindeligt en lanterne, men blev tillukket i 1739. Den nuværende vindfløj er fra 1846, og har afløst en tidligere fra 1651.

Litteratur:
Erik Moltke & Elna Møller: Danmarks kirker. Sønderjylland. Tønder amt. Nationalmuseet 1957
Trap Danmark, 5. udgave, 1966, Tønder amt, bd. X,2, side 573
Niels L. Petersen: Dagligliv i Rejsby og Brøns sogne. Fra Skærbækegnens Fortid nr. 14, 2000
H. Hofmand Nielsen: Mindesten og mindetavler i Skærbæk Kommune. Fra Skærbækegnens Fortid nr. 12, 1998.
H. Hofmand Nielsen: Mindesten og mindetavler for de faldne i første verdenskrig. Fra Skærbækegnens Fortid nr. 10, 1996
Barret, Brian Dudley: August Wilckens. 1994.
Danmarks kirker. Tønder amt. 1957.
Horskjær, Erik (red): De danske kirker, bind 17. 1970.
Jensen, H. P.: Fra Vesterkanten. 1989.
Kirkeskov, A. (red.); Sønderjylland, I. 1935.
H. Lausten-Thomsen.: Et kirkevindue. Sønderjysk Månedsskrift, aug. 1931.
H.Lausten-Thomsen.: Kalkmalerierne i Brøns Kirke. Sønderjysk Månedsskrift, nov. 1931.
Anders Mallin: Brøns mølle. Sønderjyske Årbøger, 1961.
Petersen, Carsten: Kirkerne i Tørninglen provsti. Sønderjyske Årbøger, 1939.


Kirkens indre

Indvendigt i kirken bemærker man straks de mange kalkmalerier.

I 1900-1907 gennemgik kirkens overmalede kalkmalerier en stor restaurering og fornyelse ved August Wilckens. Kalkmalerierne på korbuen og de to store engle herover, samt dekorationerne i kor og apsis stammer alle fra restaureringen i 1907. Nordvæggens gamle kalkmalerier fra reformationstiden blev også afdækket og størstedelen blev bevaret. Nogle blev restaureret og andre blev nyopmalede efter skøn. Også hele træloftet fra 1694 med malerier fra 1700-tallet blev genopfrisket i 1907. I 1931 blev en del af August Wilckens tilføjelser fjernet igen af Egmont Lind, for at bringe kirkerummet nærmere sit oprindelige udseende.

De ældste kalkmalerier er en blanding af katolske og protestantiske motiver. Her finder man bl.a. motiver med Skt. Christoffer og Jesusbarnet, Jesus i vinpressen og Skt. Jørgen og dragen. Desuden er der en lang frise med Jesus lidelseshistorie.

Oven over denne frise findes to meget spændende kalkmalerier fra reformationstiden, der retter en hård kritik imod den katolske kirke. På det ene maleri ses paven og hans følge sammen med to narre. På det andet maleri ser man Jesus foran porten til himmelborgen. På begge sider ser man Romerkirkens folk forsøge at invadere himmelborgen med stormstiger. Kirkens inventar er interessant, bl.a. er der et sjældent monstranskab, der i den katolske tid blev brugt til opbevaring af brød og vin.

Mellem skib og kor er der en stor korbue. Ved indgangen til koret hænger der et stort korbuekrucifiks fra o. 1500.

Altertavlen er fra 1631, og står på et muret alterbord fra 1855. Samme år blev altertavlens gamle malerier afløst af nye, og de gamle blev sat op på loftet. I 1945 byttede malerierne plads og de nye blev hængt op på korets nordvæg. Altertavlens originale malerier skildrer nadver, dåb, Golgatha og opstandelsen. Kirken har haft to tidligere altertavler. Den ældste er fra o. 1275, og herfra stammer en Maria-figur, der nu står på Nationalmuseet. En anden altertavle er fra o. 1400 og herfra findes en bispefigur i kirken. En tredje altertavle er fra o. 1500 og herfra stammer 12 apostle opsat på pulpituret.

I koret står et gotisk monstranskab fra o. 1300, der har en kopi fra 1957 af den oprindelige fod, der nu er på Nationalmuseet. Skabet har oprindeligt også haft et spir, der siden er forsvundet.

Døbefonten er romansk og i granit, og er rigt dekoreret med friser og en fod med hjørnehoveder. Fontehimlen er fra 1651 og er restaureret i 1857.

Prædikestolen og lydhimlen er i renæssance og fra 1605.

