Lykkesholm - Ellested Sogn


Interiørbillede, sal på hovedgården Lykkesholm. Møblerne er nu på Ravnholt.


"Lykkesholm. Tegnet af H. C. Andersen."


"Rosenknoppen"


Hovedgården Lykkesholm, Ellested

Intro

Lykkesholm er et af Fyns ældste storgodser. Det omtales under navnet Magelund (’Stor Lund’) i 1329. I 1333 havde det et bøndergods på 684 tønder hartkorn, svarende til mere end 100 gårde.

H.C. Andersen

En af de første herregårde, H.C. Andersen besøgte, var Lykkesholm. I en periode på 10 år, fra 1832 til 1842 besøgte digteren herregården syv gange.

Da H.C. Andersen første gang besøgte herresædet Lykkesholm, var ejeren den 69-årige enke justitsrådinde Johanne Marie Lindegaard (1763-1838). Bekendtskabet med den gamle enkefrue blev stiftet allerede i Odense i 1830, da digteren var på Danmarksrejse, og hvor han bl.a. i Fåborg blev så uhyre forelsket i Agent Voigts datter Riborg. H.C. Andersen takkede nej til fru Lindegaards invitation, men to år efter, da han på hjemrejsen fra sin første udenlandsfærd befandt sig i Odense, mødte han på ny fru Lindegaard, modtog invitation og takkede ja.

I et brev til den moderlige veninde Signe Læssøe skrev H.C. Andersen den 2. august 1832:
Paa Lykkesholm gjorte man næsten for meget af mig, lod mig faae Alt hvad jeg kom til at yttre Ønske om; sov i det ældste Gemak, hvor Kai-Lykke havde slumret, havde en lang Gang med gamle Malerier udenfor og Vindelbroen tæt under Vinduet … I en Skylregn besaae jeg, fra en lukket Vogn, den hele Egn, Elverpigerne spøgede slemt derude sagte Folk, og jeg syntes ordenligt at jeg mærkede deres klamme Kys paa mine Feberkinder.”

En mere uddybende beskrivelse af Lykkesholm finder vi i et brev fra H.C. Andersen til sin ven Edvard Collin dateret Lykkesholm den 5. juli 1835:
”Gid jeg havde Dem hos mig, kun et Døgn, hvor megen Glæde vilde det ikke være mig; men det skulde være her paa det romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen, hvor man spiser ganske fortræffelig, og kan faae Viin og sød Fløde saameget man ønsker … Det er Kai Lykkes Stamhuus jeg er paa. Den ene Fløi er ganske antik endnu, med dybe Voldgrave, hvælvede Lofter og vævede Tapeter. Jeg har faaet det interessanteste Værelse, i et af de store Taarne, en bred gammeldags Topseng med røde Damaskes Gardiner, hele Olympen er vævet i Tapeterne, og over Kaminen er hukket Kai Lykkes Vaaben. Desuden spøger det her, hele Gaardens Besætning troer det, men jeg har endnu intet mærket, skjønt jeg, især den første Nat var noget aarvaagen. Er der Spøgelser til, haaber jeg at de har faaet den Fornuft i den anden Verden, at de ikke vise sig for Gemytter der have saalevende en Phantasie, at den kan slaae dem ihjel ved slig en Leilighed. Gangen til mit Værelse er behængt med adelige, stive Portrætter, der see noget skimlede ud. I forgaars fik jeg den Idee at bløde en Klud og vadske, netop Øinene paa dem allesammen, De skulde have seet hvor de gloede. Een af Frøkenerne, som ikke vidste deraf og pludselig saae paa dem, blev ganske forskrækket. Vi har den deiligste Have med Terrasser, den staaer i Forbindelse med Skoven og en stor Søe strækker sig lige op under vore Vinduer. – Jeg roer daglig omkring og synger Baccarolen af Maria. – Den gamle Fru Lindegaard, som eier Gaarden er en elskværdig og særdeles gjæstfri Kone; Frøken Ramsharteren er hendes Beslægtede og af disse var jeg indviteret ud; jeg vilde kun have blevet et Par Dage, men den smukke Egn, den søde Fløde, Meloner og Jordbær, gjorte et stort Indtryk paa mine Sandser, og da man ret meget bad mig blive, er jeg her nu paa 10de Dag. Fortæl Fru Drevsen at Damerne her, sværme for mig, som hun for Bulver, og saa er det naturligt, de kjæledægge for mig. Man forguder Improvisatoren, alt hvad jeg siger og taler finde de fortræffeligt, Alt hvad jeg yttrer Lyst til giver man mig. Man spørger mig om hvad Retter jeg vil have, om jeg vil kjøre Toure. De kan troe Øehlenschlæger hos sin Prinds, flateres ikke mere, end jeg. Det er første Gang jeg ret har følt Behageligheden af at være Digter. –Af andre Fremmede er her een af den 2den Aprils Helte, den gamle Excellense Ritsbrith og af unge Piger, en Jomf: Hansen fra Odense, som er ret smuk, (hun skal være forlovet med Mortier de Fontane.). I Skoven skal jeg nu vælge mig et Træ, hvor der skal sættes et Vers til Erindring om mig. Den eneste Skyggeside herude er – slemme Tyre. De har stanget flere, hvilket skal være høist ubehageligt. Besøg fra de adelige Nabogodser have vi hvert Øieblik.”

