Matr. 8a i Hygum i Vester Nebel sogn

Intro

Matr. 8a i Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Denne ikke længere eksisterende gård lå 100 m øst for Bøgely. Oprindeligt havde den ligget 400 m mod nordøst, lidt øst for, hvor Østre Hygumvej 1 ligger.

Gården

Gården udgjorde sammen med Bøgely en af Hygums gamle helgårde med 6 tdr hartkorn i 1664. 1688 nedvurderet til 5 tdr 4 skp 2 alb hartkorn. På et tidspunkt i 1700 tallet blev gården delt i to halvgårde, hver med 2 tdr 6 skp 1 fdk hartkorn. 1844 var gården vurderet til 3 tdr 3 skp 2 fdk 2 alb hartkorn. Bygningerne forsvandt kort tid efter 1917.
Gården tilhørte Ølufgård frem til 1664. Senere ejere: se Bøgely. Gården blev på et tidspunkt inden 1720 opkøbt af Hans Christensen Spangsberg i Strandby. Han solgte halvdelen (og sandsynligvis resten senere) 1723 til sønnen Christen Hansen Spangsberg, efter hvis død gården gik i arv til sønnen Søren Christensen Spangsberg, Uglvig. Efter sidstnævnte arvede Niels Madsen i Veldbæk gården. Han solgte den til gårdfæsteren i 1801.

Gårdfæsteren i 1664 var Hans Sørensen. Denne Hans Sørensen var søn af Søren Hansen og Maren Hansdatter i Hygum, som havde fæstet gården frem til begyndelsen af 1630erne. Søren Hansen var død ca. 1638 i Hygum, hvorefter Maren Hansdatter havde giftet sig med Mads Thomsen i Gjesing.
Hans Sørensens datter var sandsynligvis Margrethe Hansdatter, som blev gift med Jens Throgelsen omkring 1666. Jens Throgelsen, der havde en bror på Øluf Mølle og måske var fra Allerup i Sneum sogn, overtog fæstet af gården, men døde allerede ca. 1676, hvorefter enken blev gift med Carl Pedersen fra Lilledarum i Darum sogn. Han stod som gårdfæster 1681 og 1688.

Hans søn Peder Karlsen overtog fæstet af gården. Peder Karlsen var gift med Mette Hansdatter fra Strandby i Jerne sogn – hun var en søster til den senere ejer af gården Christen Hansen Spangsberg. Peder Karlsen døde 1722, hvorefter enken blev gift med Søren Eskesen, som sandsynligvis var fra Nourup i Jerne sogn. Han drev gården videre.
Senest 1738 var fæstet af matr. 8a i Hygum overtaget af Christen Hansen, som var gift med Maren Pedersdatter. Maren Pedersdatter var rimeligvis en datter af Peder Karlsen, og den gamle helgård blev sandsynligvis delt i de to halvgårde, da hun blev gift omkring 1738. Christen Hansen var fra Nourup i Jerne sogn. Maren Pedersdatter døde 1789.

Deres søn Christen Christensen blev 1790 gift med Kirsten Lauridsdatter fra Forumlund i Bryndum sogn, og de overtog fæstet af gården omkring det tidspunkt. Christen Christensen frikøbte gården 1801, men døde allerede 1813. Enken blev samme år gift 2. gang med Peder Nielsen fra Gunderup i Årre sogn (hans bedstefar var Søren Hansen, Hygum Østergård), som drev gården videre. Kirsten Lauridsdatter døde selv 1824, hvorefter Peder Nielsen blev gift 2. gang året efter med Bodil Jensdatter fra Skjern sogn.
Sidstnævntes søn Niels Pedersen blev 1851 gift med Kirsten Sørensdatter, en datter af Søren Mortensen fra matr. 1a i Hygum, og overtog gården samme år. Han udstykkede 1881 omkring 25 tdr l til en ny ejendom for en datter og svigersøn.

I 1883 blev gården overtaget af Jens Christian Christensen, kaldet Jens Esbjerg, fra Esbjerg i Jerne sogn. Han var en bror til Peder Christensen, Hygum Vestergård. Jens Esbjerg blev 1884 gift med Bodil Kirstine Hansen fra Rousthøje (hendes bedstefar var Søren Mortensen fra Hygum 1a - dvs. hun var en niece til den tidligere ejers kone). De drev gården i mange år og forbedrede gårdens jord. I 1916 frasolgte de det resterende af gårdens sydlige jord til brorsønnen på Hygum Vestergård samt lidt jord til Østre Hygumvej 1.

Restejendommen blev 1917 (samme år som Bodil Kirstines død) solgt til sønnen Hans Søren Christensen på Bøgely. Han lagde jorden ind under Bøgely og brækkede efterhånden bygningerne ned. Stenene blev anvendt til den nye stald på Bøgely. Jens Esbjerg bosatte sig i et aftægtshus på gårdens jord. Efter Jens Esbjergs død i 1928 blev dette aftægtshus også brækket ned. Stenene blev anvendt til Bøgelys nye lade.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991