Brandsø, dysse


Dankvart Dreier: Stensætning på Brandsø. FKM/2004


Stensætning på øen Brandsø etc.


Runddyssen på Brandsø, som den tog sig ud i sommeren 1995, hvor højt græs, buskads og træer gør det vanskeligt at se højens afgrænsning. Foto: Ole Larsen, Odense Bys Museer.


Dankvart Dreyer: En kæmpehøj på Brandsø (kvadreret). Ca. 1842. Blyant på papir. 19,3 cm x 38,0 cm. På tegningen hæver højen med runddyssen sig kun en smule over det omgivende terræn, mens den på maleriet er hævet markant højere op, hvorved den blive mere

Intro

Den fynske guldaldermaler Dankvart Dreyer er specielt kendt for sine landskabsmalerier og naturstudier. I sommeren 1842 tegnede og malede han en hel del på den lille ø, Brandsø, der ligger i Lillebælt. Det resulterede blandt andet i et monumentalt, nationalromantisk maleri, som året efter udstillede

Kunstværket

Dankvart Dreyer (1816-52): Stensætning på øen Brandsø med udsigt mod Grønninghoved og Anslet Skov i Slesvig. (1842)

LokalitetenBrandsø er en lille ø beliggende midt i Lillebælt. Den hører under Wedellsborg Gods. Øen består af lave morænebakker med klinter og strandenge langs kysten samt af en større mose midt på, mens skov nu dækker øens nordøstre hjørne. Siden 1970 har Brandsø været ubeboet, men endnu eksisterer gårde, huse og sågar en gammel skolebygning, som vidner om et anderledes aktivt liv førhen. På øens sydlige og højeste del, der hæver sig bare 8 m over havets overflade, ligger et par oldtidslevn, langdyssen Svenskehøj og en unavngiven runddysse.

Grønninghoved og Anslet Skov, som indgår i maleriets titel, er beliggende på den jyske østkyst henholdsvis lige vest-sydvest for Brandsøs sydspids og et godt stykke nordvest herfor. - Slesvig betegner det sønderjyske område beliggende mellem Kongeåen og Ejderen.

KunstnerenDankvart Dreyer blev født i 1816 i Assens som yngste søn af en købmand og hans tredje hustru, der før statsbankerotten i 1813 var en velstående familie. Grundet sine kunstneriske evner søgte Dankvart Dreyer optagelse på Kunstakademiet i København, hvor han i årene 1831-37 blev uddannet hos historie- og landskabsmaleren J.L. Lund. Ved sin afgang opnåede Dankvart Dreyer imidlertid ikke at konkurrere sig til den eftertragtede guldmedalje med tilhørende stipendium til at rejse udenlands for. Han kom aldrig uden for landets grænser som sine jævnaldrende kolleger og fik derfor heller ikke del i denne lærerige form for efteruddannelse. Måske var det derfor, eller måske skyldtes det hans temperament og hans særlige vinkling af stoffet, at hans værker aldrig for alvor blev anerkendt af samtidens kritikere. Dette var antagelig en af årsagerne til, at han i 1848 forlod landets kunstcentrum i København og købte sig en gård i Barløse, der er beliggende 8-10 km nordøst for hans fødeby. Sine sidste fire år ernærede han sig således ved landbrug, men han malede tilsyneladende stadigvæk.

Selv om Dankvart Dreyer har frembragt en række portrætter og flere figurmalerier – herunder et maleri i Assens Kirke og altertavlen i Barløse Kirke – er det specielt for sine landskabsbilleder og naturstudier, han anerkendes i dag. Dankvart Dreyer havde et særligt blik for floraens verden, som han skildrede med forkærlighed for det skæve og uregelmæssige. Netop denne ’naturfortrolighed’ er et af hans kendemærker, hvilket Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling har fokuseret på i en udstilling i 2006-07. Dankvart Dreyer mange mindre og bittesmå studier blev tilsyneladende skabt ud af malerglæde og i mindre udstrækning som forarbejder til fuldgyldige værker, sådan som det ellers var kutyme. Monumentale værker findes der nemlig ikke mange af fra hans hånd.