Herregårdsliv
Digteren blev ordentligt feteret på herregården, digteren var omgivet af beundrere, der var lystighed og bordet var altid veldækket. I et brev til samme ven 11 dage senere lyder det:
”Hør nu om mit Ophold paa Lykkesholm; det blev længere end jeg havde bestemt, man ønskede at beholde mig, flaterede Digteren og gav Mennesket den bedste Mad, Viin og Fløde og saa lod Andersen sig overtale til et Ophold paa 17 Dage. Man søgte at skræmme Helten derude. Satte en lebendig Hane under min Seng, fyldte Oldenborg i Kræmmerhuse, som hæftedes paa Omhængene, lagde Ærter i Sengen etc. etc., men jeg opdagede Alt, og var ædelmodig med ikke at hævne mig. Rigtignok havde jeg den Beslutning at lægge mig selv, som et Spøgelse i een af de i unge Damers Seng (de havde lagt en qvindlig Dukke i min), men jeg betænkte mig, jeg frygtede for at blive for nærgaaende. Den gamle Frue, som jeg betroede mig til derom, syntes ogsaa at have Betænkeligheder… Jeg har faaet en Fleersidighed, De vist vil beundre. Jeg kan sværme for en herlig Kjødsuppe og Dyresteeg, som for sorte Øine og Bellinis Melodier. Jeg drikker heller Kjernemælk, end Morgenrøde; og Champagne er den Kilde, som risler deiligst i mine Digterlunde.”

Lykkesholms romantiske beliggenhed stemte digterens poetiske gemyt. I romanen O.T. findes herregården beskrevet – det har vi digterens eget ord for:
“Kjære Ven! Nu er jeg da paa den Gaard hvor jeg har ladet min Otto Thostrup finde sin Louise; for mit Hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig”, skriver han til Edvard Collin i juni 1836, under det ophold, hvor han påbegyndte sin tredje roman Kun en Spillemand.
Det var nu ikke alene sværmeriet for ham og den arbejdsro, som Lykkesholm kunne byde sin gæst, der tiltrak digteren: “... mit aandelige, gode Jeg, siger: Drag til Odense! min Mave siger: hvilken Mad faaer Du ikke paa Lykkesholm! varm Frokost, herlig Viin og gode Senge. Mon man ikke skal lyde Maven? den er dog Centrum!”, lyder det fra samme tid kort før ankomsten, og efter ankomsten kunne Andersen berette: “Iaftes fik vi deilig Steg, Viin og Punsch. Idag Krebsesuppe, Steeg, Fisk, Budding og Jordbær. Man lever saa velsignet. Jeg længtes ogsaa efter at komme herud”.

Den gode mad på det gæstfrie Lykkesholm præger i høj grad Andersens beretninger:
De spørger mig om hvad Slags Budding vi fik paa Lykkesholm, Svaret er Marmor-Budding. Jeg skal dog beskrive Dem hvad vi fik igaar hele Dagen, saa kan De slutte Dem til Levemaaden. Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa Kaffe med en Fløde, som kunde staae. Det var Klokken 8; men Kl 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt Portviin. Klokken 2 1/2 Kjødsuppe med delicate Fiskeboller. Steeg; Melon; Gjede. Høns og Jordbær, derpaa Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10. Smørrebrød med Alleslags og varme (stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hvid Viin. Det er et sandt sybarittisk Liv, derfor tog jeg ogsaa en deilig Provinds Rose med i Sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpaa under Hovedpuden. Nonnen har jo sin Bambino, Herre Gud, saa maa dog en Digter have en uskyldig Provinds Rose, i sær naar han ikke er forlovet, spørg Deres Jette og mine andre Veninder; Fru Drevsen og Louise ere istand til at være saa trapistiske at finde ”Rosenkysset” upassende, men de kunne sagtens tale, den ene har en Mand, den anden en Kjæreste, havde de ikke, saa kyssede de vel ogsaa Roserne. Jeg har skrevet et Digt derom, som De ved Leilighed skal høre”.

