Chr. Winthers Vej


Udsigt over Vejle fra Chr. Winthers Vej, 1965.


Chr. Winthers Vej, 1965.


Chr.Winthers vej, vinteren 2009 Fotograf: Ib Meinhardt

Intro

Vejen har sandsynligvis navn efter en lokal grundejer, avslbruger Chr. Winther Sørensen.

Gaden

Avlsbruger Chr. Winther Sørensen ejede flere parceller i området. Således fik han skøde på matr. nr. 12 am, Uhre by, Hover sogn den 14. juli 1888. Hans enke overdrog ejendommen til husejer M. N. Winther den 28. september 1900.

I 1918 ejede murermester Johs. Jensen Uhrskovgård, og han fremsendte til byrådet en plan over vejanlæg på en del af gårdens jorder.

Af byrådets forhandlinger i 1920 fremgår det, at den vej på Uhrskovgårds jorder, som gade- og vejudvalget havde foreslået at kalde Winthersvej, skulle benævnes Chr. Winthers Vej.

Det må derfor være førnævnte avlsbruger Chr. Winther Sørensen, vejen har navn efter.

Den udbredte antagelse, at vejen skulle være opkaldt efter digteren Chr. Winther (1796-1876) holder nok ikke stik.