Meldgård i Vester Nebel sogn


Meldgård ca. 1930. Bonde Kn. Schmidt m. familie. Fotograf ukendt.

Intro

Nebelvej 13. Matr 4a V. Nebel, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Denne gård udgjorde tidligere sammen med Søagergård en af Nebels gamle helgårde. 1664 vurderet til 5 tdr 3 skp hartkorn. 1688 vurderet til 4 tdr 6 skp 2 fdk hartkorn.

Gården

På et tidspunkt blev gården delt i de to halvgårde (havde vistnok allerede i 1600 tallet to fæstere), hver med 2 tdr 3 skp 1 fdk hartkorn. I 1844 blev gården vurderet til 2 tdr 7 skp 2 fdk ¾ alb hartkorn. Gårdens bygninger lå oprindeligt 400 m sydpå i Nebels gamle bymidte.
Meldgård tilhørte Ølufgård frem til 1789 og blev da frasolgt til gårdfæsteren.

Rimeligvis var det denne helgård, hvor der var 2 gårdfæstere i 1664. I så fald var gården tilbage før 1636 fæstet af Jacob Svendsen. Han fæstede måske gården sammen med Poul Brixen. Jacob Svendsen stod stadig som fæster 1664, og fæstede da gården sammen med Peder Hansen. Peder Hansen nævnes allerede 1652 i forbindelse med hans første kones død og havde måske overtaget fæstet ca. 1650 efter Poul Brixen.

Efterfølgende teorier kan både gælde Meldgård og Søagergård. En teori kan være, at nærværende halvgård var fæstet af Jacob Svendsen. Han døde 1666, og hans arvinge frasagde sig da arv og gæld. Fæstet blev da overtaget af Mikkel Nielsen, som var gift med Jacob Svendsens datter Kirsten Jacobsdatter. De stod stadig som fæstere 1688. Før 1688 var fæstet af nærværende halvgård overtaget af en Peder Poulsen. Han var måske Mikkel Nielsens efterfølger og var gift 2 gange. Hans 2. kone var Abel Sørensdatter fra Darum.

Peder Poulsens datter Maren Pedersdatter blev ca. 1728 gift Laurids Christensen fra Måde i Jerne sogn, og han overtog fæstet af halvgården efter svigerfaderen. Laurids Chrisensen, der blev kaldt Laurids Made, døde 1737, hvorefter enken blev gift med Hans Jepsen, som måske var søn af Jep Christensen fra Nebelgård.

Hans Jepsens søn Jeppe Hansen blev 1770 gift med Dorthe Hansdatter fra Spangsberg, og de overtog fæstet af Meldgård. Jeppe Hansen og hans kone fæstede kun gården i få år og flyttede derefter over i et hus. Gården blev derefter fæstet af Niels (Christian) Jørgensen, som blev gift med Anne Jørgensdatter i 1786. Niels Jørgensen var søn af Jørgen Sørensen, som havde fæstet Nebelgård. Han frikøbte gården 1789, men døde allerede 1795, hvorefter enken året efter blev gift med Niels Jensen fra Bryndum.

Niels Jensen drev gården videre. Da hans første kone døde 1811, blev han samme år gift med Mette Nielsdatter fra Forum. Selv døde han 1831. Enken blev da gift året efter med sin karl Frands Frandsen, som stammede fra Guldager Mølle.
Niels Jensen og Mette Nielsdatters datter Johanne Nielsdatter blev 1840 gift med Laust Jepsen fra Bryndum, som overtog gården. Hun døde 1855, og Laust Jepsen blev da året efter gift med Maren Hansdatter fra Vilslev sogn. Laust Jepsen udstykkede gårdens sydlige jord til en ny ejendom for den ældste søn og lidt jord til et hus.

I 1874 blev gården overtaget af sønnen af første ægteskab Jeppe Hansen Lauridsen, som 2 år efter blev gift med Maren Nielsen, en datter af Niels Mortensen fra matr. 6a i Hygum. Hun døde 1881. Jeppe H. Lauridsen købte derefter Hygum Østergård i 1883 og afstod gården til svogeren og halvsøsteren, Hans Martin Lauridsen og Johanne Lauridsen, som blev gift samme år. H. M. Lauridsen var fra Bryndum.

Også de nye ejere beholdt kun gården i kort tid, idet de 1889 fraskilte noget jord til en ny ejendom, Højtoftegård, og flyttede derhen. Meldgård blev da overtaget af Johannes bror Hans Nielsen Lauridsen, som samme år blev gift med Esther Schmidt, født i Slesvig.

I 1898 flyttede den nye familie til Vr. Nykirke sogn og afstod gården til Bonde Knudsen Schmidt, der samme år blev gift med Marie Karoline Bech. Han var født i Brede sogn, men hans mor stammede fra Toftnæs i Alslev sogn. Marie var plejedatter hos Grethe Windfeld, Ølufgård. De drev gården i mange år og udstykkede 1940 gårdens jord (sammen med noget tilkøbt) til en ny ejendom for en søn.

Efter Marie Schmidts død 1947 blev gården samme år overtaget af sønnen Kai Schmidt, der også samme år blev gift med Karen Marie Sørensen, en datter af Thomas Sørensen, Schæfergård.
De nye ejere drev gården videre. Jorden blev dog frasolgt 1970, og i 1987 flyttede de til Vester Nebel by.
Ejendommen har herefter tilhørt forskellige. I dag tilhører den Marie og Anders Hamming, som overtog ejendommen 1995.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991