Krengerup


Litografi. Herregården Krengerup (Frederikslund)


Udklip. Herregården Krengerup (Frederikslund)


Hovedgården Krengerup. Foto: Mogens Bo Henriksen.


Postkort. Krengerup Slot. Tilhører Erling Lykke.

Intro

Krengerup er en særdeles markant skovgård. Den opstod af enestegården af samme navn omkring 1585. Målt i agerhartkorn har den aldrig været særlig stor, men ser man på skovtilliggendet, er det et af Fyns største.

Musikken på Krengerup

Baggrunden for musikken på Krengerup
Det vilde liv ved Christian VII’s hof før og efter Struensee med fokus på hofmanden grev Frederik Vilhelm Conrad Holck, der giftede sig til Krengerup og ejede godset en kort periode, før Rantzau-slægten kom til (1768-70).

Kernen i Krengerup, som vi kender det i dag, er fra begyndelsen af 1770’erne. De lange ladegårdsbygninger blev bygget i 1771, og året efter kom den prægtige hovedbygning, et nyklassicistisk mesterværk, til. Det er alt sammen bygget af Rantzau-slægten, som i 1770 overtog godset, og som stadig ejer det.

Når et gods har været i den samme slægts eje i næsten 250 år, er det ikke så mærkeligt, at det især er den, der forbindes med stedet. Men lige før Rantzau’erne overtog det, var der en kort, opsigtsvækkende parentes i stedets historie.
Før 1770 var godset nemlig ejet af en af de mest indflydelsesrige hofmænd omkring Christian VII, før Struensee kom til. En mand, der vel at mærke ikke som Struensee benyttede sin position til at få gennemført reformer eller gøre store ting, men som simpelthen festede igennem. Og gjorde det med maner.

Grev Frederik Vilhelm Conrad Holck, som var syv år yngre end Christian VII, kom som ung til hoffet og begik sig åbenbart så godt, at han steg i graderne og i 1766, da Christian VII besteg tronen, var en af dem, der havde mest magt over den unge konge. Sammen kastede de to svirebrødre sig ud i natlige udskejelser, der indbefattede slagsmål med vægtere, og i slottets gemakker forlystede de sig ifølge Christian VII’s lærer Reverdil med, at greven pryglede kongen. Grev Holck var et »muntert, fornøjeligt, letsindigt menneske, der dansede godt og løj med fræk pande,« fortæller Reverdil, der også anfører, at »Holck var den første, som forstod at bruge kongens særheder til at lede ham«. Det er gået livligt for sig. I sin roman Livlægens besøg skriver P.O. Enquist, at Holck var »kendt for sin interesse for teater og italienske skuespillerinder«. Andre steder beskrives han som fuldendt elegant og yderst let.

Det vilde hofliv kostede, og for at få penge i kassen giftede grev Holck sig i april 1768 med en ung dame, Christiane Stockfleth. Hun var ejer af Krengerup, som hun havde arvet fra sin far, der var død et halvt år før hendes fødsel. Og da også hun døde af kopper efter kun tre ugers ægteskab, blev Krengerup grev Holcks. Der er uenighed om, hvilken forfatning Krengerup var i på det tidspunkt. Nogen siger, at der både var et beboelseshus og nogle staldbygninger, andre, at der ingen bygninger var overhovedet. Det fremgår da heller ikke af kilderne, hvorvidt den nye ejer overhovedet opholdt sig på Krengerup, men særlig varme har hans følelser for stedet ikke været – to år efter overtagelsen solgte han godset videre. Imidlertid er grev Holcks korte ejerskab en god anledning til at fortælle historien om kongens yndling, der kort tid efter giftede sig igen, denne gang med en pige på 12 år. Med til historien hører naturligvis den dramatiske fortælling om Christian VII og kredsen omkring ham, både før og efter Struensee, hvis fremkomst betød Holcks afsked – en historie, der er aktualiseret ved Oscarnomineringen af filmen En kongelig affære.

Det hedder et sted om Christiansborg under Christian VII, at »slottet var ligesom taget i besiddelse af musikanter.« En del af musikken havde grev Holck som hofmarskal ansvaret for. Netop i denne periode virkede for eksempel den italienske komponist Guiseppe Sarti, der underviste kongen i sang, og komponisten Johan Ernst Hartmann, der underviste kongen i violinspil.