Mejslingvej 39, Jerlev, Laustengaard


Luftfoto af Mejslingvej 39. ©Vejle Stadsarkiv

Intro

Matrikelnr. 8 A m.fl. Ejerlav: Mejsling Sogn: Jerlev Herred: Jerlev Gården er en af de oprindelige gårde i byen.

Gården

I 1664 var Hartkornet på 5 tdr. 6 skp. 1 fjdk 1 alb.
Fæstegård: Beboet af Jess Madsen, efter ham sønnen Laurits Jessen.
Matriklen 1688 gav gården nr. 1. Hartkorn var nu sat til 4 tdr. 1 skp. 2 fjdk. 1 alb. Skovskyld 2 2/3 alb. Beboeren var Laurits Ifversen.
Anders Mortensen overtager gården før 1701 og har den frem til den 17. juli 1724, hvor han formedelst sin høje alder ganske frivillig afstår til sønnen Morten Andersen, som derpå fæster gården. Besætningen var på 2 bæster, 5 kør og 10 får. Bygningerne var på 13 fag i temmelig slet stand. Han overlader halvdelen af gården den 17. september 1726 til Landdragon Christen Mortensen, formedelst stor armod og sygdom i besætningen - der var kun 1 bæst tilbage og bygningerne på 20 fag, som var forfalden. Christen Mortensens hartkorn er 2 tdr. 3 fjdk. ½ alb og skovskyld 1 1/3 alb.
Disse to halvgårde bliver herefter aldrig samlet igen. Morten Andersens halvgård bliver senere til matr. 1a ”Engeslund”, Mejslingvej 41.
Denne halvgård fortsætter med Christen Mortensen som selvejer. Han var født i Mejsling og bliver i 1725 gift med Maren Erichsdatter af Jerlev, hun var født i 1704 som datter af Erich Jensen og Mette Jensdatter på gård nr. 1.
Christen Mortensen køber sin del af gården for 253 rigsdaler og 52 skilling på auktion i Koldinghus den 10. maj 1766. Han sælger den til sin dattersøn, Christen Jacobsen den 2. januar 1771 for 126 rigsdaler 74 skilling.

Første gang gården ses i brandforsikringen er i 1784 med følgende udseende:
Selvejer er fortsat Christen Jacobsen. Hartkornet er sat til 2 td. 3 skp. ½ alb.
1. 13 fag stuehus til nord, tillige med bryggershus og stald i mådelig stand….
2. 15 fag stald og lade i øst i mådelige stand …..

Få år senere, i 1797 ses at den østre længe er nedbrudt og en ny længe er kommet til, også flere detaljer om de enkelte bygninger kan nu ses:
Selvejer gårdmand Christen Jacobsen i bemeldte Mejsling bye, hans gaard som
under matrikel No. 1 og 2 står for hartkorn, ager og eng 3 tdr. 2 fjdk. 2 alb. og
skovskyld 2 1/3 alb.
1. Sals eller stuehuset beliggende til nord i gården, bestående af 15 fag, hvoraf 5 fag er stueværelse med fjæle loft, og 10 fag til bryggers og stald, 10 alen dyb, 1 etage høj, egebindingsværk, 1 skorsten og 1 bagerovn dels leer og dels brændte murstens vægge, samt stråtag.
2. Et lade og staldhus, beliggende til vesten i gården, bestående af 15 fag, hvoraf 2 fag er port, 8 alen dyb, 1 etage høj, egebindingsværk, leer vægge og med stråtag.
Bygningerne som forhen har været takseret i brandkassen i bemeldte beboer Christen Jacobsens tid, fandtes forsvarlig indrettet imod ildfare, og ved samme følgende brandredskaber, nemlig: 1 lang og 1 kort brandstige, 1 brandhage, 1 læder og 1 træe spand med jern bånd, samt 1 brandlygte, alt sammen i forsvarlig stand, samt deltagende i sognets slange sprøjte.