Uden mad og drikke duer helten ikke, så et rosenkys måtte i sandhed være den rene uskyld, når man var overnattende gæst i kvindebedåreren Kai Lykkes stamhus. Det omtalte digt lyder i øvrigt:

1.Rosenknop, saa fast og rund,Deilig, som en Pigemund!Jeg Dig kysser, som min Brud!Yndigt meer, Du springer ud. Nok et Kys Dig Læben sender, Føl, hvor jeg brænder!

2.Jeg vil skrifte, som sig bør,Ingen har Jeg kysset før. Ingen Pige venter mig!Rose, jeg maa kysse Dig.Ak, Du ei min Længsel kjender.Føl, hvor jeg brænder! 3.Med hvert Kys Du faaer en Sang,Naar Du da er Støv engang,Sangen kalder Dig ihu.Ingen kyssed’ mig, kun Du.Kun ved Dig jeg Kysset kjender. Føl, hvor jeg brænder! 4.Danmarks Døttre ved min GravSige for hver Sang jeg gav:»Han just havde Kys fortjent!« Herligt sagt, men lidt for seent.Løn mig mens jeg er i live!Kys I mig give!

Tilbage på Lykkesholm
Året efter, i 1837, da H.C. Andersen igen besøgte sit “isola fortunata”, huskede han på sit rosen-motiv, da han skrev brev til sin gode ven Edvard - et eksempel på H.C. Andersen skarpe hukommelse, lune og ironi:
“Imorgen reiser jeg til Lykkesholm for ret at pleies, høre Musik, og spise Dyresteg; et Dyr er fældet har man mældt mig. Iaar er Roserne der afblomstrede; De veed jeg ifjor havde dem at kysse, ligesom Nonnen sin Bambino, iaar er det forbi med Roserne, nu maa jeg see at finde en anden Gjenstand.”

Digtet “Rosenknoppen” blev til i festligt lag. På Lykkesholm var H.C. Andersen i 1836 ikke den eneste gæst; også skuespilleren Foersom og komponisten Paulii talte blandt gæsterne. Paulii satte oven i købet H.C. Andersen digt i musik ved den lejlighed. Om selskabslivet berettede H.C. Andersen til Edvard Collin:
“Paa Lykkesholm var jeg begyndt at blive feed, følte mig særdeles vel, i de store Sale, ved den gode Mad og ved den rige Natur. Vi gjorte mange Udflugter og paa Ørebekkelunde, kunde Deres Søsteres Digter Bulver, ikke have faaet en mere smigrende Behandling end jeg, min Skaal blev først udbragt: »Danmark[s] Andersen, som hædrer vor gamle Borg med sin Nærværelse!« (Ærlig talt følte jeg mig lidt flau ved den særdeles Complimenteren). Imidlertid fik vi mange Gjæster til Lykkesholm og een af de, som blev, var Skuespiller Foersom. Han er godmodig, men saare raa! tænk! ved Middagsbordet hvor der var vist 40 Mennesker og halvdelen Damer, gjorte han med et Lommetørklæde og sine Fingere en Figur, som forestillede een med bare Laar og presenterede den. Det eneste Comiske var, at een af Damerne, som ikke saae godt, tog Lorgnietten frem for at beskue hvad det egentligt var. Een Morgen kommer jeg ind paa mit Værelse og der staaer Foersom ganske rolig og bruger min Tandbørste. ’Geneer Dem ikke!’ sagde jeg, ’men hvor gidder De bruge en Andens Tandbørste?’ ’O,’ svarer han, ’det bryder jeg mig s’gud ikke om, De feiler jo ikke noget!’ – Da han var borte, kom da strax min gode Tandbørste ud af Vinduet, jeg vilde ikke have den til min Mund. Foersoms hele Raahed kjedede mig og jeg begyndte da at længes efter Odense.”
På vejen til fødebyen ophørte herregårdslivets idylliske lykke: “Nu skal De høre min Lidelseshistorie. Min Kuffert kunde ikke gaae paa Vognen, den maatte op igjen og jeg, medens de Andre var paa Vognen, pille noget ud til Reisen. I Hastværk fik jeg min Sax ind i Tegnebogen og bag i Lommen. Vi kjørte, Saxen gleed ud, jeg stod af ved en Kro hvor vi ville have Mjød, jeg stiger op igjen og nu har Saxen vendt sig saa at jeg sætter mig een heel Tomme ned i den. Jeg kunde føle Blodet løb og nu maatte jeg ind og bade Bagdelen med Ædike og Vand. Pauli holdt Koppen og Foersom klemte Saaret, det var en brillant Scene.”

