Faaborg Andelssvineslagteri.

Intro

Faaborg Andelssvineslagteri ligger ved Havnen i Faaborg. På Slagteriet blev der, udover svineslagtninger, også produceret færdigretter, ”Faaborg Middagsretter” og Faaborg Garveri og Nyborg Kreaturslagteri var også en del af virksomheden

Industri

I november 1888 startede man driften på Faaborg Andelssvineslagteri. Det var kun et år efter at Horsens havde fået landets første andelssvineslagteri og slagteriet i Faaborg blev landets tredje og Fyns første. Slagteriet skulle være et eksportslagteri og kom til at ligge på en grund ved havnen, tæt ved transportmuligheder med skib og jernbane. Allerede i 1894 oprettedes et pølsemageri og man måtte løbende forbedre og udvide anlægget for at følge med tilførslerne. Nedgang i eksporten og kvoteordninger i 30erne, blev opvejet af stigning i kreaturslagtninger og stigende omsætning i pølsemageriet og forretningerne. Under 2. verdenskrig involverede slagteriet sig i forskellige bi- og erstatningsproduktioner, bl.a. produktion af lim af ben, udnyttelse af fisk til fiskemels- og oliefabrikation, slagtning af kaniner og garvning af skind. En af de produktioner, der overlevede var garvning. Det var blevet en så stor succes at det i 1948 blev besluttet at anlægge et egentligt garveri. Størstedelen af Garveriet blev ødelagt ved en voldsom brand i 1958, men man genopbyggede virksomheden i udkanten af byen. Garveriet blev solgt fra i 1990. I 1967 havde kreaturslagtningerne nået et sådant omfang, at man etablerede et Kreaturslagteri i Nyborg. Slagteriet havde haft en mindre produktion af konserves, mest til eksport. I slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne steg produktionen af konserves og dybfrost og i 1964 byggede man et ”storkøkken”, som igen i 1974 blev udvidet, for at efterkomme den stadig stigende efterspørgsel på færdigretter fra ”Faaborg Middagsretter”. I 1980 gik slagteriet ind i fusion med slagterierne i Odense, Svendborg og Rudkøbing i EXPO-Fyn, men allerede i 1984 indgik EXPO-Fyn i sammenslutningen Tulip, som senere blev en del af Danish Crown. I 1992 stoppede slagtningerne i Faaborg, men der er stadig god gang i virksomheden. Slagteriet er en af Faaborg-Midtfyns største arbejdspladser, med afdelingen Tulip Food Compagny hvor de laver færdigretter og Danish Crown, der er en udbeningsfabrik, hvor der skæres og saltes skinker.