Kvaglund Kirke

Intro

Kvaglund Kirke er indviet 1985. Kirken, der er tegnet af Friis og Moltke, har rødder i traditionel kirkestil.

Kirken

Kvaglund Kirke
Kvaglund Sogn blev udskilt af Jerne Sogn i 1977, efter man i et år havde haft en vandrekirke i træ stående. Det nyvalgte menighedsråd nedsatte i 1978 et byggeudvalg, der blev bistået af arkitektfirmaet Friis og Moltke fra Århus. Kvaglund Kirke stod færdig til indvielse i 1985.
Kvaglund er et moderne kirkebyggeri, der har rødder i den traditionelle kirkestil med en hovedindgang placeret i tårnet, faste bænke og et hvidkalket kirkerum. Dagslyset kommer fra ovenlysområder samt 11 skakte ved kirkebænkene. Den elektriske belysning udgøres af er en stor cirkelrund lysekrone, der hænger over midtergangen med mange små pærer. Kirkerummet står som det centrale i byggeriet med højt tag og med duen som det gennemgående motiv. Udsmykningen stod kunstneren Erik Heide for i samarbejde med kirkens arkitekter. De øvrige lokaler slutter sig til kirken adskilt af en gang, der går hele kirkerummet rundt og har lavere tag. Alterbod, lysestager og døbefond er i granit, prædikestolen i beton og granit. Orglet i kirken er bygget af P. Bruhn & Søns Orgelbyggeri og er fra 1986.
Kirkerummet, der kan rumme 220 pladser, kan udvides med menighedssalen, så der i alt bliver 490 pladser.

Louw 11.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.
Kvaglund Kirke – Døbefond:
Kvaglund Kirkes døbefond er udhugget i ét stykke granitsten. Vandet løber i furer skåret af istidens is og samles i en fordybning, før det løber bort ned ad stenen. På fondens ene side er udhugget et relief af Livets Træ. I væggen over døbefonden er indmuret et hvidkalket relief i beton, der forestiller bølger og strømme som et billede på Jordanfloden eller de fire paradisfloder: Phison, Gehon, Eufrat og Tigris.
Kirkens tre grundsten, der stammer fra Jerne Kirke, er indmuret i relieffet. I stenene er indhugget Guds hånd, et lam og en due som et symbol på Treenigheden, Fader, Søn og Helligånd. Fonden og relieffet er udført af Erik Heide.

Louw 07.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.
Kvaglund Kirke – Alter:
Kvaglund Kirkes alterbord er udført i lys grå granit, der står i kontrast til de grå-røde granitfliser, der udgør gulvet. Det hviler på to gavle, hvor der er udhugget relieffer med aks og druer som motiv. Alterdugen er i blåt og grønt og symboliserer Golgata, stedet for Kristi korsfæstelse. Alterskranken er i støbejern med relieffer af druer, aks og duer. Alterstagerne er af sten.
Alterudsmykningen er et forgyldt kors på altervæggen, der er skævt og knækket i to dele, der lige akkurat ikke rører ved hinanden. Forgyldningen skal fortælle om opstandelsen og den sejrende Kristus og de fire, hvidkalkede relieffer om korset skal minde om stenen, der blev væltet fra Kristi grav. Alter og udsmykning er udført af Erik Heide.
Altersølvet i runde former er som kirkens udsmykning, tegnet af Erik Heide.

Louw 07.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvalundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.

Kvaglund Kirke – Kirkeskib:
Kvaglund Kirkes kirkeskib er en model af kutteren E 319 Jamoki. Den er skænket af skipper Henry Jensen fra Kvaglund.

Louw 07.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.

Kvaglund Kirke – Prædikestol:
Prædikestolen i Kvaglund Kirke er støbt i beton med granit og en stor sten på forsiden under læsepulten, hvor der er hugget et relief med et brændende hjerte som motiv, udført af Erik Heide.

Louw 07.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.

Kvaglund Kirke – Skulptur:
Erik Heide afsluttede sit udsmykningsarbejde i Kvaglund Kirke med i 1988 at opstille en skulptur uden for kirken, der forestiller en due. Det skal symbolisere menigheden, ”der flyver ud i verden”.

Louw 07.12.07. Kilder: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.

Kvaglund Kirke – Kirkeklokke og tårn.
Kvaglunds Kirkes tårn, der rummer indgangsdøren til kirken, rummer tre klokker, støbt af firmaet Eiisbouts fra Holland. De har indskrifterne: "Velsignet være han som kommer i Herrens navn”, "Se jeg sender min engel for dit åsyn. Han skal bane vejen for dig", og "Lad de små børn komme til mig."

Louw 11.12.07. Kilde: Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk
Hæftet ”Kvaglund Kirke” fra Kvaglund Kirke.
Kirkens organist: Lene Kastrup, Stengårdsvej 8, 6., nr. 3, 6705 Esbjerg Ø, tlf.: 7514 5232.

Kvaglund Kirke – Skibsklokke:
Der hænger en skibsklokke i våbenhuset i Kvaglund kirke med indskriften: ”Grådyb”. Ved klokken er skrevet på en plade på væggen: ”At gå i land fra havets gus/ til Kvaglunds første kirkehus/ og bimle muntre søndagsslag/ vi samles under kirkens tag/ - jeg genoplever svundne år,/ hver gang de nye klokker slår”.

Louw 08.05.08. Kilde: Folkekirkerne i Esbjerg af Doris Christiansen, Peter Hundebøl og Annie Winther-Hansen. Esbjerg 1993.

Kvaglund Kirke – Kirkeliv:
Kvaglund sogn er et Sogn med mange indvandrere og børnefamilier. Der er af og til tolkning på engelsk til gudstjenesterne. Kirken har ud over de forskellige typer gudstjenester mange aktiviteter for de forskellige aldersgrupper i sognet. Der er fællesskaber som tirsdagscafé for ældre, fællesskabsgrupper, mande- og kvindeklub, fællesspisning og børne- og ungdomsgrupper. Der er gospel- og seniorkor, rådgivning og foredragsaftener. Der er minikonfirmander og en genbrugsbutik tilknyttet til kirken. Kirken har mange frivillige til disse aktiviteter.

Louw 08.01.08. Kilde: Præst ved Kvaglund Kirke, Jens Fisher Nielsen, Jens Fischer-Nielsen, Granlunden 35, 6705 Esbjerg Ø, tlf. 7514 3529
Kvaglund Kirkes hjemmeside: www.kvaglundkirke.dk

Kvaglund Kirke – Præster:

Præstetavle

1978-1981 Jørgen Thorsen
1981-1986 Chr. Sundgaard
1986-1998 Paw K. Andersen
1998-2014 Jens Peder Fischer-Nielsen
2000- Georg Johannes Græsholt
2014 - Jakob Wilms Nielsen

Louw 08.01.08. Kilde: Teologisk Stat 2004, CD rom.
Præst ved Kvaglund Kirke, Jens Fisher Nielsen, Jens Fischer-Nielsen, Granlunden 35, 6705 Esbjerg Ø, tlf. 7514 3529