Værkerne fra Lykkesholm
“Rosenknoppen” og Kun en Spillemand var dog ikke de eneste litterære værker, der udspringer fra Lykkesholm i 1836. “Havets Døttre”, der senere blev omdøbt til “Den lille Havfrue” arbejdede digteren også med under sit ophold. Også senere under sommeropholdet på Lykkesholm i 1839 fandt H.C. Andersen inspiration. I et brev til Edvard Collin den 26. Juli 1839, skriver digteren:
“I de Dage jeg var paa Lykkesholm hvorhen jeg tog fra Odense, vandrede jeg daglig ene omkring i de smukke store Skove, der tage fat hvor Haven ender; jeg tænkte da paa Sverrig, mine Venner der og min Erkjendelse; jeg følte smukt den nordiske Aand, hvorledes de tre Brødrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen Nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, saa skete det; jeg troer at faaer den en rigtig Melodie, een, som »Kong Christian«, har det, da kan den gjerne blive skandinavisk, her er den. Lad Eduard læse den for sin Fader.

1.Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,I trende Riger er vort Hjemstavn deelt;Men mellem Nutids store HimmelGaverEr den: vort Hjerte voxer til et Heelt!Lad være glemt, hvis os en Uret skete,Tidsaanden, som en luttret MargaretheForener os, den trefold Kraft forlener,Selv Sproget os forener.Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,Jeg jubler høit: jeg er en Skandinav!

2. Kom med paa DovreFjeld hvor Jøklen ligger,Hør Fossens Torden, Sætterpigens Sang.Den friske Sø og BjergLuft jeg inddrikker,Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang,Og hvis om Snillets Mænd jeg hører heller, Da Bergens By om Holberg mig fortæller;Til Fjelds! til Fjelds! Med stærke Klippeborge Staaer Du mit gamle Norge,I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;Jeg elsker Dig; jeg er en Skandinav!

3.Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,See, Floder, store Søer er vor Vei!Seil over Bjerget, hvor de høie BirkeUdaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!Herfra lød Gustav Adolfs Navn paa Jorden,Han var den sidste Ridder her i Norden.Lidt Barkbrød og den svenske Bonde synger, Ham Nøisomhed forynger,Han synger Sangene ham Skjalden gav,Og vi med ham; Jeg er en Skandinav.

4.En smuk Bouquet af Kløver, Korn og Humle, Er Danmark! kom og see vor Bøgeskov!Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle,Det dundrer lystigt under Hestens Hov.Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Og her har Sangen Vinger.En Rose Danmark er! syng Skandinav,Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5.Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand;De gamle Folkesange os forbinde,I Melodien er et kraftigt Baand.Af Enighedens Sæd kun Godt man høster,Vi skue kjækt mod Vester og mod ØsterI Fryd og Sorg! O her er godt at være!Her leve vore Kjære!Fra Bøg og Birk og Gran, vidt over Hav,Lyd Glædes Sang: Jeg er en Skandinav!

Man kan næsten af brevet og digtet aflæse en anden og mere behersket tone. Stemningen havde også skiftet. Den gamle enkefrue Lindegaard var året før afgået ved døden. “Ak, hvor forandret”, skrev digteren til Signe Læssøe under dette besøg. “Jeg kommer her ikke mere igjen”. Det skulle dog ikke komme til at passe. Både i 1840 og 1842 var digteren på den gamle herregård, men på fransk visit. Tiderne havde ændret sig, og H.C. Andersen kunne ikke genfinde den fest og glæde der førhen havde præget Lykkesholm. Ved meddelelsen om fru Lindegaards død i 1838 indrykkede H.C. Andersen et mindedigt for den livsglade enkefrue i Ove Thomsens Fyens Stifts-Avis og Avertissements-Tidende:

Fru Lindegaard
Jeg veed et Sted midt paa den fyenske Ø
Et deiligt Sted, saa skovrigt og saa bakket,
Der staaer tæt ved en speilklar deilig Sø
En gammel Herregaard med Gavlen takket,
Hvor Svalen bygger og hvor Storken boer,
Thi Egnen rundtom er et lille Eden,
Og skal jeg nævne Gaardens Navn jeg troer,
Betegnende den nævnes: Gjestfriheden.
Velkommen, lød det her med Hjertets Ord,
Men hiint Velkommen siger hun ei længer,
Hun, som for Armod dækkede sit bord,
Ved aabne Dør nu Sørgefloret hænger;
Hun var saa blid mod Fattig, som mod Riig,
Tilfredshed, Glæde, rundt om sig hun skabte,
Nu staaer i Landsbykirken hendes Liig,
Og Bonden græder, han en Moder tabte.