Løgumkloster Kirke og kloster


Løgumkloster kirke og kloster. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Alteret. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirkes indre. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirkes indre. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Munketrappen ind til klostret. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Orglet. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke set fra vest. Bemærk vinduerne med gotiske spidsbuer. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Klosterbygningen. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Klostret. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Kapitelsalen i klostret. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Slottet ved klosterkirken. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke. Frederik d. IX's Klokkespil. Fotograf: Henrik J. Møller


Løgumkloster Præstegård. Foto: Henrik J. Møller

Intro

Kirken og klosterbygningen i Løgumkloster er imponerende bygningsværker, der stadig minder om den vision, der prægede de første cisterciensermunkes arbejde på egnen.

Klostret i middelalderen

Løgum Kloster var i brug som kloster mellem 1173-1548, og dets historie strækker sig således over 375 år. I 1578 blev Løgumbogen skrevet. Den er en afskrift over 453 breve, der tilsammen giver et indblik i klostrets historie. Klostret opnåede ret hurtigt anerkendelse. I 1206 stadfæstede paven klostrets særlige rettigheder, dets uafhængighed af Ribe-bispen, dets jordbesiddelser og gav klostret tiendefrihed. I 1212 gav kong Valdemar Sejr klostret et værnebrev, og fritog Løgum sogns bønder for kongens ret og tjeneste. Forinden havde kongen i 1205 skænket klostret jorder ved landsbyen Harreby i Frøs Herred. Byggeriet af klostret og den store klosterkirke blev påbegyndt omkring 1200, men fra 1210 gik byggeriet i stå, måske på grund af dårlig økonomi. I 1230erne blev tiderne igen bedre. Den daværende Ribe-bisp Gunnar var en stor ven af klostret og igangsatte igen byggeriet, og han opførte også et hus til sig selv og sit følge ved klostret. I 1245 blev klostret ramt af en ny brand, men de nedbrændte dele genopførtes hurtigt. I 1250 stod klostrets og klosterkirkens østlige del færdig. I 1251 fritog kong Abel klostret for at stille med soldater i tilfælde af krig og i 1252 forærede han Brede kirke og den store gård, Svanstrup, til klostret. I 1257 gav kong Christoffer klostret toldfrihed for alle indførte varer med skib, og ca. 1275 fik klostret foræret alle penge indbetalt som bøder af klostret undersåtter ved retslige forseelser.

Løgum Kloster samlede efterhånden store rigdomme sammen, men brugte også mange penge. Klostret ydede godgørenhed overfor de syge, de fattige og rejsende folk. Endvidere kostede vedligeholdelsen af det store kloster og klosterkirken mange penge. I særklasse var dog udgifterne til at opholde Ribe-bispen ved det årlige gæsteri, som det var en pligt for klostret at afholde. Det var kostbart, for ved bispens besøg måtte klostret afholde store festligheder, processioner, gudstjenester og overdådige gæstebud for de besøgende stormænd. Sidst i 1200-tallet begyndte klostret dog at modsætte sig gæsteriet. I 1251 havde Ribe-bispen givet klostret delvis kompensation, men først i 1299 kom det til et egentligt forlig. Klostret købte sig da fri for gæsteriet, ved at afgive en række jordbesiddelser til Ribe-bispen. Det betød ikke så meget, for klostret fik stadigvæk løbende skænket nye jordbesiddelser. Således skænkede Herman Bonde i 1318 sit gods i Abild sogn til klostret uden betingelser, og i 1334, skænkede Jakob af Roost jorder til klostret, mod til gengæld at få en gravplads i klosterkirken. Denne gravplads er dog aldrig fundet.

Fra midten af 1300-tallet ændrede holdningen sig meget til klostret. Gavmildheden svandt ind og klostret måtte i stedet løbende købe dyrt betalte værnebreve af de skiftende fyrster, for at sikre sig imod ubehageligheder. Således fik man den holstenske grev Gert, den kullede greve, til at udstede et værnebrev til klostret. Endvidere var der stigende problemer med at holde de store bønder i skak. I 1375 kom det til konflikt med den storbonden Henning Limbæk, der ranede klostrets jord til sig og plagede bønderne. Efter at klostret havde klaget over forholdene til paven, kom det i 1377 til et forlig, hvor Henning Limbæk måtte udstede et værnebrev til klostret og love ikke længere at fange, udplyndre, afpresse eller bortføre klostrets folk. I 1379 gav han yderligere domsmyndigheden over Løgum sogn, Alslev og Kummerled Mark tilbage til klostret, som en slags erstatning, men samtidig måtte klostret love ham en gravplads i klosterkirken. I 1300-tallet var der også en strid med hertug Abel om ejerskabet af Brede kirke. Menigheden kunne ikke vælge ny præst fordi der var tvivl om ejerskabet. Støttet af Ribe-bispen og ærkebispen i Lund greb klostret derfor ind og indsatte en præst og begyndte at opkræve kirketiende. I 1334 rejste klostret sag imod Franciskanerklostret i Ribe, fordi dette kloster forfulgte en frafaldet munk, der havde søgt tilknytning til Løgum Kloster. Sagen endte med at denne forfølgelse skulle standses. Det skete jævnligt at munke brød deres munkeløfte og flygtede fra deres kloster. De kaldtes for klosterløbere og de blev oftest bandlyst af paven og jaget som fredløse.

