Fredsegen i Løgumkloster


Fra det centrale Løgumkloster. Foto: Henrik J. Møller

Intro

Fredsegen i Løgumkloster blev plantet af tyskerne efter sejren over Frankrig i krigen 1870-71.

Fredsegen i Løgumkloster

Midt i Løgumkloster mellem gaderne Markedsgade og Storegade findes et lille torv, hvor der er parkeringsplads. Her står et stor gammelt træ med navnet Fredsegen. Det er det ene af to træer, som tyskerne plantede i 1871 efter sejren over Frankrig. De to træer skulle symbolisere de to hertugdømmer Slesvig og Holsten, der ifølge den tyske tankegang skulle høre sammen for evigt. Imidlertid visnede det ene træ, og det fandt de dansksindede som et godt tegn, for det viste jo, at tankegangen var forkert. Ved Fredsegen blev der også rejst en stor sten til minde om den tyske sejr over Frankrig i 1871. Stenen kom fra en jættegrav i Lindet Skov, og var meget stor.

Efter 1920 mistede stenen sin betydning og man besluttede at ændre stenen til en mindesten for sognets faldne i Første Verdenskrig. Byens tysksindede stenhugger, Karl Osmann, måtte derefter imod sin overbevisning indhugge nye inskriptioner i stenen, som derefter blev indviet på kirkegården i 1926 af kong Christian X. Løgumkloster indtog i øvrigt en særstilling inden for det nationale liv indtil 1920.

Den tyske påvirkning begyndte at flyde til byen efter reformationen, hvor kirkesangen var tysk, men prædiket på dansk. Længe kom der kraftig tysk påvirkning fra Gottorp-hertugerne, og heller ikke efter at Løgumkloster kom under den danske konges kontrol i 1713 ændredes der meget på dette. Embedsmændene var fortsat tyske selvom de befolkningen talte dansk. Endvidere kom der mange tyske tilflyttere op gennem tiden. Det var både embedsmænd, officerer, håndværkere og kolonister.

I 1840erne kom det blandede tysk-danske forhold i Løgumkloster under kritik, selvom der for de fleste i begyndelsen mere var tale om praktiske ordninger end egentlige nationalitetsforskelle. Lovgivningen trængte dog gradvist det tyske i baggrunden. I 1833 blev dansk enerådende i skolen og i 1851 blev de tyske gudstjenester indskrænket som et udslag af sprogreskripterne. Dette stødte dog på megen modstand blandt mange og den grundtvigske lærer Cornelius Appel og en gruppe vestslesvigske bønder fastslog på et nationalt møde i Løgumkloster i 1861, at folket selv skulle afgøre sprogforholdene. Selvom disse tanker blev afvist, kaldtes de for eftertiden for

Klosterpolitikken, og først efter genforeningen i 1920 blev tankerne til virkelighed med de danske og tyske skoler side om side i hele Sønderjylland. Mellem 1864 og 1920 blev Løgumkloster markant fortysket, men dog ikke mere end, at der var dansk flertal i byen ved folkeafstemningen i 1920 om det nationale tilhørsforhold. Der var da 542 danske stemmer imod 516 tyske stemmer. Siden genforeningen har danske og tyske levet fredeligt side om side, selvom den tyske nazisme og det tyske mindretals opførsel under besættelsen satte dybe skel i mange år.

Forfatter: Henrik J. Møller