Fritz Syberg, Udsigt over Svanninge


Fritz Syberg, "Udsigt over Svanninge". 1899. Faaborg Museum. Kat.nr. 280

Intro

Fritz Syberg (1862-1939) ”Udsigt over Svanninge”. 1899 Kat.nr. 280. Faaborg Museum ”Udsigt over Svanninge” er malet året før Sybergs hovedværk ”Aftenleg i Svanninge Bakker”1900. Udsigten mod kysten, hvor Lyø skimtes i baggrunden, er et rent landskabsbillede og der udspiller sig ingen handling. De

Kunstværket

Fritz Syberg (1862-1939). ”Udsigt over Svanninge”. 1899. Olie på lærred. 93 x 128 cm. Signatur: monogram 1899. Kat.nr. 280. Faaborg Museum

Lokaliteten

Svanninge.

Kunstneren
Fritz Sybergs barneår var præget af fattigdom. Efter faderens død ved en arbejdsulykke, forsøgte moderen selv at ernære den lille familie. Fra Syberg var 9 år, arbejde han på en tobaksfabrik og senere som svinedreng på en herregård. I 1882 kom han i lære hos malermester Bordier i Faaborg og efter endt uddannelse fik han ansættelse hos dekorationsmaler Peter Syrak Hansen (1833-1904) i ”Mesterhuset”. Det gav Syberg økonomisk mulighed for at følge sin drøm om at blive kunstner.

Syberg rejste til København og modtog tegneundervisning på Teknisk Skole af Holger Grønvold og i vinteren 1883-84 fulgte han undervisningen tre måneder på Akademiet. Sybergs ven og søn af Mesterhuset, Peter Hansen, opfordrede ham til, som han selv, at blive elev hos maleren Zahrtmann på Kunstnernes Frie Studieskole fra 1885-91. Skolen var oprettet nogle år tidligere i opposition til Kunstakademiets herskende normer og traditioner. Her mødte han den inspirerende kunstneriske og pædagogiske vejledning han søgte og endnu en kunstnerkollega fra Fyn, Johannes Larsen fra Kerteminde.

I 1892 forlovede Fritz Syberg sig med Syrak Hansens datter Anna (Anna Syberg blev selv udøvende kunstner). De blev gift i 1894 og bosatte sig først i Svanninge udenfor Faaborg. I 1902 flyttede parret til Pilegården i Over Kærby ved Kerteminde.

Værket
”Udsigt over Svanninge”, 1899 - et landskabsbillede med fokus på naturopfattelse og landskabskarakter – malemåden er skitseagtig med frie penselstrøg malet året før Sybergs hovedværk ”Aftenleg i Svanninge Bakker”1900. Udsigten mod kysten, hvor Lyø skimtes i baggrunden, er et rent landskabsbillede og der udspiller sig ingen handling. Det handler om naturopfattelse og landskabskarakter. Kontrasten mellem de bløde lyngbakker og det mere stringent formede landskab omkring Svanninge, opdelt i dyrkede marker, har inspireret Syberg. Horisonten er placeret lidt over midten, hvilket giver god plads til studiet af himmel, skyformationer, samt lys og skygge i landskabet. Ofte arbejdede Syberg længe med kompositionen og tegnede motivet op i pen og akvarel. Til forskel fra ”Aftenleg i Svanninge Bakker”, der er et monumentalt og gennemarbejdet billede, har ”Udsigt over Svanninge” et mere spontant udtryk. Billedet er meget anderledes - mere moderne i malemåden. Forgrunden er beskrevet i spontane, hurtige og skitseagtige strøg. Farven er nogle steder så tynd og gennemsigtig at grunderingen anes. Værket fremstår her noget ufærdigt i forhold til mellemgrunden med marker beskrevet i farvestrålende felter.

Fritz Syberg lod sig inspirere af sin svigersøn Harald Giersing og udviklede sig som maler gennem hele livet. Da Harald Giersing giftede sig med datteren Besse i 1917 gav det Syberg nye impulser. Hans værker fik karakter af impressionisme blandet med ekspressivt farvevalg. Han begyndte at vægte malemåden frem for motivet. Med udgangspunkt i de gamle traditioner indenfor dansk landskabsmaleri fandt Syberg frem til en mindre idealiserende og en mere moderne udtryksform.

LitteraturHonnens de Lichtenberg, Hanne m.fl., Kristian Zahrtmann. Kbh. 1999, S. 9-20Thestrup Truelsen, Susanne og Alice Christiansen, Faaborg Museum 1910-2006. 2006Rasmussen, Vera, Fritz Syberg 1862-1939. 1992Uttenreitter, Poul, Fritz Syberg. 1935