I 1400-tallet gik det igen fremad for Løgum Kloster. Klostret forstod at følge med tiden, men samtidig begyndte de gamle oprindelige budskaber i Cistercienserordenen at glide i baggrunden. I 1480 opnåede abbed Claus at blive optaget i kong Christian I’s rigsråd. Han var en dygtig økonom der opkøbte megen jord op og samlede jorden i større gårde. En anden abbed, Jens Artsen, var derimod ikke så kløgtig. I 1496 købte han så meget jord op, at han senere måtte pantsætte jord, så klostret kunne overleve. Han menes, at være blevet afsat i 1504, for på det tidspunkt dukkede han op som præst i Arrild. Omkring 1500 var Løgum Kloster stadigvæk meget rigt, selvom udviklingen var stagneret. Klostret rådede over kirkerne i Nørre Løgum, Brede, Daler og Spandet, og i alt ejede klostret 2970 tdr. land og 193 gårde. Jorden blev administreret gennem seks fogderier i Abild, Alslev, Svanstrup (Brede), Ravsted, Skærbæk og Frøs Herred. I 1510 skete der tilsyneladende et skred i moralen, da Danerkvinde Gunvor Jensdatter skænkede klostret en kalk, en disk m.fl. genstand mod at få en gravplads i klostret. Det var ellers forbudt for kvinder. I 1518 blev den såkaldte Dødebog skrevet. Det var en bog der var formet som en slags kalenderoversigt dødsdagene for klostrets grundlæggere, biskopper, abbeder, munke, lægbrødre, familiares samt klostrets mange donorer op gennem tiden. På disse dødsdage afholdtes der så sjælemesse og forbøn for den pågældende person. Endvidere angives dødsdagene for en række europæiske fyrster, og at også disse er angivet skyldes cistercienserordenens internationale karakter. Med Dødebogen kom der virkelig orden i klostrets aktiviteter.

Fra omkring 1520 begyndte reformationen at gøre sig gældende i Tyskland. Klostret fik nok udstedt et værnebrev i 1524 af den nye konge Frederik I, men den samme konge gennemførte reformationen i Danmark i 1536 og gav dermed dødsstødet til Løgum Kloster. Nok fik klostret endnu et værnebrev så sent som i 1540, men det uden værdi, for allerede året efter blev alle katolske ceremonier i klostret forbudt. Ved delingen i 1544 kom Løgum Kloster under hertug Hans den Ældres kontrol. I 1548 døde den sidste abbed, Martin, og Løgum Kloster blev endeligt nedlagt. Klostrets jordegods blev omdannet til Løgumkloster Amt, og ved denne lejlighed blev byen Closterdorp nævnt første gang. Munkene fik dog lov til at blive boende på klostret i endnu nogle år, men de måtte ikke længere optage novicer.

Forfatter: Henrik J. Møller


Kirken efter reformationen

Fra omkring 1520 begyndte reformationen at gøre sig gældende i Tyskland. Ved delingen i 1544 kom Løgum Kloster under hertug Hans den Ældres kontrol. Klostrets jordegods blev omdannet til Løgumkloster Amt, og ved denne lejlighed blev byen Closterdorp nævnt første gang. Først i 1568 fik Løgumkloster Amt fik sin egen amtmand. I 1578 kom Løgumkloster Amt under Gottorp-hertugdømmet og Slesvig stift og nu begyndte tysk kultur og sprog at præge egnen.

De nye tider efter reformationen kom til at præge Løgum Kloster meget. Store dele af det gamle kloster blev nedrevet i forbindelse med opførelsen af ”Slottet” i 1614. Det gælder fløjen vest for klostergården, og derved blev klostergården og lægbrødregården lagt sammen til en stor gårdsplads, kaldt for Amtshusgården. Endvidere blev en række mindre fritliggende bygninger på klostergrunden fjernet, deriblandt vandmøllen ved Slotsbækken i 1574.

Hovedparten af de bevarede dele af klostret blev ikke skånet på nogen måde. De tidligere så fine rum fik ydmyge funktioner såsom lagerrum, stalde og fængselsceller, og klostret blev stadig mere faldefærdigt. Efter at kong Frederik IV havde fået kontrollen over Gottorp-hertugdømmet mistede ”Slottet” sin funktion som hertugbolig. Der var tanker fremme om helt at nedrive det, men det blev bevaret. Derimod blev størstedelen af det faldefærdige kloster nedrevet i 1718 og tilbage stod nu kun hele østfløjen og en lille stump af fløjen længst mod vest. I 1844 blev den sydlige del af østfløjen og resten af vestfløjen nedrevet. Hovedårsagen til at den nordlige del af østfløjen blev bevaret var dens gode stand, hvilket skyldtes, at den var bygget langt mere solidt end de øvrige fløje i klostret.