Der er blevet købt og solgt en del i de følgende år. Bl.a. køber han stedet ”hus nr. 1 og 2, der står for hartkorn 6 skp. 2 fjdk. 1 alb. skovskyld 23/24 alb.
Christen Jacobsen ses at have været gift 4 gange, første gang den 6. juli 1777 i Jerlev kirke med enken Appolone Christensdatter, hun blev begravet den 16. januar 1785, 52 år gammel. Anden gang med Grethe Hansdatter, som blev begravet den 20. oktober 1795, 48 år gammel. Tredje gang gift med pigen Anne Sørensdatter den 15. oktober 1796, datter af Søren Madsen på gård nr. 6. Hun blev begravet kort efter ægteskabets indgåelse den 1. november 1797, 32 år gammel. Fjerde ægteskab med pigen Karen Rasmusdatter, som han også overlevede - hun døde den 20. april 1815, 45 år gammel. Christen Jacobsen selv døde den 13. februar 1830, 86 år gammel.
Den næste mand på gården bliver Laurits Andersen. Han var kommet fra gård nr. 7a i Mejsling, hvor han havde ægtet enken Anne Nielsdatter. 1806 solgte de matr. 7a. Anne Nielsdatter dør den 2. juni 1822, 72 år gammel, hvorefter Laurits gifter sig igen som 55 årig i Jerlev kirke den 9. november 1822 med pigen Ane Margrethe Andersdatter, som da var tjenende i Højen præstegård. Hun var datter af gårdmand Anders Thomsen og Anne Jensdatter i Jerlev. Laurits Andersen dør den 12. februar 1848, 82 år gammel her på gården og enken den 4. marts 1876, 79 år gammel. Forinden havde han solgt gården til svigersønnen Anders Larsen for 400 rbd. som fik skøde den 26. juni 1844. Han havde året forinden giftet sig med den 17-årig datter på gården, Ane Marie Lauritsdatter den 11. oktober 1843. Han var søn af Lars Andersen og Anne Margrethe Pedersdatter fra Matr. 28a i Jerlev og født den 20. januar 1818, mens Ane Marie var født den 25. oktober 1826.
Gården bliver takseret i brandkassen den 7. november 1855 med følgende udseende:
A: et stuehus i nord 10 fag 9 alen dyb grundmure af 1 sten, dels egebinding lermurede vægge 3 alen høj, overdelen fyr og bøg, lægterne fyr og bøg, stråtag, deraf de 6 fag til beboelse med breddeloft, 1 skorsten 1 ovn vurderet for 360 rbd. de andre 4 fag til heste og fæ vurderet for 140 rbd. i alt 500 rbd.
B: det østre hus 7 fag 7 alen dyb, egebinding lermurede vægge 3 alen høj, overdelen eg og bøg, stråtag, til lade vurderet for 200 rbd.
C: det søndre hus 5 fag 6 alen dyb egebinding lermurede vægge 2½ alen høj, overdelen eg og bøg, stråtag til lade og brændehus vurderet for 100 rbd. stedet samlet vurderet for 800 rbd.

Ane Marie dør af tæring på sin 34-års fødselsdag den 25. oktober 1860. Anders Larsen gifter sig igen med en pige fra Øster Starup, Ana Katrine Madsen. Hun dør den 6. april 1885. Nogle år forinden havde Anders Larsen solgt stedet og var gået på aftægt hos sin søn, Laurits Andersen, som fik skøde den 27. juni 1881. Han var født den 16. august 1848, og var bleven gift i kirken den 11. oktober 1889 med pigen Dorthe Pedersen, datter af husmand på Nørre Vilstrup mark, Peder Hersleb Pedersen og Dorthea Marie Laursen. Hun blev født den 16. juni 1868. Det bliver deres søn, Anders Larsen Andersen som overtager stedet i 1933. På dette tidspunkt var besætningen på stedet 1 hest, 5 køer, 3 ungkvæg og 6 svin. Han blev født den 4. juni 1890 og gift med Ane Margrethe Danielsen, der er født i Aulum den 31. august 1896 som datter af Tømrer Henrik Danielsen. Anders Larsen dør 19. august 1957, hvorefter enken overtager stedet - hun dør først den 2. april 1991.
Den 29. marts 1988 får Lars Marcussen skøde på gården, som han har frem til
7. december 1995, her ses Niels Erik Kragh at få skøde på gården.
Nuværende bygninger: stuehuset er opført i 1850, ombygget i 1997.
En avlsbygning er opført i 1890, endelig en tredje bygning opført i 2006