Jenny Tapager hjemmesygeplejerske


Jenny Tapager, o. 1920 Fotograf: Anna Julskjær, Vejle


Familien Tapager o. 1910. Bagerst fra venstre ses Jenny, Nanna, Johannes og Asta Tapager, og siddende fra venstre: Herdis Tapager og forældrene Mette og Kresten Kristensen Tapager. Fotograf: Hammer, Vejle


Jenny Tapagers hjem, Fredensbo, nu Vongevej 10, i Vindelev. Lokalhistorisk Arkiv i Jelling

Intro

Jenny Tapager (1891 – 1994), hjemmesygeplejerske og leder af Vindelev søndagsskole.

Personen

Jenny Tapager (1891 – 1994), Vindelev

Jenny Tapager blev født 1891. Hendes forældre, Mette og Kristen Tapager, boede i Fredensbo i Vindelev ved Jelling. Jenny var den mellemste af en søskendeflok på fem.
Som det var sædvanen kom Jenny både før og efter konfirmationen ud at tjene, men begge gange var tjenesteforholdet afsluttet på grund af sygdom, står der i pigens skudsmålsbog. Længtes hun mon for meget hjem? Var hun endnu ikke parat til at flyve fra reden?

Det var kærlige og forstående forældre, Jenny havde. Ikke ret mange havde fået lov til at blive hjemme, men efter et par år, hvor hun hjalp med husligt arbejde hos folk i byen eller gik faderen til hånde i blandt andet værkstedet, kunne vingerne åbenbart bære, og nu tog hun hul på det lange, lange virke i næstens tjeneste, der blev hendes livsbane. Hendes dagbøger fortæller, hvordan hun som den røde tråd gennem alle sine leveår følte pligt og omsorg over for sine medmennesker. 1. november 1912 begyndte Jenny det spændende og krævende arbejde på De gamles Hjem i Vejle, hvor hun fik den grundlæggende viden om sygeplejen. Efter tre års erfaring i Vejle rejste hun til Skanderborg Sygehus., hvor hun efter 15 måneders fortsat teoretisk og praktisk undervisning omsider blev færdiguddannet som sygeplejerske. Det var i sommeren 1916. Jenny var da 25 år gammel og skulle igen prøve vingerne af, hvilket hun kom til som hjemmesygeplejerske i Sorring ved Silkeborg.

At Jenny var et meget følsomt og pligtopfyldende menneske, fremgår tydeligt af hendes mange breve til hjemmet samt hendes dagbøger.
Men hvem var hun egentlig? Vi kan kun bidrage med brikker til puslespillet Jenny Tapager. Udadtil har hun virket robust og handlekraftig, når hun til fods eller på cykel sommer som vinter kæmpede sig ud til de familier, der var medlemmer af Sorring Sogns Sygeforsikring og som sådanne kunne tilkomme hjælp, når de havde brug for det. Måden, Jenny blev taget imod på i disse hjem, var meget forskellig, men hun tog det sure med det søde og viser også i sine breve, at hun var i besiddelse af en sund humoristisk sans, der nok kunne være brug for ind imellem. I ”Instruks for Sygeplejersker” kan læses, at sygeplejerskens gerning først og fremmest var sygeplejen, men at hun også var forpligtet til at hjælpe med i huset. Det må vi sige, at Jenny gjorde!
Et sted blev hun et par ekstra dage for at gøre hovedrent. I et andet hjem bagte hun til begravelse, førend hun drog af igen. Det var en selvfølge, at hun tog ophold i hjem med barselkvinder, så selv om hun havde en lejlighed, levede hun i lange perioder i sin kuffert. Jennys optegnelser hjem til fortæller om den stærke sociale retfærdighedssans, hun besad. Hun befandt sig langt bedre hos den familie, hvor hun på grund af pladsnød måtte dele seng med samtlige familiemedlemmer (incl. den nybagte fader, der ville snakke i sengen om aftenen!) end hos dyrlægens, hvis frue behandlede hende som den sidst tilkomne tjenestepige. Den familie gik hende på, men som hun var, vendte hun problemerne med dem mod sig selv. ”Jeg lægger mine Tanker frem for Gud og bliver endnu mere bedrøvet. Jeg føler saa grusom klart, at jeg ikke er, som jeg burde være, langt, langt fra. Trods nye og gode Forsætter, gaar det mig stadig lige galt”. Hvordan var det da, hun syntes, hun burde være? Hendes pligtfølelse over for alle andre end sig selv var kolossal.
På trods af gode ord fra både sygeforsikringens bestyrelse og medlemmer følte Jenny tit en indadrettet utilstrækkelighed, og man fornemmer hendes store behov for den anerkendelse og opmærksomhed, hun da heldigvis også fik.