Det gamle porthus i bindingsværk ud mod Slotsgade, der omtales i 1783 som byens arresthus, blev nedrevet i 1827 og afløst af den nuværende porthusbygning, Slotsgade 9. Siden 1994 har den været anneksbygning for Præstehøjskolen i Slottet. Arresten var der også indrettet i klosterbygningen, og den blev først nedlagt så sent som i 1926.

Lige øst for porthuset lå klostrets ydre gårdsplads, hvor der var adgang til hovedgården. Efter 1548 overgik klostret jordbesiddelser til Løgumkloster amt, og blev udpagtet og udfæstet til de lokale bønder. Hovedgården ved klostret var i brug indtil 1708, og de øvrige gårde blev frasolgt ved udskiftningen mellem 1780 og 1792.

I 1739 blev Løgumkloster et selvstændigt sogn med kirke. Den gamle klosterkirke fik herefter funktion som sognekirke, selvom den var alt for stor for byen. I 1681 fortæller kilderne at kirken var i dårlig stand, og i 1731 var den nærmest faldefærdig. Mure og tag blev dog repareret i 1754 og sydgavlen repareret i 1769. Kirken gennemgik en hårdhændet istandsættelse i 1844-45 ved arkitekt W. F. Meyer. Det var her korstole og skrankemure forsvandt fra skibet, og munketrappen blev nedrevet.

I 1913-26 påbegyndtes en ny restaurering ved arkitekt O. Eggeling og efter 1920 ved arkitekterne Lønborg-Jensen og C. M. Schmidt. Under disse restaureringer skete der både rekonstruktioner og fornyelser. Væggenes hvidtekalk blev fjernet og væggene fremstod herefter i røde munkesten. Kirken fik et nyt muret alter, og en altertavle fra Jerne kirke i Ribe amt. Renæssanceprædikestolen blev udvidet og alle genstande i træ blev ført tilbage til de oprindelige farver. Endelig fik kirken to nye Genforeningsklokker i 1920 udover den gamle klokke fra o. 1500. Den nyeste ændring i det ydre skete i 1959-61, hvor der opførtes et helt nyt refugium sydøst for den gamle klosterbygning.

Forfatter: Henrik J. Møller


Kirkeligt liv i Løgumkloster

Pietismen i Løgumkloster

Efter gennem hele middelalderen at være domineret af klostret og cistericiensermunkene, skiftede det religiøse liv afgørende i Løgumkloster efter reformationen. I de første mange år skete der ikke nævneværdige ting i det religiøse liv i byen.

Først med pietismens frembrud i 1700-tallet kom Løgumkloster igen på landkortet. I 1694 blev præstesønnen Enevold Evald født i Øster Højst nogle kilometer øst for Løgumkloster. Han kom som ung på studieophold i Tyskland og bragte pietismen med sig hjem til Øster Højst. Her holdt han vækkelsesmøder og bibelsamtaler med befolkningen og hans initiativ spredte sig snart til andre sogne. Bl.a. fik han snart kontakt med præstesønnerne Nicolai, Broder og Hans Adolf Brorson fra Randerup. Også disse involverede sig snart stærkt i pietismen og blev landskendte. De traditionelle præster, der var stærkt Luthersk prægede, protesterede imod vækkelsesmøderne, men kunne intet stille op. I 1727 flyttede Enevold Ewald til København, hvor han blev lærer og senere præst ved Vajsenshuset, og han opnåede endda også betydningsfulde hverv hos kongen.

I 1717 kom en anden berømthed til Løgumkloster. Det var Hans Adolf Brorson, som blev huslærer hos sin morbror Nicolai Clausen, amtsforvalter i Løgumkloster. Brorson blev meget stærkt påvirket at pietismen i byen, en påvirkning, der kom til at præge ham for resten af hans liv. Hans ophold varede indtil 1721, hvorefter han senere blev hjælpepræst i Tønder og biskop i Ribe. Han skrev senere en række berømte salmer, der alle var præget at den særlige egn og natur han var vokset op i og boede i. Det var med pietismen, at salmesangen blev til et folkeligt fænomen, og de blev ikke kun sunget i kirken, men også ude omkring i hjemmene og under arbejde. Senere kom i alt 92 af Brorsons salmer med i Pontoppidans salmebog fra 1740, som var hertugdømmet Slesvigs særlige salmebog helt op til ca. 1900. I portrummet findes en mindetavle for salmedigteren og huslærer på Slottet, Hans Adolf Brorson.

I 1760 fik Løgumkloster Niels Windekilde som ny præst, og også han var betydningsfuld indenfor pietismen. Han styrkede yderligere pietismen på egnen helt indtil hans afgang i 1774. Pietismen blev også styrket af hernhutternes ankomst og grundlæggelse af Brødremenigheden i Christiansfeld i 1771. Herfra udsendtes pietistiske prædikanter til hele Slesvig, og der afholdtes store stævner i Christiansfeld. Flere unge mænd fra Løgumkloster tilsluttede sig bevægelsen og blev missionærer vidt omkring. Af disse kan nævnes Hans Nicolajsen, Andreas Riis og dennes nevø Hans Nicolai Riis.

