Hørgyden 27, Damgård


Dammene i Gauerslund

Intro

Damgård, Hørgyden 27, er i Gauerslund ejerlav gård nr. 1, matr. nr. 7b. Gårdens navn kommer af de to damme eller gadekær, som ligger foran den. De blev i mange år brugt som branddamme. Historien om gårdens ejere kan føres tilbage til 1634.

Gårdens historie

I 1634 var en Anders Madsen fæster, og han er før 1651 afløst af sønnen Mads Andersen. Omkring svenskekrigenes tid overtages fæstet af præsten Rasmus Jensen, som ganske vist også havde præstegården, men den var brændt. I 1688 står Rasmus Jensen stadig som fæster af gården her, men eftersom hans efterfølger som præst kom i 1671, tyder det på, at den gode hr. Rasmus er blevet afskediget som præst p.g.a. sine mange konflikter. Der er godt 8½ td. hartkorn, hvilket er på størrelse med næsten alle gårdene i byen på den tid.

Efterfølgeren er nok Jørgen Jensen Krag (omk. 1690-1700?) og efter hans død i 1710 giftede enken (hvis navn vi ikke kender) sig med Peder Jensen, der også tog Krag-navnet. Han døde ca. 1722, og enken afstår fæstet til sin søn af første ægteskab Peder Jørgensen Krag, født ca. 1692.- Der er 4 bæster, 4 køer, 2 ungkvæg og 6 får i 33 fag bygninger i god stand. - Han var ca. 1721 blevet gift med Karen Pedersdatter, født 1697. Efter hans død i 1738 giftede hun sig 1739 med Jens Laursen, født 1708. De døde med ca. 1 års mellemrum: Jens i april 1776, og Karen i marts 1777. Der var omkring 1740 39 fag huse i temmelig god stand, og der er kommet yderligere 1 ko og 2 ungkvæg til besætningen.

Peder Jørgensen Krag og Karen Pedersdatter havde datteren Dorthe Pedersdatter Krag, født 1733. Hun giftede sig 31.7.1755 med Peder Hansen, og de overtog gården, hvor hendes forældre var på aftægt til deres død. Peder Hansen fik kongeligt skøde på sin gård med hartkorn 5-1-2-0- den 22.9.1767. De havde nu gården, indtil deres yngste søn, Anders (født i marts 1776), giftede sig med Else Cathrine Madsdatter (født 1780). Brylluppet stod 4. oktober 1803, og de unge har vel overtaget
gården umiddelbart efter. Gården var i 1784 en 3 længet gård med i alt 41 fag, forsikret for 400 rdl. I 1802 blev den omtakseret og anslås nu til 800 rdl., men i 1813 er den ikke længere i protokollen. Da har Else Cathrine og Anders Pedersen også overtaget hendes faders gård (nr. 14), så det kan være, at der er foretaget en større ombygning i de år, med deraf følgende flytten frem og tilbage.
Else Cathrine døde 2. januar 1834, og Anders den 23. maj 1836.
Sønnen Hans Andersen (født 1810) giftede sig 5. august 1837 med Inger Marie Jacobsdatter fra Brøndsted (født 1816), og de havde gården, til han døde i 1893. Inger Marie Jacobsdatter fik sin brodersøn, Jacob Nielsen, født 3. januar 1859 på Lærkegård, som gårdbestyrer. Han overtog gården i 1902 og giftede sig 1903 med Ane Mette Jacobsen Due, født 19. november 1875. Han døde dog allerede 1909 af en byld i halsen, og Ane Mette giftede sig 1913 med Thorvald Lind fra Kvorning, født 4. oktober 1882.
Der var dengang 45 td. land med en besætning på 3 heste, 11 køer, 6 ungkvæg og 10 svin. Th. Lind blev senere stævningsmand og kirkeværge. Ane Mette døde 17. juni 1944, og et lille års tid efter overtog sønnen Børge Lind, født 27. marts 1914, gården. Det skete 1. maj 1945. Faderen døde i 1948, og i 1950 giftede Børge Lind sig med Ane Marie, født 11. juni 1916. Hun døde 1986.

Gården hedder fra gammel tid Damgård, fordi den ligger ved et par små damme (gadekær),
der i mange år blev brugt som branddamme. Der er flere gange skilt jord fra. Før 1874 var Damgården vel den største gård i Gauerslund by, men da blev der solgt fra til en ny gård, Anesminde. Og i 1960-erne er der blevet solgt fra til opførelse af Gauerslund skole.
Børge Lind solgte hele jorden fra til forskellige gårde og havde kun den jord tilbage, som gården ligger på (ca. 7500 m²). Børge Lind solgte gården 3.9.1993 med halvparten til pens. afdelingsleder Georg List og hustru Inger
og den anden halvpart til deres søn, cykelsmed Tommy List. Familien List har siden været i gang med et meget stort renoveringsarbejde.
Det skal lige tilføjes, at et jordstykke med det gamle voldsted Trindvold (Trindhøj) i Gauerslund
skov hørte under gården. Dette jordstykke blev af Børge Lind foræret til Børkop kommune i 1988, for at det ikke skulle overgå til fremmede, men blive et "offentligt fristed" for alle.

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund I, 2005