Mandø


Mandø. Vadehavscentret

Intro

Mandø består af tre sammenvoksede øer: Mandø, Gl. Mandø og Kathaleholme. Hele øen er inddiget, men stormfloder er flere gange brudt igennem digerne. Mandøs ca. 763 hektar huser ca. 50 fastboende. Om sommeren mangedobles indbyggertallet med turisterne.

Mandøs historie

Øens geologiske historie
Syv km fra fastlandet ligger Mandø, som er den mindste danske Vadehavsø. Vadehavsøerne danner en barriere for havstrømmen, så tidevandet kan aflejre sand. Det betyder, at øerne mod vest hele tiden får opbygget nye klitrækker.

Mandø består af de tre sammenvoksede øer Mandø, Gl. Mandø og Kathaleholme. Først i 1935-1937 blev Mandø én ø med opførslen af ringdiget. Mandø består næsten udelukkende af marsk og kun én klitrække.

Diger og adgangsveje
To veje forbinder Mandø med Jylland, Ebbevejen og Låningsvejen, og de er sikrest at krydse ved lavvande. Låningsvejen er anlagt på et vandskel, dvs. en sandbanke, der adskiller Vadehavets dybe render. Højvandet har mange gange overrasket de vejfarende, og talløse biler er blevet skyllet i havet. Ebbevejen er markeret med grene. Låningsvejen blev anlagt på en dæmning i 1970erne.

Digernes beskyttelse har aldrig været varig eller sikker. Omkring 1720 omtales digebyggeri, og siden 1830 beskyttede et sommerdige af tang markerne nærmest byen. Det første rigtige havdige blev bygget i 1887, men det blev gennembrudt flere gange under stormflod. Ringdiget fra 1935-1937 forenede Mandø, Gl. Mandø og Kathaleholme.

Mennesker på Mandø
Mandø By ligger i læ af klitterne på øens vestlige side. Resten af øen er præget af marskengene, hvor får og kvæg græsser. I dag er der kun ét fuldtidslandbrug tilbage.

Mandø nævnes i Kong Valdemars Jordebog fra 1241, og den tidligste bosættelse menes netop at være sket i 1200-tallet. Kirken og byen lå da på Gl. Mandø, på den nordlige del af øen. I 1500-tallet tvang stormfloderne folk til at flytte byen i læ i vestsiden.

Mandø Kirke er fra 1700-tallet. Indbyggerne lever i dag mest af turisme og andre erhverv inde på fastlandet. Om sommeren mangedobles det faste indbyggertal på 50 sjæle, når turisterne kommer til øen som endags- eller sommerhusgæster. Mandøbussen kører til øen hver dag, og køreplanen afhænger af tidevandet.