Kirkebolet i Forum, Bryndum sogn


Kirkebolet i Forum. Kaj og Stinne Jørgensen. Fotograf ukendt.

Intro

Alslevvej 10. Matr 16a Forum, Bryndum Sogn i Esbjerg Kommune. Denne ejendom var et lille bolsted med 4 skp hartkorn i 1664 – iflg. kirkebogen havde den været vurderet til 6 skp i 1581. 1688 1 skp 3 fdk 2 alb hartkorn. 1844 2 skp 2 fdk alb hartkorn.

Gården

Ejendommen tilhørte Bryndum Kirke. Dermed fulgte bolet kirkens ejere. Bryndum Kirke tilhørte Kronen frem til 1721 og blev da solgt til Ølufgård. I 1741 blev Bryndum Kirke under en tvangsauktion over Ølufgårds Gods solgt til Christen H. Spangsberg, Uglvig, hvis sønner Niels Chr. Spangsberg, Sønderriis, og Søren Chr. Spangsberg, Uglvig, arvede kirken efter hans død. Niels Chr. Spangsbergs halvpart gik i arv til sønnen Chr. Lykke Spangsberg, Sønderriis. Han døde 1790, og enken giftede sig da med Thomas Ganer, hvem kirkehalvparten da tilfaldt. Søren Chr. Spangsberg solgte sin halvpart til herredsfoged Hans Warthoe, Roust Mølle. Thomas Ganer, Sønderriis, og Hans Warthoes arvinger solgte kirkebolet til fæsteren i 1806.

Kirkebolet blev i mange år fæstet af sædedegnen/kirkesangeren i Bryndum Sogn. Det var Niels Hansen i 1664, 1681 og 1688.
Fra omkring 1760 var fæstet muligvis overtaget af Niels Pedersen Langsom (han kan i stedet have fæstet Drausegård). Niels Pedersen var fra Langsom i Alslev Sogn og var 1752 blev gift med Johanna Nielsdatter, en datter af Niels Jørgensen i Gjesing. Han døde 1777, hvorefter enken blev gift 2. gang 1779 med enkemanden Anders Hansen fra Roust i Grimstrup Sogn. Johanna Nielsdatter døde selv 1794, hvorefter Anders Hansen vistnok flyttede derfra.

I 1793 blev fæstet overtaget af Christen Pedersen, en søn af Peder Christensen fra matr 9a. Han blev dette år gift med Karen Andersdatter, en datter af Anders Jensen fra Brøndsagergård. Han var daglejer. De flyttede til matr 3a i Vestervad, V. Nebel Sogn i 1806.

Bolet blev 1806 solgt til Jørgen Abrahamsen fra Hedehuset. Jørgen Abrahamsen og hustru Ingeborg Andersdatter havde hidtil boet i Hedehuset og ejede stadig dette; men flyttede vistnok over på nærværende ejendom 1806. Det vides dog ikke med sikkerhed da Jørgen Abrahamsen var natmand (rakker) og flyttede fra sted til sted. Han frasolgte Hedehuset i 1827 med 3 tdr. l. hede, og i 1831 Kirkebolet til Christen og Niels Mortensen, Uglvig, som ikke boede der. Forinden havde Jørgen Abrahamsen og familie bosat sig i et hus på fælledlodden i Forum.

1817 blev datteren Anna Sophia Jørgensdatter gift med Jens Sørensen fra Esbjerg, som derefter fæstede ejendommen af svigerfaderen. Jens Sørensen var bygningshåndværker og opførte sandsynligvis nuværende stuehus. De flyttede til matr. 10a ca. 1829.

Fra ca. 1829 blev ejendommen fæstet af Christen Andersen, en søn af Anders Pedersen fra matr. 11a. Han var gift med Ellen Marie Hansdatter fra Vejrup Sogn. Christen Andersen var vinterlærer og var (vistnok) den første lærer på Forum Skole ca. 1829 – 44. De flyttede derfra før 1855.
1855 Ole Hansen og Andaline Hansdatter fra Lunde Sogn. Ole Hansen var tømrer og snedker. Mageskiftede 1856 ejendom med Christen Christensen fra matr. 10a. Christen Christensen var sømand og var gift med Dorthea Maria Hansdatter.

1866 Hans Lauridsen.

1874 Søren Nielsen. Enkemand fra Guldager Sogn. Havde husholdersken Ane Margrethe Pedersen.

1882 Peder Hansen.

1886 Jens Peder Eskildsen fra Slesvig, som var gift med Ingeborg Jensen fra Bryndum Sogn. Døde kort efter århundredskiftet.

1904 blev ejendommen overtaget af Peder Nielsen Pedersen, der året efter blev gift med Ane Marie Jørgensen, en datter af Søren Jørgensen fra Alslevvej 4. Peder N. Pedersen var selv søn af Anders Pedersen fra Forum Gammelgård og havde inden overtagelsen boet hos moderen i huset på Nr. Forumvej 7. Han var skomager, men udvidede også det lille landbrug. En ny stald blev bygget og 4 tdr. l. blev tilkøbt. Flyttede 1928 til Nr. Forumvej 7.

Datteren Kirstine (Stinne) Pedersen blev gift med Hans Henrik Kaj Jørgensen fra Kerteminde, og de overtog ejendommen 1928. De frasolgte den vestlige hede i 1929. På grund af sygdom solgte Kaj Jørgensen ejendommen 1946 og døde samme år. Enken flyttede til forældrene i huset på Nr. Forumvej 7.

I 1946 blev ejendommen overtaget af Dagmar og Peder Andreas Andersen. De stammede fra hhv. Egebæk og Hostrup Sogn (bror til Klara Bjerre, matr. 11a) og havde forinden overtagelsen haft en ejendom i Lustrup ved Ribe. Peder Andersen døde allerede 1955. Enken drev ejendommen videre.

I 1973 blev ejendommen overtaget af sønnen, nuværende ejer Kristian Tjørnelund Andersen. Han tilkøbte ved overtagelsen 6 tdr. l. fra Alslevvej 4 samt andre 2½ tdr. l. i 1982. Kristian Andersen er ugift. Han døde 2009.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel sognearkiv www.vnsa.dk
”Forum-området 1664 – 1993” Henning Jørgensen 1993