Matr 3a Astrup i Bryndum sogn


Matr 3a i Astrup. Niels Jesper m. familie. Fotograf ukendt.

Intro

Mikkelshøjevej 10. Matr 3a Astrup, Bryndum sogn i Esbjerg kommune. Denne gård var en af Astrups gamle helgårde med 7 tdr 4 skp 2 fdk 2 alb hartkorn i 1664. 1688 var gården vurderet til 3 tdr 7 skp 3 fdk 2 alb hartkorn. 1844 1 tdr 6 skp ¼ alb hartkorn.

Gården

Før ca. 1837 lå ejendommen 650 m mod nordvest, 10 – 15 m øst for, hvor Daugård oprindeligt lå.

Gården tilhørte Kronen, men i modsætning til mange andre gårde i området blev den ikke udlagt til Ryttergods 1680 – den var nemlig øde på det tidspunkt. 1688 blev gården betegnet som Kongens Ødegods. Efter Kronens frasalg af sit gods i området 1716 – 19 kom gården i privateje. Efter midten af 1700-tallet tilhørte gården Søren Christensen Spangsberg, Uglvig, som sandsynligvis havde overtaget gården efter sin far Christen Hansen Spangsberg, Uglvig. Søren Christensen Spangsberg solgte gården til gårdfæsteren i 1796.

I 1664 var Søren Sørensen og Hans Lauritsen gårdfæstere. 1681 og 1688 var gården øde.
Fra ca. 1739 tilhørte fæstet Hans Nielsen. Han var gift med Anna Svendsdatter fra Bryndum. Deres søn Niels Hansen overtog fæstet omkring 1780, hvor han blev gift med Maren Christensdatter, en datter af Christen Pedersen fra Hygum Nørregård i V. Nebel sogn. Hun døde 1782, hvorefter han samme år blev gift med søsteren Anne Christensdatter.

Mens de boede på gården blev den 1796 solgt til en Hans Christensen, som sandsynligvis ikke boede på gården. Det var nok Anne Christendatters halvbror på Hygum Nørregård. Han udparcellerede gården. Niels Hansen og hustru købte 4 skp 1 3/5 alb hartkorn fra gården og grundlagde en ny ejendom, matr. 8, og flyttede derover. Desuden blev 1808 4 skp 1 fdk 3/5 alb frasolgt til en ny ejendom (matr 6a) samt et engstykke, Kløfteholmen til Hans Christensen selv (faktisk blev disse 2 jordstykker først frasolgt af den næste ejer, men udstykningen skete i Hans Christensens tid). Hans Christensen tilkøbte samtidig 1 tdr 6 skp fra Daugård, som dels blev solgt til Enghavegård, en ny ejendom (matr. 9) samt til den anden nye ejendom (matr 6a).

Hans Christensen solgte gården 1800 til Christen Thuesen fra Tarphage i Billum sogn. Han var gift med Karen Poulsdatter. De flyttede allerede fra sognet 1805. 1805 blev gården med 2 tdr 5 skp 3 fdk 2/5 alb hartkorn fæstet af Hans Therkelsen Hansen fra Tjæreborg, som døde samme år. Enken Kirsten Laugesdatter købte samme år gården og blev gift med Carsten Jensen fra Tjæreborg.

Deres søn Hans Carstensen blev 1830 gift med Mette Maria Olesdatter fra Bjerremose i Horne sogn og overtog gården året efter. Han udflyttede gården ca. 1837 fra åen til en mere central placering på marken. Denne nye gård nedbrændte vistnok 1841, hvorefter en ny gård blev opført 1842. Hans Carstensen solgte jorden, hvor ejendommen oprindeligt lå, og udmarkerne. 1837 blev 1½ skp hartkorn frasolgt til Daugård, 3½ skp hartkorn til Astrupgård, og 3½ skp hartkorn til en ny ejendom (matr. 3d).

Restejendommen med 1 tdr 5 skp hartkorn blev solgt 1845 til søsteren og svogeren Mette Marie Carstensen og Christen Vedstesen. Christen Vedstesen, der var fra Lyne sogn, drev gården til sin død i 1886. Hans kone døde 1890.
Kort tid før sin død afstod enken gården til sin ugifte søn Niels Jesper Christensen. Han blev omkring 1892 gift med Ane Margrethe Jepsen fra Jerne og drev gården til sin død i 1935. Efter hans død blev gården 1936 overtaget af den ugifte søn Christen Christensen (kaldet Jesper). Han lod en ny stald opføre kort tid efter overtagelsen.

I 1970 blev ejendommen overtaget af brorsønnen Ejnar Christensen (søn af Jens Jeppe Christensen, Astrupgård). Agnete og Christen Christensen var bosatte på Forum Hovedvej 113 og bosatte sig ikke straks, men drev jorden og havde minkfarm. Christen Jesper og hans husbestyrerinde blev boende indtil de ca. 1984 kom på plejehjem. De gamle bygninger blev revet ned ca. 1989. I 1974 byggede Ejnar Christensen nuværende stuehus og flyttede ind i dette sammen med familien. Han døde 1981.

Enken flyttede til Varde 1988 og solgte da ejendommen til nuværende ejere, datteren Bodil Riis Christensen og Hans Henrik Olesen fra Orten ved Varde.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
”Forum-området 1664 – 1993” Henning Jørgensen 1993