Dravedhus


Skovfogedboligen Dravedhus i Draved Skov. Foto: Henrik J. Møller

Intro

Dravedhus er skovfogedbolig i Draved Skov og har i mange år været hjemsted for Draved Skovs opsynsmænd.

Dravedhus

Skovfogedhuset Dravedhus har i mange år været hjemsted for Draved Skovs opsynsmænd. Langt tilbage i tiden har flere dramatiske begivenheder udspillet sig her. I 1598 blev trætyven og pyromanen Ludde Jansen hængt ved huset. Gerningsmanden blev hængt hele to gange, da første hængning mislykkedes idet skarpretteren fik to fingre i klemme mellem galgestolpen og strikken, og derfor skar rebet over da han mente misdæderen var død. Det var han dog ikke, og Ludde Jansen blev hængt for anden gang tre dage senere den 22. juni 1598. I 1775 nedbrændte skovfogedhuset endnu en gang, men denne gang var branden ikke påsat. Den daværende unge skovfoged Jens Hansen så huset være i brand, og løb ind for at redde en værdifuld ”drejkiste”. De pårørende der iagttog sceneriet kunne se at det var ved at lykkedes ham at redde den værdifulde kiste, men da han nåede til gangen rutsjede stråtaget ned foran indgangspartiet. Jens så da ingen anden udvej end at kravle ind i husets bageovn. Her fandt man ham, død af iltmangel, bare 30 år gammel.

Litteratur:
Frede Gotthardsen: Løgumkloster Kommune i gamle postkort, Løgumkloster 1997
Frede Gotthardsen: Kulturminder fra Draved Skov og Kongens Mose, Sønderjysk Månedsskrift 4-2000, Aabenraa 2000.