Mindesmærke for Chresten Berg


Afsløringen af mindesmærket for Chresten Berg på Kolding Banegårdsplads den 2. august 1906. Copyright KOlding Stadsarkiv.


Chresten Berg, folketingsmand for Venstre 1865-91 valgt i Kolding kredsen. Uddannet lærer. Stifter af de bergske blade i 1870'erne. Copyright Kolding Stadsarkiv.


Statuen af Chersten Berg er siden fotografiet blev taget i 1994, blevet flyttet til sin nuværende placering på den nyrenoverede (2009) banegårdsplads i Kolding. Fotograf A. Kernwein, copyright Kolding Stadsarkiv.

Intro

Chresten Berg (1829-1891) arbejdede, inden han blev landskendt som venstrepolitiker, som lærer ved Borgerskolen i Kolding i årene 1852 til 1861. Efter han gik ind i politik stiftede han de bergske blade i 1870'erne.

Seværdigheden

Chersten Berg (1829-1891) Chresten Berg fødtes 18.12.1829 I Fjaltring ved Lemvig og blev læreruddannet på Ranum Seminarium. I 1852 blev han ansat i det magre embede som femtelærer ved Borgerskolen i Kolding. Han blev meget populær både hos børnene og deres forældre, og gjorde en stor indsats for at reformere byens skolevæsen og opnåede i den forbindelse støtte fra byens borgere ofte i opposition til autoriteterne. Når hans forslag ikke fandt genklang hos de ledende skolefolk veg han ikke tilbage for private skoler. I 1858 fik han skabt en privat håndgerningsskole for piger i den nybyggede Borgersko-le, nu Nicolai-Historie, og fik ved private bidrag ansat en lærerinde. I 1861 blev håndgerningsskolen en del af det offentlige skolevæsen. Han oprettede et Læsebibliothek for Kolding Ungdom som i 1879 indgik i Kolding Folkebibliotek.Det blev også til en aftenskole for konfirmerede håndværkerlærlinge og en fri aftenskole med undervisning i almendannende fag og fagtegning. Denne skole udviklede sig til Kolding Tekniske skole, der nu hedder Hansenberg. Han stiftede også en privat aftenskole for handelslærlinge med undervisning i bl.a. regning, sprog og bogholderi. I kampen mellem de konservative og de demokratiske kræfter i Kolding fandt Berg sammen med bl.a. konsul Grau og købmand Gross og opnåede en førerposition i kraft af sit ihærdige arbejde på bl.a. skoleområdet og sine skriftlige evner. I 1861 blev han førstelærer på Bogø, men det var i Koldingkredsen han 1865 valgtes til Folketinget og genvalgtes til sin død. Hans politiske virke i Venstre blev knyttet til kampen for folketingsparlamentarismen mod Højre-regeringer udpeget af kongen uden flertal i Folketinget. I denne kamp kom han i 1886 til at vandre et halvt år i fængsel. Til at supplere den mundtlige agitation stiftede han en lang række dagblade - i Kolding i 1871 Kolding Folkeblad. Han døde 28.11.1891 uden at have sejret og vundet magten, men han havde vakt den danske bondestand til politisk bevidsthed i kraft af sin energi, veltalenhed og organisationstalent. Chresten Berg ligger begravet på Den gamle Kirkegård på Tøndervej. I 1906 rejstes en statue over ham på Banegårdspladsen