Farre kirke

Intro

Farre kirke, Kirkevej 4, 7323 Give. Farre kirke er et kirkedistrikt under Give sogn. Der var i 2004 i kirkedistriktet 609 medlemmer af Folkekirken. Kirken er opført i 1955.

Kirken

Helt tilbage ved 1900-tallets begyndelse var der kræfter, der arbejdede på at bygge en kirke i Farre, der hører til Give sogn. I 1901 blev der opført et missionshus i byen og indsamlet hele 30.000 kr. til opførelse af en kirke. Der skulle dog gå 50 år inden byggeriet blev til noget.

Farre kirke er opført i 1955 i røde mursten af arkitekt Berthel Jensen fra Hjørring, der også byggede kirken i Vorslunde. Kirken er opført helt traditionelt med kor, skib og vesttårn. Kirken er opført ovenpå tomten fra en for længst forsvunden kirke.

Koret er dekoreret med et kalkmaleri af Stefan Viggo Pedersen og forestiller Kirkens tre højtider. Døbefonten er fra 1955 af granit. Prædikestolen er opmuret af gule mursten.

Henvisninger:

De danske kirker, bd. 16. Sydøstjylland. (red.) Erik Horskjær. Kbh. 1969.

www.givekirke.dk