Helsingborg i Søhale


Helsingborg, som den så ud før 1900. Tegning af Laurids Jessen, Esbjerg.

Intro

Helsingborg. Rudholmvej 14. Matr. 17a Ølufgård m. fl., Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Helsingborg er Søhales ældste gård og var i gamle dage identisk med Søhale.. Det omtaltes sandsynligvis 1664 som Heeltoft, et jordløst hus tilhørende Ølufgård.

Teglværket

På gårdens jord lå flere lergrave fra gammel tid. De lå på gårdens østligste jord (tilhører i dag Rudholmvej 35). I forbindelse med lergravene har der i flere omgange været teglværk. Der var tale om små teglværker, hvor man brændte sten til lokal brug i sognet. Det seneste teglværk var fra Jacob Christensen Jessens tid, kort før år 1900.


Gården

Før oprettelsen af Ølluf Hovedgård i 1583 har der sikkert været en landsby/eller gård, hvor Helsingborg nu ligger. Denne gård/landsby blev nedlagt ved oprettelsen af Ølluf Hovedgård. Efterhånden fik fæsteren af det jordløse hus fæsteretten til Søhale mark med 1 tdr. 1 skp. hartkorn. Denne fæstegård blev kendt under navnet Søhale/Sør Halle, og fra ca. 1770 Helsingborg. Gården hørte under Ølufgård frem til 1791, hvor den blev frasolgt til gårdfæsteren. Gården har altid haft omtrent sin nuværende placering.

I 1664 var stedet fæstet af ugedagsbonden Laurids Ollufsen. Fra ca. 1670 var gården fæstet af Hans Lauridsen. Fra senest 1719 tilhørte fæstet Laust Hansen (muligvis søn af sidstnævnte), hvis kone døde 1722. Hans 2. kone hed Anne og blev kaldt Anne Hales. Laust Hansen blev nok også kaldt Laust Hale (efter stednavnet Søhale).
Hans datter af 2. ægteskab Kiersten Lauridsdatter blev 1748 gift med Joen Nielsen fra Bryndumdam i Bryndum sogn (søn af Niels Lønne, som var født i Hygum), og de overtog fæstet efter Laust Hansen omkring dette tidspunkt. Kiersten døde 1771 (i Ølufvad) og Joen i 1778 (i Skærbæk).

Forinden var fæstet overtaget af Peder Nielsen, som var en søn af Niels Zachariasen fra matr. 23 Skærbæk. Han var 1775 blevet gift med Anne Pedersdatter fra Forum og overtog fæstet af Helsingborg omkring 1777. De frikøbte Helsingborg fra Ølufgård i 1791. Anne Pedersdatter var en del år ældre end Peder Nielsen, og de fik kun 2 børn.
Deres datter Mette Marie Pedersdatter blev 1797 gift med Laurits Lauridsen fra Lilledarum, som overtog Helsingborg i 1806. Den nye familie bosatte sig dog allerede ved giftermålet.
Sidstnævntes søn Peder Lauridsen overtog Helsingborg efter forældrene i 1826. Året efter blev han gift med Mette Sørensdatter fra Vrenderup i Faaborg sogn. De flyttede allerede 1832 til hendes fødesogn, hvor de overtog en gård i Agerbæk.

I 1832 blev gården overtaget af murermester Claus Christensen fra Rousthøje, Grimstrup sogn. Han var gift med Kirsten Jensdatter, som var en datter af Jens Rasksen, der havde boet på bl. a. Foldgård. Claus Christensen døde allerede 1838; enken blev året efter gift med Willads Sørensen, som var født i Guldager. De drev gården til 1850 og beholdt da et lille stykke jord fra gården, hvor de havde en aftægtsejendom.

1850 Laust Pedersen og Kirstine Jensdatter. De udstykkede et par parceller til nye ejendomme.
1867 Andreas Jensen. Han mageskiftede samme år ejendom med Anders Møller Jessen og hustru Ane Jakobsen. De havde på dette tidspunkt Knurborg ved Rousthøje. Anders Møller Jessen var født på Visselbjerg i Alslev sogn, og hans kone i Guldager sogn. Han døde allerede 1874, hvorefter enken afstod Helsingborg i 1878 til sønnen Jakob Christensen Jessen.

Jakob Christensen Jessen blev samme år gift med Johanne Nielsen, datter af Niels Pedersen fra Hygum 8a. Han var en driftig mand. Der blev sat mere skub i gårdens gamle teglværk, og han forbedrede landbruget. Ligeledes opkøbte han jord i forbindelse med Esbjergs ekspansion. Det skete dog ved højdepunkterne under jordspekulationstiden i Esbjerg og betød, at han mistede mange penge. Gården måtte derfor sælges i 1898, efter at en parcel til en ny ejendom var frasolgt. Selv beholdt familien gårdens østligste jord og oprettede en ny ejendom.

1898 Magdalene og Jes Simonsen. Gården nedbrændte for dem i 1900. 1902 Jens Chr. Christensen og hustru Marianne Godthaab (fra Sønderjylland). De solgte gården i 1912 og flyttede senere til Vester Nebel.

I 1912 overtog Niels Møller Rasmussen fra Kragelund (ved Silkeborg) gården. Han blev samme år gift med Ane Kirstine Nielsine Jensen fra Roust. De moderniserede landbruget og byggede nye staldbygninger. Broderen Karl Rasmussen boede på gården – han var kendt som regnemesteren, der deltog i mange radioudsendelser.

I 1946 flyttede Kirstine og Niels Møller Rasmussen til et hus i Søhale og afstod gården til sønnen Hans Peter Rasmussen, der samme år blev gift med Dagmar Hansen fra Aastrup sogn. De drev gården til 1991.

1991 Nuværende ejer Hans Kristen Knudsen, der er gift med Anni Jensen-Balsby.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991