VærketDankvart Dreyer har tegnet og malet flere motiver fra Brandsø, hvor han opholdt sig i sommeren 1842. En række af disse arbejder er siden erhvervet af Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst. Det var især øens stendysser, der optog ham i hans stræben efter for en gangs skyld at spore sig ind på det nationalromantiske, hvilket landets første kunsthistoriker, N.L. Høyen - med baggrund i samtidens nationale strømninger i Europa - herhjemme docerede i tale og på skrift, og hvilket Dankvart Dreyers jævnaldrende kolleger, blandt andre P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye, tog til sig og på eminent vis praktiserede i mange af deres repræsentative malerier fra 1840’erne.

”Stensætning på øen Brandsø…” er et af Dankvart Dreyers formatmæssig set største og mest imposante værker. Han har gjort sig den megen umage for at sammenstille så mange danske nationale træk som muligt i forsøg på at leve op til ovennævnte fordringer. Runddyssen med den store dæksten, der er maleriets hovedmotiv, vidner om, at landet gennem årtusinder har været beboet af et kultiveret folk med forståelse for at ære deres afdøde på behørig vis. At kultiveringen af landet fortsat pågik, fortæller den lille scene midt i billedets baggrund om; her er en bonde ved at stakke korn på en hestetrukken vogn som symbol på landets frugtbarhed. Scenen er sat i et typisk, frodigt dansk landskab: let kuperet, gennemskåret af et smalt farvand - hvorpå der sejler en lille båd - med udsigt til klintekysten på den anden side og bagvedliggende marker og skove. I det fjerne anes et stråtækt hus og en kirke. I forgrunden vokser vilde planter bestående af blandt andet kaprifolier, nælder, tidsler, bregner og forskellige græsarter, igennem hvilke en sti snor sig og en enkelt vibe spankulerer rundt. Det hele finder sted under en høj himmel med drivende skyer.

Sammenholder man imidlertid de forskellige lokaliteter i maleriets titel med de rent faktiske geografiske forhold, viser det sig, at de ikke stemmer helt overens. Fra runddyssen på Brandsøs sydspids er det næppe muligt at se kystlinien fra Anslet Skov helt til Grønninghoved. Det kan derimod lade sig gøre, hvis man befinder sig på øens vestligste punkt. Dankvart Dreyer har tilsyneladende – og som så mange andre malere før og siden – benyttet sig af den kunstneriske frihed til at sammenstykke sin komposition ud fra en række studier tegnet eller malet på forskellige steder med det formål for øje at skabe det ideelle kunstværk. Men denne gængse kunstneriske metode stod ikke godt til Dankvart Dreyers temperament, der i højere grad var i pagt med naturens egne vildveje, hvorfor han hellere skildrede naturen som den tog sig ud i al sin ukunstlethed.

”Stensætning på øen Brandsø...” blev udstillet på Charlottenborg i 1843, hvor Kunstforeningen i København - som Høyen havde været med til at stifte i 1825 - erhvervede det for den nette sum af 100 rigsdaler med henblik på bortlodning blandt sine medlemmer. Fyns Kunstmuseum købte maleriet i 1985 af en privat ejer.

LitteraturLeo Swane: ”Dankvart Dreyer 1816-1852”, København 1921, p. 72-80.Tove Lund-Larsen: ”Om Dreyer og landskabsmaleriet” i: ”Fynske Minder 1985”, Odense 1985, p. 194-99.

Suzanne Ludvigsen: ”Katalog” i: ”Dankvart Dreyer”, Kunstforeningen, København og Odense Bys Museer 1989, p.65-66.
Anne Christiansen, Odense Bys Museer.