Møgeltønder


Slotsgaden i Møgeltønder. Foto: John Frederiksen

Intro

Møgeltønder by er mest kendt for Schackenborg Slot, som i dag er i kongehusets eje. Byen er dog i sig selv et interessant eksempel på et bymiljø opstået omkring et slot.

Møgeltønder

Møgeltønder betyder egentlig »Storetønder«, men byen er i dag betydeligt mindre end Tønder. Her ligger Schackenborg Slot, hvis hovedbygning fik sit nuværende udseende i 1700-tallet samt Slotsgaden med ualmindeligt mange velbevarede huse fra 1700- og 1800-tallet. I det nærliggende Gallehus blev de to berømte guldhorn fundet i henholdsvis 1639 og 1734.


Slotsgaden

Slotsgaden i Møgeltønder, som er anlagt med brosten og allé, er anlagt af greverne omkring 1680. Boligerne blev oprindeligt indrettet til slottets embedsfolk og ansatte. Næsten alle huse er fredet i dag. Gaden er et eksempel på et enestående bebyggelsesmiljø fra 1700- og 1800-tallet.


Fyrstekirken

Møgeltønder kirke er Sønderjyllands bedste eksempel på en "fyrstekirke" – dvs. en middelalderlig kirkebygning, der i meget høj grad er præget af, at en nærliggende godsejer havde patronatsretten (var kirkeværge) og opfattede den som sin "personlige" kirke. På Møgeltønder kirkegård blev der i 1922 afsløret et monument, udformet af godsinspektør C. Davidsen, for 47 fra sognet, der faldt i Første Verdenskrig.