Finds Bageri


Det gamle bageri var i bygningen til højre for den blå brødbil


Billedet er angiveligt fra omkring 2. Verdenskrig


Fra venstre: Svend Find, Tage Find begge mestre og Jørgen "bager" Sørensen


Bageriet skimtes helt til venstre. Jernbanen er næsten lige anlagt få meter fra bageriet. Omkring 1900 tallet.


Skårup Bageri


Skårup Bageri


Skårup Bageri

Intro

Bageriet i Østergade 16 opstod ud af andelsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet og blev af Find-familien ført helt op i 1980'erne inden bageriet lukkede med et ry for udbringning af varer og særligt gode rugbrød.

Bageriet

Det er uvist hvornår bageriet i Østergade 16 er åbnet, men det startede som et såkaldt fællesbageri. Et rimeligt bud er derfor 1880-90, hvor andelsbevægelsen for alvor holdt sit indtog i Danmark. Der findes et billede af bageriet med vindmølle, der trak en kværn. På den måde kunne bageriet selv male korn til mel.
Fællesbageriet gik fallit, hvorefter familien Find overtager bageriet, muligvis i begyndelsen af 1900-tallet. Theodor og Ebba Find køber bageriet, efter at have haft et lille bageri et andet sted. Theodor var uddannet bager og Ebba sygeplejerske. Theodor Finds 2 brødre var også bagere og de fik ansættelse i bageriet.
Omkring 1922 overtager Theodors bror Frode Find bageriet, hvor huset samtidig bliver totalt ombygget. Den anden bror Svend Find arbejder fortsat i bageriet og en søster, Hilda passer butikken.
Theodor Finds søn Tage uddanner sig til bager og overtager bageriet cirka 1960 og driver bageriet frem til sin død først i 1980erne.
Tages søn Mogens Find, uddanner sig også bager, men fravælger bagerfaget ganske hurtigt.
Efter Tages død sælges bageriet, men det kørte kun et par år, hvorefter det lukkede.
Udover generationer af familien Find, arbejdede Jørgen ”bager” Sørensen i en menneskealder som bagersvend i bageriet. Jørgen Sørensen havde flere sønner, hvoraf 2 også blev bagere. De blev begge udlært hos Find, men slog sig ned i København med hver sit bageri.

Tidligt satsede Find’s bageri på at køre brød rundt i hele sognet, især rugbrød.
Der blev kørt med hestevogn og siden med bil. Helt op i 1960erne kørte 2 biler hver dag rundt med brød.
I hele familien Find`s tid blev der fyret med kul eller brænde i en stor kedel, hvorfra varmen blev ledt ind til ovnen. Ovnen var til fint brød foroven og rugbrød forneden. Det var denne helt specielle varme, der gjorde rugbrødet så godt, sagde man.
I Find`s bageri forsøgte man i nogle år desuden at drive cafè og konditori, men Finds bageri var mest berømt for sit rugbrød over det meste af Sydfyn.
Find`s bageri var også stedet hvor man købte friskt wienerbrød søndag morgen kl. halv tre. Det var nærmest tradition, at når der havde været bal på kroen i den anden ende af byen, så skulle de unge mennesker ned til Tage og have brød efter ballet. Der kunne godt være 15-20 unge sådan en nat. De gik bare ind i bageriet for at få stillet sulten. Hvis ikke der var kommet glasur på brødet endnu, så smurte de bare selv på fra den store skål. Tage spurgte, hvor meget de havde spist, de unge svarede så godt de kunne og betalte, hvad Tage forlangte.