Kanneworfs Gård - Torvet 8


Her ses det nu nedrevne sidehus, der udgjorde en del af anlægget i Kanneworffs gård. I venstre side af billedet skimtes bagsiden af forhuset.


Forhuset for Kanneworffs Gaard som det tager sig ud fra torvet i 2009.


Kanneworfs gård inden den fik den nye Sparekassebygning til nabo. Her er nederste stokværk grundmuret.

Intro

Den Kanneworffske gaard, der ligger på Torvet 8, fremstår i dag gennemrestaureret helt i bindingsværk, som den var, da den oprindeligt blev bygget.

Gården

Det to etager høje forhus mod torvet er opført omkring 1770 for sognepræsten Henrich Rudolph Kanneworff. Bygningen var ved opførelsen i 2 etager, 13 fags bindingsværk med teglhængt heltag. Gennemkørslen er sandsynligvis oprindelig. I 1850erne blev facaden grundmuret i den nederste etage. Den nederste etage har i nyere tid været glatpudset og malet hvid, og 2. etagen har haft rødmalet træværk og tavl i gule sten. Ved Nationalmuseets registrering af historiske huse i Faaborg i 1974 anførtes det, at anlægget ”hører til et af de mere imponerende i Faaborg. Stedet bærer i dag præg af forfald og manglende vedligeholdelse.”. Siden da, i 1979, iværksatte den daværende ejer, Sparekassen Faaborg, en omfattende restaurering af bygningen. Forhusets facade blev ført tilbage til det udseende, det havde haft ved opførelsen omkring 1770, således at begge etager i facaden igen fremstår i bindingsværk. I 1761 lå et 1-etages sidehus i 10 fag bindingsværk i gårdens vestre side. I 1844 blev de tre fag nærmest forhuset forhøjet med 1 og de resterende 7 fag forhøjedes mellem 1857 og 1867 Herefter stod bygningen frem til 1970erne uden væsentlig ændringer, men den blev revet ned ved istandsættelsen af hele anlægget i 1979. Går man ind på gårdspladsen ses sidehuset således ikke længere, men det 2 etager høje baghus i 16 bindingsværksfag, som blev opført i 1806 for købmand J.C. Voigt ligger der stadig. I 1854 lod købmand Schröder den ene gavl omsætte i grundmur, derudover er bygningen ikke ændret væsentligt. Bygningen, der er opført som pakhus, lade og stald, har 1-fags trægavlkvist med luge og hejseværk, under denne er i 2. etage en dør, hvortil der er adgang ad en trætrappe fra gårdspladsen. Baghuset blev sat i stand ved den føromtalte renovering af hele anlægget i 1979. Siden sognepræst Kanneworf ejede gården, har den rummet funktioner som kæmnerkontor, hattemageri, privathus, sparekasse og købmandsgård.