Nye religiøse vækkelser.

I 1800-tallet begyndte pietismen at gå tilbage, men kun for at blive afløst af nye vækkelser såsom de grundtvigianske frimenigheder, Indre Mission og Luthersk Mission.

Løgumkloster fik endnu en markant personlighed i den stærkt religiøse Kjerstine Andersen (1855-1951). Hun blev enke som ung allerede i 1890 og blev omvendt på lokalt vækkelsesmøde i Løgumkloster. Hun blev siden kendt for altid at gå i sorte klæder med en bibel under armen, og fik det populære navn ”Stinne me æ Bibel”. Hun begyndte af missionere i Løgumkloster og siden på hele egnen. Hun gik fra gård til gård og samlede mad til krigsfangerne i krigsfangelejren syd for Løgumkloster, og gjorde det meget begribeligt for de tyske officerer, at de skulle tage imod hendes mad til fangerne. Hun uddelte bibler til alle i byen og det var helt almindeligt, at man altid købte sin bibel hos hende. Hun opnåede også at overrække en bibel til selveste kong Christian X under genforeningsfestlighederne i Løgumkloster i 1920.

Også i 1900-tallet fortsatte det religiøse liv i Løgumkloster. Indre Mission havde både et missionshus og en skole i byen.

Nutidens kirkelige liv i Løgumkloster

I 1930erne fik provst Poul Schülein ideen til at indrette et slags hjem i den gamle klosterbygning, hvor man kunne komme og meditere og studere i forhold omkring kristendom. Besættelsen udskød ideen indtil videre, men i 1950erne tog pastor Anders Bork Hansen ideen op igen. I 1954 nedsattes en gruppe til udviklingen af det kristne gæstehjem og kursussted, og man brugte ordet refugium om hjemmet. Refugiet blev opført ved klostret i 1959-61 takket være økonomisk støtte mange steder fra. Refugiet blev dannet som en selvejende institution og bestyrelsen fik repræsentanter fra en lang række kirkelige, kulturelle og nationale foreninger.

Ved siden af refugiet blev der også grundlagt en ny højskole i 1960 lidt syd for refugiet, og fik S. Jul Nielsen som forstander de første mange år. I 1971 grundlagdes Løgumkloster Kulturforening, som en udløber fra højskolen og denne forening tog initiativet til oprettelsen af Museet Holmen midt i Løgumkloster by. Et andet initiativ var opførelsen af klokkespillet i 1973, og herefter blev der afholdt kurser og koncerter i klokkespil ved den nyoprettede Løgumkloster Kirkemusikskole. Sammet blev ogås præstehøjskolen flyttet fra Nærum til Løgumkloster og fik hjemsted i Slottet. Det seneste skud på stammen var oprettelsen af Folkekirkens Pædagogiske Institut under kirkeministeriet. Med alle disse institutioner fremstår Løgumkloster derfor endnu i dag som en by med et usædvanligt stærkt religiøst og kulturelt liv.

I anledningen af Løgumklosters 800 års jubilæum i 1973 blev der taget initiativ til at opføre et højst usædvanligt klokketårn midt i Løgumkloster. Her skulle kunne afholdes særlige klokkekoncerter og gennemføres kurser i klokkespil. Klokketårnet blev muliggjort takket være gaver fra kommunen, amtet, refugiet, byens banker og mange private. I 1979 kom klokketårnet i Kirkemusikskolernes regi, og har været benyttet af skolerne siden.

Kirkemusikskolerne blev oprettet i 1979 på initiativ fra kræfter fra refugiet og højskolen. Skolerne fik hjemsted i byens tidligere posthus og en nabovilla. Mellem de to bygninger fører en offentligt tilgængelig mellemgang og bag ved bygningerne ned mod engen mod vest findes en meget smuk parklignende have med lindetræer og krokuser i tusindvis i det tidlige forår. Kirkemusikskolerne får støtte af Kirkeministeriet og uddanner kirkesangere, klokkesangere og organister.

Forfatter: Henrik J. Møller


Præstegården

Præstegården i Storegade blev opført i 1804, men der har været præstegård på grunden siden 1653. Den nye bygning fra 1804 er en stor prægtig bygning med en bred frontspice ud mod gaden. Præstegården var kendt for sin storkerede, hvor der kom storke hvert år indtil o. 1980.

Forfatter: Henrik J. Møller


Løgumkloster kirke

Løgumkloster kirke er en del af det gamle cistercienser-kloster Løgum Kloster, der både omfattede et firlænget kloster, klosterkirken, en hovedgård ved klostret og hele klostret vidtstrakte godsområde med gårde, huse og kirker.

