Brandts Klædefabrik


Brandts Klædefabrik. Væveri.


Brandts Klædefabrik. Valkeri.


Brandts Klædefabrik. Rueri.


Brandts Klædefabrik.


Brandts Klædefabrik.


Brandts Klædefabrik. Bygningen mod Vestergade 73, Odense.


Brandts Klædefabrik. Pakrum.


Brandts Klædefabrik. Maskinhallen.


Brandts Klædefabrik. Kontoret.


Skilt med regler for lægebesøg, Brandts Klædefabrik. Der var gratis lægehjælp og gode alderdomsboliger til de trofaste arbejdere, der tjente virksomheden et langt liv. Skiltet findes nu på Møntergården i Odense. Foto: Jens Gregers Aagaard.


Brev fra Oluffa Brandt, 1918 (side 1). Da en gammel væver kunne fejre sit 25-års jubilæum i 1918, fik han en gave fra fabrikantens enke. Hun holdt sig ikke tilbage fra at lufte sin modvilje mod fagforeningerne. Foto: Jens Gregers Aagaard.


Brev fra Oluffa Brandt, 1918, (side 2). Da en gammel væver kunne fejre sit 25-års jubilæum i 1918, fik han en gave fra fabrikantens enke. Hun holdt sig ikke tilbage fra at lufte sin modvilje mod fagforeningerne. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Intro

Det store fabriksanlæg i midten af Odense består af forskellige bygninger, der er opført fra midten af 1800-tallet og frem til efterkrigstiden. I dag er området Odenses Latinerkvarter med restauranter, butikker og kultuinstitutioner.

Industri

Brandts Klædefabrik er uden tvivl Odenses bedst kendte industrielle miljø og betragtes som et af de mest succesfulde bevarings- og genanvendelsesprojekter i Danmark gennem de seneste to årtier. Brandts Klædefabrik opstod på grundlag af en ældre farverivirksomhed i hovedgaden Vestergade og voksede fra etableringen i 1869 til at blive byens største tekstilfabrik med et omfattende fabrikskompleks, der strakte sig langs den smalle grund i hovedgaden bagud til et større nordligt område med store etagebygninger.

Bygninger fra hundrede års industriudvikling
Klædefabrikken er med bevaringen af bygninger lige fra etableringen i midten af 1800-tallet til efterkrigstiden et pædagogisk eksempel på fabriksbyggeriets udvikling i hele hovedindustrialiseringsperioden og et eksempel på tekstilindustriens arbejdsbygninger og de typiske elementer, der indgik heri.

I hovedtrækkene består Brandts Klædefabrik af et klassicistisk forhus fra 1857 mod Vestergade, desværre den eneste fredede bygning i hele komplekset. Bag ved dette hus, der blandt andet tjente som bolig i fabrikken første tid, følger den ældste baggård, hvor den første bebyggelse klumpede sig sammen om det gamle farveri.
Klædefabrikkens kedelhus fra 1869 er bevaret nordligt i forgården. Herefter følger den lange smalle passage mod nord, hvor der sidst i 1800-tallet var lagt spor til små vogne, der skulle hjælpe med at forbedre den noget vanskelige transport på grunden midt i byen. På hver side findes karakteristiske bygninger, til højre gulstensbygninger fra 1880’erne til spinderi og på venstre hånd det lave karakteristiske farveri fra 1930.
For enden af passagen åbner området sig med et stort fabrikskompleks bestående af Svendehjemmet fra 1930 på højre hånd, den ældste fabriksbygning – Mellembygningen – fra 1886, oprindelig med dampdrevet elevator, og til venstre den store jernbetonbygning med udfyldningsmurværk berappet med fabrikkens karakteristiske grå bastardmørtel. Bygningen var en af byens tidlige jernbetonbygninger af Christiani & Nielsen i 1920. Kun forhuset mod Vestergade er fredet.

Klædefabrikken reddes fra nedrivning
Klædefabrikkens bevaring var ingen selvfølge, da den lukkede i 1977, og nedrivning var i allerhøjeste grad en mulighed. Den lokale arkitekt Kristian Isagers blik for industrialismens bygninger og et stærkt engagement sikrede, at bygningerne fastholdt deres væsentligste kvaliteter i det udviklingsprojekt, som de jyske købmænd Keld Droob og John Hanssen gennemførte i samarbejde med Odense Kommune fra 1982. Fabrikken står i det ydre velbevaret, men indvendig er det lidt ærgerligt at der inden døre ikke er så mange detaljer tilbage.

I dag huser Brands Klædefabriks gamle bygninger Danmarks Mediemuseum, Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Tidens Samling.


Søren Chr. Brandt

Søren Chr. Brandt var med til at opbygge Odenses største klædefabrik, der blev grundlagt i 1869. Brandt var kendt for sin patriarkalske ledelsesstil: Fabrikanten var den kærlige, men faste fader, mens arbejderne var hans børn. Fabrikken ydede hjælp til syge og gamle, så længe arbejderne lod være med at organisere sig. Det blev set som et tillidsbrud og bekæmpet hårdt.

Denne tekst er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.