Lifstrup Vestergård


Lifstrup Vestergård ca. 1910. Vedsted Christensen m. familie. Fotograf ukendt.

Intro

Gl. Lifstrupvej 30. Matr 4a Lifstrup. Før begyndelsen af 1700 tallet udgjorde denne gård sammen med Mosbjerggård en af Lifstrups gamle helgårde. 1664 var gården vurderet til 5 tdr. 1 skp. hartkorn. 1688 omvurderet til 5 tdr. 2 skp. 2 alb. hartkorn.

Gården

I begyndelsen af 1700 tallet var helgården delt i de to halvgårde, hver med 2 tdr. 5 skp. 1 alb. hartkorn. I 1844 var gården vurderet til 2 tdr. 3 skp. 1 fdk. ¼ alb. hartkorn. Gården blev udflyttet til sin nuværende placering efter udskiftningen i 1794. Før den tid lå gården i Lifstrups gamle bymidte, klods op ad Mosbjerggård.

Den gamle helgård tilhørte før 1638 Skodborghus. Ejeren af Skodborghus Manderup Abildgaard solgte fæstegården til Ølufgård ca. 1638. I den forbindelse beholdt han noget eng ved Hyllerslev i Janderup sogn (som før 1600 havde været tilknyttet helgården).

I forbindelse med Ølufgårds krise omkring 1660 blev helgården frasolgt Ølufgård. 1664 tilhørte den Riber Kærgård. Da Lunderup ved Varde senere blev overtaget af ejeren af Riber Kærgård, overgik den gamle helgård til Lunderup. Lunderup blev 1726 samlet med Enderupholm og Nørholm godser, og derved kom Lifstrup Vestergård til at tilhøre Nørholm (senere stamhus). Fæstegodset under Nørholm blev først frasolgt 1861 – 1879. Lifstrup Vestergård blev derfor først solgt til gårdfæsteren i 1870 og blev dermed den sidste fæstegård i Vester Nebel Sogn.

Fra ca. 1626 tilhørte fæstet af gården Ebbe Mortensen. 1638 var fæstet overtaget af Anders Pedersen (Anders Frøsig), som var gift med Kirsten. Han var der endnu 1655. Gårdfæsteren ca. 1662 - 1668 på helgården var Peder Nielsen Nyeland. Fra 1668 var det Hans Andersen fra Rousthøje i Grimstrup sogn. Denne Hans Andersen nævnes talrige gange i Skast herreds tingbøger. Hans Andersen var gift med Maren (eller Mae) Nielsdatter fra Esbjerg.
2 af Hans Andersens sønner overtog fæstet af helgården, som derefter blev delt i 2 halvgårde omkring 1700. Vestergård blev fæstet af sønnen Anders Hansen, som døde 1724, samme år som hans kone. Fæstet blev herefter overtaget af en Niels Christensen, som misvedligeholdt bygningerne. Ved herredstinget blev han derfor idømt i 1730 at rette op på dette forhold. Det skete dog næppe, idet han forsvinder ud af billedet senere på året 1730 og er vel blevet fradømt sit fæste.

Herefter blev fæstet overtaget af Hans Christensen, som var gift med tidligere nævnte Anders Hansens brordatter (datter af Hans Hansen, Mosbjerggård) Maren Hansdatter. Maren Hansdatter døde 1749. Hans Christensen døde selv 1771, og gården kan herefter have været fæstet af en Niels Jensen.

Sandsynligvis var det dog Hans Christensens søn Hans Hansen, som overtog fæstet. Han blev 1777 gift med Karen Jensdatter, en datter af Jens Hansen fra Matr. 6a i Hygum. Hans Hansen blev ved udskiftningen i 1794 pålagt at udflytte gården til dens nuværende placering.

Deres søn Hans Hansen fik fæstebrev i 1811 fra Nørholm. Han var gift med Ane Marie Moustdatter fra Grimstrup. De var barnløse, og nyt fæstebrev blev allerede udstedt i 1823 til Ane Marie Moustdatters bror Niels Moustsen/Mogensen. Han var først gift med Edel Kirstine Nielsdatter fra Tobøl, Guldager sogn. Hun døde 1838, og Niels Mogensen blev da året efter gift med pottemagersken Birthe Maria Christensdatter fra Ølgod sogn. Han døde selv 1865.

Sidstnævntes fælles søn Mogens Nielsen blev 1867 gift med Kirsten Madsdatter, en datter af Mads Madsen fra Mosbjerggård i Lifstrup. Han fik samme år fæstebrev fra Nørholm og frikøbte gården 3 år senere. Mogens Nielsen pådrog sig nok stor gæld ved købet af gården. Under alle omstændigheder frasolgte han de efterfølgende år flere parceller fra gården. Herunder blev en ny ejendom frasolgt til en søster og svoger, som i forvejen havde lejet denne parcel siden 1859. Desuden døde mange af hans børn af tuberkulose. Det endte med, at han måtte sælge gården og derefter gå ud som daglejer.

I 1889 blev gården overtaget af murermester Vedsted Christensen fra Matr 3a i Astrup i Bryndum sogn, som året efter blev gift med Bodil Marie Jensen fra Gunderup i Årre sogn. Deres søn Christen Nielsen Christensen (”Christen Vedsted”) blev 1924 gift med Kirsten Marie Jørgensen, en datter af Andreas Jørgensen, Lifstrupgård, og overtog samme år Vestergård. De frasolgte noget af gårdens store hedelod samt noget jord til et nyt statshusmandsbrug (som datteren og svigersønnen i øvrigt overtog senere).

Sønnen Verner Marinus overtog gården i 1961. Han var ugift og drev gården til 1983, hvor jorden blev frasolgt til Sandager. Bygningerne blev da overtaget af nuværende ejere Johanne og Bruno Hvid.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991