Klosterkirken er i det store og hele bevaret, selvom meget også er ændret. Selve kirkebygningen følger nøje cisterciensernes regler for arkitektur og indretning, og ligger meget tæt på Fontenay-klosterkirkens arkitektur. Klosterkirkens arkitektur er præget af den lange byggeperiode op gennem 1200-tallet. Byggeperioden fandt nemlig sted midt i stilskiftet mellem senromantik og unggotik. Kirken blev bygget fra øst mod vest, og i den østlige del findes romanske vinduer med rundbuer, mens der i den vestlige del findes høje gotiske vinduer med spidsbuer. Klosterkirkens grundplan er udformet som et stort kors. Set udefra virker kirken meget monumental og klippeagtig med den store bredde forneden, de kamtakkede gavle og det lille kirketårn allerøverst. Overalt går symmetrien igen, i mure, gavle, vinduer og tage. Det gør kirken meget harmonisk at se på, det gør den til et arkitektonisk mesterværk.

Kirken er bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af ler fra Løgumbjerge, soklen af kampesten fra marker på egnen, og kalken er brændt af muslingeskaller fra Vadehavet.
Under udgravninger i 1975 – 76 opdagede man, at kirkens sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Murene er ca. 7 m høje og 1 m tykke og står alligevel solidt på disse hidtil ukendte og enestående fundamenter.

Kirken har visse bygningsmæssige enkeltheder og stiltræk tilfælles med klostrene i Fontenay og Jouy i Frankrig og er nært beslægtet med cistercienserkirken i Sorø. Cistercienserordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke; men i tidens løb slækkedes dog på kravene. Kirken er som de fleste cistercienserkirker indviet til Jomfru Maria. Hendes tegn, Marialiljen, sidder som kalkmaleri øverst på midtskibets nordvæg.

Indvendigt i kirken går enkelheden og skønheden igen. Der er dog sket større ændringer i den oprindelige indretning. Mest markant er det, at den oprindelige hvidkalkning afløst af de bare røde mursten. Også inventaret er ændret, suppleret op og flyttet rundt, så kirken bedre kan tjene sit nuværende formål som sognekirke.

Oprindeligt var kirken indrettet på følgende måde: Abbeden sad i nordsiden af koret. Præsten og hans to hjælpepræster sad i sydsiden af koret i en celebrantstol fra 1325, som endnu er bevaret. Munkene sad i to rækker af munkestole vendt mod hinanden, fra korsskæringen og et stykke ned i skibet. En hel del af disse munkestole findes endnu, men de står nu ude i de tidligere kapeller langs skibet. Længst mod vest i skibet sad lægbrødrene og lægmændene adskilt fra munkene af en skranke med en gitterdør. Korsarmene og kapellerne rummede en broget samling af forskellige sidealtre beregnet for sjælemesser for klostrets forskellige velgørere op gennem tiden. Her står nu de gamle munkestole.

En række forskellige døre fører ind i kirken. Den nuværende hovedindgang fra nord var oprindeligt ”dødeporten”, hvor de døde munke blev båret ud til kirkegården. Den nuværende ”brudedør” i vestgavlen var oprindeligt indgang for lægbrødrene. En lille dør mod sydøst har forbindelse til det endnu bevarede sakresti. ”Dronningedøren” mod syd ud til korsgangen var oprindeligt ”processionsdør”, og ad den vej kom munkene ind i kirken om dagen. Endelig har ”munketrappen” mod syd forbindelse til dormitoriet eller sovesalen, og ad den vej gik munkene ved nattetide ned i kirken for at bede natlige tidebønner. I det hele taget var kirken meget flittigt brugt. Der var med faste mellemrum tidebønner og gregoriansk koralsang.

Munkene holdt dagligt flere messer i klosterkirken ved højaltret og ved sidealtrene. Desuden otte tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene "nattrappen", der gik direkte fra munkenes sovesal (dormitoriet) og ned i kirken. Kirken var opdelt i en klerikal del for de præsteviede munke og en del for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vestgavlen ad den lille dør.

Efter omdannelsen til sognekirke blev kirkens inventar flyttet en del rundt, så kirken kom til at ligne en almindelig protestantisk kirke i indretningen.

Korets indretning er følgende:

I korbuen ses en helligkorsgruppe bestående af et stort krucifiks fra o. 1325 og Maria – og Johannesfigurer fra o.1925. Krucifikset har formodentlig i middelalderen været placeret over et helligkorsalter mellem pillerne.

Altertavlen, en fløjaltertavle fra slutningen af 1400-tallet. Stod i middelalderen i Jerne kirke, hvorfra den blev hentet i 1925 og grundigt restaureret. I midtfeltet ses Nådestolen, dvs. Gud med sin lidende søn Jesus. Til venstre den himmelkronede Maria med barnet. Til højre ses Biskop Martin af Tours, der har givet navn til Mortensdag. I sidefløjene ses apostlene. På altret har der formentlig oprindeligt kun stået et krucifiks.

Et relikvieskab fra o.1325 er muret ind i korets nordvæg. Enestående i Danmark. Det har en sindrig låsemekanisme til højre for skabet. Der er restaureret og har 16 små rum, oprindeligt med relikvier, der henførte til helgenerne på fløjene. Et sakramentskab findes i nordvæggen ud for alteret.

