Frigrunden (Slots- og Frigrunden)


Frigrunden i Tønder. Foto: Henrik J. Møller


Frigrunden i Tønder. Foto: Henrik J. Møller

Intro

Frigrunden er en gade i Tønder med mange gamle huse.

Frigrunden

Navnet frigrunden hentyder til at gaden lå uden for Tønder købstads grund og var en del af Tønder amt og Tønderhus. Her boede fra gammel tid tjenestefolk og andre, der arbejdede på renæssanceslottet Tønderhus. Navnet Frigrunden er et godt valg, fordi gaden i mange år havde særstatus m.h.t. skattefrihed m.m. Gaden var i mange år en enklave i Tønder, og først i slutningen af 1920erne blev dette ophævet


Historie

I 1530 nedlagde Frederik den 1. franciskaner klosteret i Tønder by, og klostret blev revet ned, men nogle af dets bygninger blev overtaget af personalet fra byens slot. Omkring år 1600 efter en stor brand i 1586 og efter at slots- og Uldgadekvarteret var genopbygget besad amtet og ikke byen alle rettigheder over et delvist bebygget område, der blandt andet omfattede Slotsholmen samt slots og Uldgadekvarteret. Dermed var en betydelig del af byens indbyggere ikke underlagt byens jurisdiktion, og betalte ikke skatter til byens kasse. I 1665 blev Slotsgade, Uldgade og Vestre forstad indlemmet i byen efter forhandlinger mellem amtet og byen. Undtaget fra indlemmelse og dermed fra de kommunale skatter var de 3 gaders slotsbetjente. Disse slotsbetjente hørte fortsat under Tønder slot og var fritaget for skat så længe de ikke drev borgerlig næring udover deres arbejde som betjente. Undtaget var også de såkaldte frihuse der lå i trekanten ved Slotsgade. Disse huse var i 1645 blevet givet til to amtslige betjente, henholdsvis en dige foged og en amtsskriver, og deres særlige privilegier fortsatte med at bestå. Slotsbetjentenes huse, amtets arealer og de to frihuse blev efterhånden til den særlige kommune med betegnelsen Slots- og Frigrunden. Der var flere konflikter mellem by og amt i både det 18. og det 19. århundrede. Efter genforeningen blev Slots- og Frigrunden administrativt lagt sammen med Tønder landsogns kommune, men den endelige indlemmelse skete først i 1933.