Ingeborg Jensen, Modist


Modist Ingeborg Jensen i sin forretning i forbindelse med forretningens 50 års jubilæum i 1975. Fotograf: Torben Glyum


Ingeborg Jensens forretning efter restaureringen i 1925, hvor hun overtog butikken efter Cecilie Thomsen. På dette tidspunkt var der på matriklen drevet hatteforretning siden 1871.


Ingeborg Jensens annoncer i Vejle Amts Avis, 1930'erne.


Hatteskitser tegnet af Ingeborg Jensen, 1930'erne.

Intro

Ingeborg Jensen havde hatteforretning i Søndergade 8 fra 1925 og mere end 50 år frem.

Personen

Ingeborg Jensen stammer fra Sindal i Vendsyssel, og allerede som 10 årig begyndte hun at fremstille solhatte til salg i forretninger. Hun kom i lære som modist i Frederikshavn og drog herfra i 1915 til København. Et udpræget talent for kreering af hattemodeller førte til ansættelse som modeltegnerske i firmaet Aksel E. Tafdrup og i 1918 til en stilling som direktrice hos Søstrene Hassing i Svendborg. Hun etablerede i 1921 egen forretning i denne by.

Efter giftermål flyttede hun i 1924 med sin mand til Sæby og året efter til Vejle, hvor hun i 1925 overtog Cecilie Thomsens forretning Søndergade 8. Det var landets ældste specialforretning, grundlagt 1871. Igennem alle årene var der her udelukkende blevet solgt damehatte, og det fortsatte efter Ingeborg Jensens overtagelse.

Hun drev sin forretning i mere end 50 år og oparbejdede en stor kundekreds, der sagtens kunne tælle flere generationer inden for samme familie. Den gamle bindingsværksejendom i Søndergade, der rummede butikken, blev restaureret i flere omgange med nænsom hånd, og facaden blev moderniseret og forsynet med to store udstillingsvinduer.

Udover sit virke som indehaver af Danmarks ældste modeforretning var Ingeborg Jensen i en årrække medlem af repræsentantskabet for Fortsættelsessygekassen for Vejle Amt og medlem af Vejles Soroptimistklub.

Ingeborg Jensen, der døde i 1988, har skrevet sine erindringer Hvordan jeg blev Modehandlerinde, som findes på Vejle Stadsarkiv.