En Celebrantstol står til højre i koret. Fra o.1325. Klapsæder med konsol, misericordia: barmhjertighed. Billedet i midterste gavltrekant er delvis nymalet: Kristus løfter Marias sjæl til himlen. Efter middelalderlig overlevering skal flere abbeder og biskopper være gravlagt i koret.

Døbefonten i korsskæringens syd-øst-hjørne er fra 1704. Udskåret i barokstil. Den har et sydtysk dåbsfad fra 1550-75. Over døbefonten hænger en dåbshimmel formet som en rigt udskåret baldakin, hvori Jesu dåb kan ses. Dåbshimlen kunne oprindeligt hejses ned over dåbsfadet og lukke som et låg for at hindre uretmæssig brug af dåbsvandet. I munkenes tid har der selvsagt ikke været døbefont i kirken.

Prædikestolen er et Tønder arbejde fra o.1580. Den har relieffer af dyderne og indskrifter på latin. Opgangen til prædikestolen er fra 1923 og har Kong Chr. X`s og Dronning Alexandrines initialer over døren. Trærelieffet af rigsvåbnet på pillen mellem lydhimlen og prædikestolen er fra 1951, skåret af Martinus Sørensen. Kirkens nuværende stolestader er fra 1844. Spidsgavlene dog fra sidste restaurering.

Fra hovedskibets vestvæg er der et storslået syn op gennem kirken mod koret. I vestvæggen 12 nicher fordelt over hele væggen. Stor dekorativ virkning. Måske anvendt som rum til helgenfigurer.

I nordre og søndre sidekapel ses Munkestolene med henholdsvis fem og fire sæder, udført mellem 1502-14. Relieffer på gavlene. Munkestolene stor på deres oprindelige plads i korsskæringen indtil 1844.

Kapel i nordre sideskib. Her stod i middelalderen et alter. Ved højre sidepille en kumme (piscina) muret af glaserede teglsten. Benyttet til afvaskning af de hellige kar. I kapellet er der en mindetavle over sognets faldne i Første Verdenskrig. Alle 67, danske som tyske, måtte dø for samme kejser; men på mindestenen er de adskilte efter sindelag. Ifølge indskriften døde de tysksindede for "hjemstavn og arne", de dansksindede var "tro indtil døden mod pligtens tunge lod". I kapellet står en ligbåre fra 1705.

I sydøstre sidekapel er der et muret sidealterbord fra sidste restaurering. Til venstre er der et sidealter figur fra o.1510, Kristus som smertensmanden. Formodentlig fra den berømte Claus Bergs værksted. Bemærk syddøren i kapellet. Måske den ældste indgang til kirken, og fra første byggeperiode.

I korsarmens sydvæg en stor rundbuet niche og en dør ind til sakristiet. I nichen en træskulptur, muligvis Skt. Bernhard eller Skt. Bennedikt. Fra sidste halvdel af 1400-tallet.

Orglet sidder i nordre korsarm. Orgelfacaden er fra 1923. Det er et nyt orgel fra 1969 med 27 stemmer og meget fin klang. Det er bygget af Marcussen & Søn, Aabenraa. Pulpituret er fra begyndelsen af 1500-tallet. Her findes figurer af apostlene og med Kristus i midten. Måske har pulpituret oprindeligt haft sin plads i skibet som afslutning på munkekoret.

Træskulpturer i kirken er formentlig tidligere alterbilleder, og er nu opsat på hovedskibets to piller vest i kirken: Anna Selvtredje er fra slutningen af 1400-tallet. Forestiller Anna, Marias mor, Maria og Jesusbarnet. På den søndre pille en "Pieta", Maria med den døde Jesus (1500-25).

Et kalkmaleri forestiller Skt. Jørgen (Skt. Georg), der dræber dragen, ses på næstsidste pille i søndre sideskib. I klostrets tid stod her formodentlig et Skt. Jørgens-alter.

Et andet kalkmaleri af den franske lilje ses på hovedskibets nordre væg oppe mellem to vinduer. Oprindeligt et Jomfru-Maria-symbol (Marieliljen), kendt fra våbnet i cisterciensernes moderkloster Citeaux i Frankrig. Som alle cistercienserkirker er også denne kirke indviet til Jomfru Maria.

Et lille Kalkmaleri viser et hoved på vestlige hvælvingbues midte ud mod vestvæggen. Udsmykning med kalkmalerier var imod cistercienserordenens regler, medmindre de havde en liturgisk eller symbolsk funktion. Men måske tog man det ikke så strengt i Løgum Kloster. Der var langt til ordenens centrum i Frankrig.

Forfatter: Henrik J. Møller


Klostret

Oprindeligt var klostret et firlænget anlæg. De sydlige og vestlige fløje blev nedrevet i tiden fra 1700-tallet og indtil 1850erne. Den nordlige fløj blev afløst af det nuværende "Slottet" o.1600. Tilbage er nu kun østfløjen, der i dag fungerer som menighedshus m.m.

