Lydum kirke


Lydum kirke. Foto: Vagn Wonsbek. Museet for Varde By og Omegn.


Opstandelsen. Monumentalmaleri af Jens Urup Jensen fra 1950. Foto: Vagn Wonsbek. Museet for Varde By og Omegn.


Vandringen til Emaus. Monumentalmaleri af Jens Urup Jensen fra 1950. Foto: Vagn Wonsbek. Museet for Varde By og Omegn.


Prædikestol. I sin kerne fra 1588, men store dele fornyet efter branden i 1783. Foto: Vagn Wonsbek. Museet for Varde By og Omegn.


Vue over alteret. Foto: Vagn Wonsbek. Museet for Varde By og Omegn.

Intro

Ifølge sagnet skal Lydum Kirkes grundvold være blevet flyttet. I dag står den romanske kirke dog solidt plantet på sin bakketop, uforstyrret bortset fra en større brand i 1783, som tog en del af inventaret.

Kirken

Bygningen

Kirkens skib og kor er romanske fra første halvdel af 1200-tallet. Tårnet er senmiddelalderligt og våbenhuset fra omkring 1800. Efter lynet slog ned og forårsagede en større brand i 1783 blev kirken kraftigt renoveret, bl.a. med nyt loft og tag.

I væggen ud for alteret er der en niche hvor der har været et piscina (et kar til at vaske altersættet) med afløb i muren. Nichen har været afdækket, men blev genåbnet i 1985.

Kalkmalerier

I koret er der rester af gotiske kalkmalerier fra omkring 1500. De er malet i røde og blågrå farver og forestiller bl.a. to geometriske rosetter og et våbenskjold for slægten Lange. Kalkmalerierne blev fundet i 1982 og opmalet i 1985.

På skibets nordvæg ses et monumentalmaleri af Jens Urup Jensen fra 1950. Det forestiller Gravlæggelsen, Opstandelsen og Emaus.

Ilden var sulten

Det meste renæssanceinventar ødelagdes i branden. En del af det romanske og gotiske inventar blev dog reddet, herunder alterbordet, et panelværk i fyrretræ fra slutningen af 1500-tallet.

Også altertavlen fra 1581 overlevede heldigvis branden. Den tidlig-reformatoriske tavle med sidefløje og mange bibelske indskrifter er den eneste katekismetavle på egnen. Det originale maleri i storfeltet forestiller Golgatha med Maria, Johannes og Maria Magdalena foran den korsfæstede Jesus. Øverst ses helligåndsduen i stråleglans. Altertavlen var i perioden 1886-1934 erstattet af en nyere altertavle med et maleri fra 1881 af Ancher Lund. Maleriet hænger i dag over skibets syddør.

Prædikestolen er stort set fornyet efter branden men baseret på stolen fra 1588.

Gravminder

I 1963 afdækkedes en krypt fra sidste halvdel af 1500-tallet i koret. Derudover er der i tårnet en krypt fra første halvdel af 1600-tallet foruden et gravkapel fra omkring 1700. I kirkegårdsdiget er der indsat tre bondegravsten, og foruden disse rummer kirkegården flere interessante gravsten.

Kilder

Kvong, Nørre Nebel, Lydum, Henne. Danmarks Kirker, Ribe Amt. Nationalmuseet.

www.nebel-lydum-kirker.dk