Efter to slidsomme år i Sorring tiltrådte Jenny en lignende stilling i hjemsognet Vindelev og flyttede nu igen ind i Fredensbo hos forældrene. Det var i 1918, hvor Den spanske Syge hærgede over såvel Europa som Danmark. Da den slog til i Vindelev, var Jenny på farten dag og nat. Hun sled og stred og blev da også selv så alvorlig syg, at det tog lang tid, før hun igen kunne passe sin hjemmesygepleje. I 1923 døde hendes mor, Mette Tapager, og med hendes bortgang lå det fast, at datteren blev i barndomshjemmet. Plejen af moderen og tabet af hende var et hårdt slag for Jenny, der nu blev sin fars højre hånd i et og alt. De øvrige søskende havde efterhånden stiftet familie – kun ikke Jenny. I stedte fyldtes hendes liv af de utallige gøremål, hun ud over arbejdet i hjemmet påtog sig.
Tapagerfamilien var fast forankret i Indre Mission, og det var derfor naturligt for Jenny at sige ja, da hun blev bedt om at overtage formandsposten i det lokale KFUK. Ifølge referatet fra afskedsfesten for hende mange år senere fortalte Jenny i sin takketale i beskedne vendinger om den ydmyge følelse, hun havde haft over for opgaverne. Forhåbentlig tog hun også de ord til sig, som en anden aktiv i kredsen - Bodil Nielsen fra Fløjstrup – gav hende med på vejen: Tak for, hvad du har givet os af Alvor og Skæmt. Du vilde gerne tjene Herren, og vi siger dig Tak for Trofastheden og Kærligheden til KFUK. Talerækken den aften var lang.

Hjertebarnet i Jennys kirkelige arbejde blev dog Vindelevs søndagsskole. Den var startet, da hun var seks år gammel, men nu kom hun selv til at stå for den i en menneskealder. En stor flok børn mødte hver søndag op hjemme hos hende på Fredensbo, hvor bibeltimerne med genfortælling altid begyndte med sangen ”Jeg går så glad min søndagsskolegang…”. Søstrene Gurli og Thommy, født Thomsen, var glade deltagere og har fortalt om Jennys levende fortælling, og at børnene blev skrevet op og krydset af, samt at Jenny delte glansbilleder med motiver fra Bibelhistorien ud til dem. Børnene stod hendes hjerte nær, og hvert samvær med dem var en glæde for hende.

Kristen Tapager var fra Vindelev Brugsforenings start i 1902 dens regnskabsfører og kasserer. Jenny hjalp ham på hans ældre dage, og efter hans død i 1933 overtog hun hvervet. Det fremgår af dagbøgerne, at hun satte en stor ære i, at der ikke skulle være noget at sætte en finger på, og at hun brugte virkelig meget tid på Brugsens regnskab. Ved generalforsamlingen i marts 1968 – efter 35 års arbejde for Brugsen – ønskede Jenny ikke genopstilling. Hun var da 76 år….

Uanset, hvad Jenny påtog sig af arbejde ude som hjemme, fortsatte hun gennem årene – men på privat basis – med at passe barselkvinder og andre sengeliggende med behov for hjælp. Hun havde omsorgsgenet i sig og gjorde blot sin medmenneskelige pligt, ville svaret have lydt, hvis hun var blevet spurgt hvorfor.
Ud over plejearbejdet havde Jenny i hjemmet på Vongevej altid flere projekter i gang. Gennem årene forfattede hun utallige lejlighedssange, som hun også kunne duplikere for folk. Alle tryksager fra KFUM. og K., og en del andet, blev også kørt igennem hendes duplikator, og hendes lille stempel Jenny Tapager Duplikering sås nederst på papiret.
Desuden malede Jenny smukke skriftsteder til indramning. De var på fløjl og lignede broderi. Hun syede skjorter, forklæder, kludesko og meget andet til folk på bestilling. Hun holdt bier og førte regnskab over al den honning, de gav hende. Hjemmets store have passede hun langt op i sin høje alder, og dens frugter blev med rund hånd fordelt til familie og naboer. Det var virkelig fortjent, at Jenny blev beundret, selv om hun selv mente, at hun bare tog sig af det jævne og daglige.

Lillesøsteren Asta var kun 50, da hun blev enke, og hun flyttede naturligt og til fælles glæde hjem til Jenny i barndomshjemmet. I 30 år frem til 1975 fulgtes de to søstre ad, og i Astas sidste leveår, hvor hun var syg, passede Jenny hende trofast derhjemme.
Tiden efter søsterens død blev streng for Jenny, der nu var alene. Dagbøgerne fra tiden er fyldt med notater om alle de bær, der blev plukket, alle bollerne, hun bagte, alle de kærlige søskendebørn og deres familier og omsorgsfulde venner, der hentede og bragte hende til kirke og møder. Gennemgående er dog mest hendes savn af søsteren. Først nu som 85-årig prøvede hun at bo alene.. Søndag den 5. december 1975 skriver hun ”I eftermiddag har jeg læst og grædt, hvad jeg gør næsten hver dag. Jeg føler mig så ene”.

Indadtil – trods stor interesse for litteratur og dertil selskabelig anlagt – førte hun gennem årene en endeløs dialog med sig selv, fortæller dagbogen.”Hvorfor er jeg ikke ret godt et menneske. Hvorfor knæwrer jeg altid sådan op, når jeg er sammen med andre. Hvordan kan jeg gøre noget mere for andre mennesker?”

Udadtil var Jenny til det sidste markant og viljefast og fik trods alderdommens skrøbeligheder hjælp til at kunne bo i Fredensbo til sin dødsdag.

Jenny Tapager blev 102 år.

Henvisning: Ragna Jørgensen, ”Svundne Tider”, 2009