Den bevarede del af klostret, østfløjen, rummer en række restaurerede rum, og man har forsøgt at genskabe fornemmelsen af klostergård ved at overdække korsgangen mod øst og nord. Fra korsgangen er der døre ind til flere rum. Fra nord mod syd er det først Armariet eller biblioteket. Klostret har ikke haft noget stort bibliotek, men en række gamle skrifter kendes dog fra klostret, nemlig”Løgumklosters Dødebog” og ”Løgumbogen”.

Det næste rum er en meget smukt restaureret kapitelsal, der virkelig giver indtryk af middelalder. Rummet er mørkt og dystert og alligevel imponerende med sine fire søjler og ni hvælvinger. Her oplæstes dagligt et kapitel af ordensreglementet op for munkene og abbeden, og efterfølgende bad man bønner for de døde munkebrødre m.fl. Efter kapitelsalen følger en indgangen til en trappe op til det oprindelige dormitorie eller sovesal, der i dag er foredragssal. Her sov munkene i små aflukker delt af tynde vægge. Når munkene skulle bede deres faste tidebønner om natten, gik de fra sovesalen via ned i kirken via munketrappen. Nord for sovesalen findes abbedens værelse, der endnu er bevaret. Det sydligste rum i korsgangen er portrummet, hvor der går en port ud mod øst til kirkegården. Ved porten findes et lille portnerrum med en sprække i muren, hvor portneren kunne se hvem der kom. Portneren var også fængselsvagt, for ved siden af portnerrummet findes også en fængselscelle. Fra portnerrummet fører et hulrum op til sovesalen på første sal. Det var et talerør, hvor man kunne tilkalde eventuel hjælp fra de sovende brødre.

De øvrige fløje i klostret, som nu er forsvundet, har man via et stort arkæologisk arbejde fået et ganske godt overblik over. Klostrets fløje har formet sig som en firlænget gård syd for kirken og øst for den bevarede klosterfløj. Klostergården har haft en korsgang hele vejen rundt, dog ikke med hvælvinger, men kun med søjler og almindelig tagoverdækning. Østfløjen har udover de bevarede dele yderligere haft en munkesal, en varmestue og en skriverstue. Sydfløjen har rummet køkken, spisesal, latriner og flere store gæstesale på loftet. Vestfløjen har rummet lægbrødrenes lignende opholdslokaler og vest for denne fløj lå yderligere nogle bygninger, der tilsammen dannede rammen om en lægbrødregård. Fra vestfløjen havde lægbrødrene direkte adgang til den vestlige del af klosterkirkens langskib, hvor de havde deres plads.

På klostergrunden har man endvidere fundet rester af andre mindre bygninger og en ydre mur hele vejen udenom klostret. Lige syd for klostret ved Slotsbækken lå endvidere en vandmølle, som via arkæologiske udgravninger i 1990 har kunnet dateres til perioden 1167 til 1518. Kilder angiver at denne mølle blev nedrevet i 1574, og samtidig må Klostermøllen i Vestergade være opført.

Forfatter: Henrik J. Møller


Cisterciensermunkene

Munkeordener opstod allerede i 200-tallet, hvor kristne vendte sig imod den verdsliggørelse, som fulgte med kirkens stigende anerkendelse. De levede i fattigdom, ydmyghed og kyskhed, så de kunne komme tættere på Gud.

I 529 blev benediktinerordenen grundlagt og det var den første klosterorden, som både var fastorganiseret og internationalt anlagt. Benediktinermunkene levede som en familie og alle deltog i både de åndelige og fysiske opgaver. Ordenen bragte kristendommen vidt omkring i Europa og fik stor anerkendelse for det. Med succesen fulgte desværre også med tiden et moralsk forfald. Derfor dannedes reformbevægelsen cluniacensterne, der strammede op på forholdene. De afviste verdslig indblanding i klostrene og allierede sig helt med paven i Rom. Også de fik succes, og også hos dem førte det med tiden til moralsk forfald.

Det betød starten på en helt ny orden, nemlig Cistercienser-ordenen. Abbed Robert fra klostret Molesme i Frankrig oprettede i 1098 et nyt kloster i Citeaux, Cistercium på latinsk. Begyndelsen var svær, men i 1112 blev den berømte ridder Bernhard af Fontaine og 30 adelsmænd optaget i klostret, og det førte til ordenens gennembrud. Bernhard blev abbed af klostret i Clairvaux i 1115. Han var en lidenskabeligt religiøs og karismatisk personlighed, der talte for absolut personlig renhed og nærhed i forhold til Gud. Han satte en vækkelse i gang overalt og ophidsede til ”Det andet Korstog” mod muslimerne i Jerusalem. Fra 1119 og frem indførtes en række love, der styrkede ordenen. Alle klostre samledes og underlagdes generalkapitlet i Citeaux og Paven i Rom. Fyrsterne blev sat helt uden for indflydelse, og såkaldte værnebreve med pavens segl fik dem oftest til at undgå indblanding. Med en stærk position og med stærke idealer, blev Cistercienserne den førende munkeorden i Europa og o. 1200 nåede man på 500 klostre, og dertil kom nonneklostrene.

