Bregninge


Portræt. Fedder Carstens og Hustru.


Min gamle, kjærlige Lærer, Hr. Fedder Carstens, Hvem jeg ikke har seet siden jeg var syv a otte Aar, og som jeg først nu hører om lever og er vel i Windeby paa Thorseng, sender jeg her som Julehilsen Mit Livs Eventyr! H. C Andersen. Kjøbenhavn decembe


Bregninge Kirke

Intro

På sommerudflugten til Fyn i 1830 besøgte H.C. Andersen også øen Tåsinge, hvor han nød udsigten fra Bregninge Kirke og genså sin gamle lærer fra barndommens skole i Odense.

H.C. Andersen

I Bregninge
I Bregninge havde H.C. Andersen lejlighed til at nyde udsigten fra kirken i de nu fredede Bregninge Bakker. Herom skrev han i ovennævnte brev til Edvard Collin [Svendborg den 5. august 1830]: ”Udsigten fra Bregninge Kirke er et sandt Panorama, og man kunde daglig see paa det, uden at trættes.”

I Bregninge Bakker lå også den optiske telegraf, der blev bestyret af selv samme Fedder Carstens (1784-1874), som i H.C. Andersens barndomsår havde været lærer i digterens drengeskole. I selvbiografien ”Mit Livs Eventyr” [1855, Bd.1] erindrer Andersen sin gamle lærer: ”Jeg var den Mindste i Skolen og derfor altid, naar de andre Drenge legede, gik Læreren Hr. Carstens med mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig paa Kinderne, og da engang en af de større Drenge ikke kunde sin Lexie og derfor til Straf, med sin Bog i Haanden, blev stillet op paa Skolebordet, hvorom vi sad og jeg derover var ganske utrøstelig, fik Synderen Benaadning.”

Den gamle lærer
Siden 1813 havde Fedder Carstens fungeret som telegrafbestyrer i Bregninge, og den varme sommerdag i august 1830 genså H.C. Andersen nu sin lærer. Men telegrafbestyreren kunne slet ikke huske sin tidligere elev, som han havde behandlet så venligt. H.C. Andersen skrev i sin første selvbiografi, ”Levnedsbogen” [nedskrevet 1832]: ”—Hele 8 Dage tumlede jeg mig i den smukke Svenborg Egn, var paa Thorsing, hvor jeg i den gamle Thelegraf Bestyrer traf min første Skolemester, der slet ikke kunde erindre, mindre kjende mig igjen.” [Levnedsbogen, kap. 8.]

Måske har H.C. Andersen ved denne lejlighed slet ikke givet sig til kende for sin gamle lærer. For da han senere i livet henvender sig til Fedder Carstens, formulerer han sig – måske af høflighed? – som om de ikke har mødt hinanden siden skoletiden.

Telegrafbestyreren må dog siden være blevet klar over sammenfaldet mellem sin tidligere elev og digteren, for i ”Mit Livs Eventyr” fortsætter H.C. Andersen beskrivelsen af Carstens således: ” — Den kjære, gamle Lærer blev siden Telegraphbestyrer paa Thorseng; der levede han endnu for nogle Aar tilbage; man har fortalt, at den gamle Mand der, idet han viste de Besøgende om, har med fornøiet Smiil sagt: ja, ja, det troer De nok ikke, jeg gamle, fattige Mand, jeg har været den første Lærer for en af vore mest bekjendte Digtere! hos mig gik i Skole H. C. Andersen.”

Dedikationer og breve
Kort efter udgivelsen sendte digteren et dedikationseksemplar af ovenfor citerede selvbiografi til Fedder Carstens. Dedikationen lyder:

’Min gamle, kjærlige Lærer,Hr. Fedder Carstens, hvem jeg ikke har seet siden jeg var syv a otte Aar, og som jeg først nu hører om lever og er vel i Windeby paa Thorseng, sender jeg her som Jule-Hilsen Mit Livs Eventyr!
H. C Andersen.
Kjøbenhavn December 1855.’

Da H.C. Andersen først var blevet opmærksom på, at Fedder Carstens stadig levede og befandt sig på Tåsinge (nu som toldassistent i Vindeby), forsøgte han flere gange at gengælde den venlighed, han havde mødt i barndomsårene hos den gamle lærer. I dagbogen den 2. juni 1864 skriver digteren: ”gav Jonas [Collin, red.] et Kort med til min gamle Lærer Carstens”. De to mænd skulle aldrig komme til at mødes ansigt til ansigt igen. Alligevel var H.C. Andersen ’med i stuen’, da den 88-årige Fedder Carstens i 1872 fejrede guldbryllup: Den nu verdensberømte og selv aldrende digter havde sendt både en guldbryllupssang, et brev og en buste af sig selv til guldbrudeparret. Brevets fulde ordlyd gengives her nedenfor og sætter på bedste vis punktum for beretningen om H.C. Andersen og hans lærer fra fattigskolen.

Kjøbenhavn den 10 September 1872
Kjære Gamle Ven og Lærer!Det er Deres Guldbryllups-Fest den tolvte September. Gjerne havde jeg den Dag besøgt Dem; men det stiller sig ikke saaledes, at jeg personligt kan komme og trykke Deres Haand. Min hjerteligste Lykønskning maa derfor dette Brev bringe Dem, ligesom ogsaa til samme Tid, haaber jeg, et lille Minde vil indtræffe, som jeg beder faae Plads i Deres Stue, naar Vennerne samles om Dem.

Det er nu henved tresindstyve Aar siden, jeg saae Dem; men endnu husker jeg Alt fra Barndomstiden: Deres Hjem, Skolebygningen, for mig den Gang saa udstrakt stor, de gamle Kastanietræer udenfor tæt ved Byens Port indtil Munke-Mølle; men især husker jeg min Lærer, Hr. Carstens, den Gang en ung, kraftig Mand; jeg husker de hvide Tænder, der kom frem ved Smilet, de Øine, De saae paa mig med, idet De holdt mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes overende af de store Drenge. Hvor klart i Tanken, og dog saa længe siden! At vi i al den lange Tid aldrig Mødtes! Tidt har jeg tænkt: »jeg maa dog engang over til Thorseng og hilse paa min gamle Lærer! « -»Ja, næste Aar! « , sagde jeg altid til mig og satte det ud, forvisser om at have en Evighed foran; men Evigheden er ikke her paa Jorden. Jeg er selv bleven en Mand høit op Aarene; jeg maa skynde mig lidt, og, om Gud vil, haaber jeg i Aaret som kommer, at træde ind i Stuen hos Guldbryllupsparret, som sin Festdag iaar ogsaa vil venligt have i Tanke

Deres hjerteligt

hengivne H.C. Andersen.