G. Funders Rebslageri og Børstefabrik


G. Funders Rebslageri i Mølholmsdalen. Den hvide bygning midt i billedet er villaen "Virkelyst". Til venstre for den ses den overdækekde reberbane. Ca. 1915.


Personalet ved G. Funders Rebslageri opstillet foran virksomheden, 1910. Fotograf: H. P. Jensen.


Personalet på G. Funders Rebslageri sidder og står omkring en af de store tovruller. Virksomhedens grundlægger, Gustav Funder, står som nr. tre fra højre. Datering ca. 1910. Fotograf: Ditlev Nissen.


Arbejdere ved G. Funders Rebslageri o. 1. verdenskrig. Yderst til højre i forreste række står virksomhedens grundlægger, Gustav Funder, og ved siden af ham sønnen Victor, født 1901. Fotograf: C. A. Jacobsen.


Personalet ved G. Funders Rebslageri fotograferet i anledning af virksomhedens 40 års jubilæum i 1941. Midt i 2. række ses (med mørk jakke og kasket) grundlæggeren Gustav Funder. Fotograf: H. P. Jensens Eftf. v. A. og V. Christiansen.

Intro

Virksomheden blev etableret i 1901 på et engstykke i Mølholmsdalen, nuværende Fundersvej 6. Den første produktion var reb til fiskerne på fjorden. Virksomheden eksisterer stadig på samme adresse.

Industri

Reberbanen lå i begyndelsen i fri luft, men efterhånden som virksomheden udvidedes, gik man over til at arbejde i en lukket bane. Drivkraften var først hestekraft, senere en petroleumsmotor og fra 1915 elektricitet. I begyndelsen bestod rebslageriets arbejdsstyrke kun af G. Funder, hans kone, en medhjælper og en dreng. Efterhånden som produktionen blev udvidet, blev der bygget nye reberbaner, og sortimentet blev under første verdenskrig udvidet med en børstefabrik.

Alt arbejde foregik indtil 1920’erne ved håndkraft, men herefter blev der anskaffet maskineri til at hegle hamp og slå reb i forskellige tykkelser, foruden spindemaskiner. Firmaet var i årene fra 1917 til 1932 et aktieselskab, men herefter var G. Funder igen eneejer. Fabrikken blev i 1938 raseret af en storbrand, og efter genopbygningen var det blevet en moderne tovfabrik. Anden verdenskrig betød imidlertid svigtende leverancer af importerede råvarer såsom sisal, hamp og kokos.

Virksomheden, der stadig er i familien Funders eje, er bygget om og udvidet i adskillige omgange. I dag er driften til dels specialiseret efter de største aftagere - dagligvarebutikker, byggemarkeder o. l.

I 2014 blev produktionen og maskinerne solgt til udlandet. Herefter fungerer virksomheden kun som et handelsselskab.