I 1144 inviterede ærkebiskop Eskil i Lund ordenen til Danmark. Citeaux-klostret åbnede et cistercienserkloster i Herrisvad i Skåne. Ærkebiskoppen ville bruge ordenen som et værn i en tid med tronstridigheder og krige. I 1157 blev Valdemar den Store konge og der kom igen ro og orden. I 1159 valgtes en ny selvbevidst pave, som den tyske kejser Frederik Barbarossa ikke ville anerkende, og han indsatte derfor en modpave. Den danske konge måtte støtte ham, da han var lensmand under kejseren. Han sendte præsten Radulf og fik forhandlet en aftale på plads. Ærkebiskop Eskil var imod modpaven, og flygtede. Modpaven døde i 1164 og i 1168 var forholdene igen så rolige af ærkebiskop Eskil kunne vende hjem igen. Forinden havde han i 1166 ordineret kongens paveforhandler Radulf til biskop i Ribe, og denne takkede for det, ved at overlade benediktinerklostret i Seem til cistercienserne. Biskop Radulf døde i 1171 og abbed Stefan af Herrisvad blev ny biskop. Han flyttede klostret til Seem til dets jordbesiddelser ved Nørre Løgum i 1173. Dermed var grunden til Løgumkloster lagt.

Cistercienserne i ”Locus Dei”

Løgumkloster hed på latinsk ”Locus Dei”, hvilket betyder ”Guds sted”. Klostret blev ifølge cisterciensernes regler placeret på et passende øde sted. Stedet var også fornuftigt valgt, for her kunne de arbejde med landbrug, fiskeri og mølleri. Der var adgang til vand i de nærliggende bække og Brede å, og adgang til træ og brændsel i de dengang meget store skove. Heden på egnen afskrækkede heller ikke, den blev opdyrket. I klosterhaven havde de lægeurter og nye grøntsager som persille, rabarber og gulerødder.

Cistercienser-munkene var også kendt som ”de hvide munke”, fordi de bar gråhvide ordensdragter med brune kutter. Når munkene arbejdede tog de kutten af og bandt et bælte om dragten. Man regner med at der har været omkring 20 munke, og dertil kom et antal lægbrødre, nogle faste medhjælpere, samt de såkaldte familiares, der var folk, som havde givet deres ejendom til klostret og arbejdede for klostret, men som også samtidig var sikret forsørgelse på livstid fra klostret. Lægbrødrene, der bar brune dragter, havde ikke fuld munkeværdighed. De første år var ikke nemme for klostret. Munkene havde mange bedestunder og gudstjenester døgnet igennem vekslede med hårdt fysisk arbejde. Klostersamfundet var præget af beskeden levevis. Munkene var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage andagtsfuld tavshed, også under legemligt arbejde. Kun ved tegn meddelte de sig til hinanden.

Kort før 1200 nedbrændte klostrets oprindelige træbygninger og det meste af inventaret. Klostrets munke og husdyrbestand blev også ramt af pest og sygdom. Klostret blev dog hjulpet af Ribe-bispen efter brandene igangsattes byggeriet af klostret og klosterkirken. Der skulle bruges enorme mængder af munkesten og munkene oprettede selv et teglværk i nærheden af Løgumbjerg. Byggeriet stod på i over 100 år i perioden 1225-1325 og resulterede i et stort kloster med klostergård, og et mesterværk af en klosterkirke. Nu er kun klosterkirken og klostrets østlige fløj bevaret.

Cistercienserordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke; men i tidens løb slækkedes dog på kravene. Kirken har visse bygningsmæssige enkeltheder og stiltræk tilfælles med klostrene i Fontenay og Jouy i Frankrig og er nært beslægtet med cistercienserkirken i Sorø. Kirken er som de fleste cistercienserkirker indviet til Jomfru Maria. Hendes tegn, Marialiljen, sidder som kalkmaleri øverst på midtskibets nordvæg.

En række forskellige døre fører ind i kirken. Den nuværende hovedindgang fra nord var oprindeligt ”dødeporten”, hvor de døde munke blev båret ud til kirkegården. Den nuværende ”brudedør” i vestgavlen var oprindeligt indgang for lægbrødrene. En lille dør mod sydøst har forbindelse til det endnu bevarede sakresti. ”Dronningedøren” mod syd ud til korsgangen var oprindeligt ”processionsdør”, og ad den vej kom munkene ind i kirken om dagen. Endelig har ”munketrappen” mod syd forbindelse til dormitoriet eller sovesalen, og ad den vej gik munkene ved nattetide ned i kirken for at bede natlige tidebønner. I det hele taget var kirken meget flittigt brugt. Der var med faste mellemrum tidebønner og gregoriansk koralsang.

Munkene holdt dagligt flere messer i klosterkirken ved højaltret og ved sidealtrene. Desuden otte tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene "nattrappen", der gik direkte fra munkenes sovesal (dormitoriet) og ned i kirken. Kirken var opdelt i en klerikal del for de præsteviede munke og en del for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vestgavlen ad den lille dør.

Forfatter: Henrik J. Møller