Stoleværkets 75 gavle og døre er alle fra 1730, mens bænkene er fra 1855. Tidligere stod der også flere lukkede herskabsstole i kirken. De blev fjernet i 1855-57, men en enkelt står endnu opbevaret bag alteret og tjener nu som præstestol.

Kirkens orgel er fra 1699, men er fornyet flere gange, senest i 1936-37.

Kirken rummer også en del gravmæler. I kirkeskibet findes også to store barok epitafier fra 1668. Det ene forestiller herredsfoged Hans Andersen Hauffervad og hustru og det andet forestiller Hans Otzen. Kirken rummer en række forskellige gravsten.

I kirkens våbenhus står en interessant sandsten fra 1729, der beretter om sognets tre præster og deres fælles hustru Margreth Christine Reimers. Hendes første mand, præsten Ægidius Laugesen Wedel døde i 1686, hendes næste mand, præsten Jens Lauridsen døde i 1691 og hendes sidste mand, præsten Peder Ægiidsen Dahler overlevede hende og døde først i 1746. At hun blev gift tre gange skyldtes, at hendes mænd ikke ville betale enkeafgifter til hende. Det kunne de undgå ved at gifte sig med hende. Samtidig fik de kone til at holde huset og hun fik forsørgelse. Så kom kærlighed m.m. i anden række. En usædvanlig sten, der minder om den tids praktiske forhold.

I kirken findes et blyindfattet vindue fra 1927 til minde om møller Lydik Jacobsen. Han var en driftig mand på Brønssegnen. Vinduet blev opsat ved inititativ fra hustruen Nicoline opsat et blyindfattet vindue i kirken med motiv af Joachim og Johan Thomas Skovgaard.


Kirkegården

Kirkegården

Brøns kirke ligger på en lavning i terrænet ned mod Brøns å og er omgivet af en stor kirkegård omgivet af kløvstensdiger.

På kirkegården findes en mindesten for de 22 faldne fra byen i Første Verdenskrig. Den blev indviet Valdemarsdag, den 15. juni 1924 og betaltes via en lokal pengeindsamling. En lignende mindesten findes i Søndernæs for de 6 faldne fra denne by. Den blev rejst allerede 11/8-1920.

På kirkegården finder man også en mindesten over to tyske soldater, der faldt i træfningen ved Brøns den 26. januar 1849, hvor slesvig-holstenske oprørsstyrker nedkæmpede en lokal bondemilits. Fire bønder blev dræbt. Den tyske mindesten for slaget i 1849 blev rejst af den stærkt tysksindede Skærbæk-præst C.J. Jacobsen på Brøns Kirkegård 17/9-1899. De faldne slesvig-holstenere var oprindeligt blevet begravet i Brøns, men ingen danske ville fortælle hvor. Man fik dog købt en plads til stenen på kirkegården. Der var festligholdelse på Brøns Kro for et lukket selskab og byen opfordredes til at feste med, men ingen fulgte den opfordring.

Ved landevejen ca. 100 meter nord for kirken står en mindesten for kampen og de danske faldne, rejst på tiårsdagen for træfningen,

På kirkegården findes der endelig også en række gamle interessante gravsteder.

Præstegården ligger på Tingvej i Brøns, og er opført o. 1920. Her lå tidligere Tingskrivergaard indtil den nedbrændte i 1913.


Historier

Historier

I 1627 slog den daværende sognepræst i Brøns, Hans Andersen, præsten i Skærbæk, Christen Christensen Billum (1615-1627) ihjel. i (eller lige uden for) Skærbæk kirke efter et skænderi og slagsmål. På præstetavlen i Skærbæk kirke står der, at Andersen "ihjelstak med en pennekniv Christian Billum Sogne Præst til Brøns Meenighed og derfor motte rømme landet." Han blev senere benådet af Christian IV, da overfaldet var sket i selvforsvar, idet "det ved tingsvidne og sandemænds lov er bevist, at hr. Christen selv har overfaldet og såret hr. Hans Andersen."

Mellem 1921 og 1963 var Anders Malling sognepræst i Brøns. Han var en blanding af kristen og overdreven fanatisk dansk. Han var sammen med Frits Clausen med til at stifte det danske nazistiske parti DNSAP. I 1936 udmeldte han sig og startede sit eget fascistiske parti, Dansk Folkefælleskab, som dog aldrig kom til at spille nogen stor rolle. Siden 1930erne sad han med i den sønderjyske salmekommission og blev kendt som salmedigter. Det siges at han havde evner til at blive biskop, men at hans politiske virke blokerede for det.