Museum Sønderjylland Højer Mølle


Museum Sønderjylland Højer Mølle.


Møllerboligen ved Højer Mølle set fra haven.


Møllerboligen set fra haven.


Højer Mølle set fra haven.


Højer Mølle med møllerbolig og have.


Højer Mølle i forfald.

Intro

Højer Mølle er en hollandsk vindmølle fra 1857. Møllen er en af de største i Nordeuropa og er meget velbevaret. Møllen fungerer i dag som museum for mølleri samt Tøndermarskens kulturhistorie.

Højer Mølles historie

Museum Sønderjylland - Højer Mølle er idag et museum i Højer, der hører under Museum Sønderjylland. Her kan man både se Højer Mølles historie og Marskens og Vadehavets historie.

Højer Mølle blev opført i 1857, og er en typisk hollandsk mølle, hvor kun tagkonstruktionen med vingerne er drejelig. Der havde dog forinden ligget en mølle på grunden i mange år. Den første stubmølle i Højer nævnes i 1569, og denne havde Paul Müller som forpagter fra 1570. Senere nævntes Jürgen Müller som forpagter. Den ældst kendte møllepagt er fra 1707, og blev indgået mellem hertug Christian August og Wulf Wulfsen fra Højer. Selve møllen blev møllerens og dennes arvingers faste private ejendom. Bønderne i omegnen var tvangspligtige til at aflevere korn til møllen, og blev de pågrebet i at bryde denne regel, blev deres korn konfiskeret. I 1731 døde Wulf Wulfsen og enken overtog forpagtningen. I 1748 gik forpagtningen videre til sønnen Wulf Wulfsen, og denne ansøgte om tilladelse til at indrette et pilleværk og en grønmølle, fordi hans indtægter svækkedes af nærliggende konkurenter. I 1819 blev rådsherre Wolf Møller forpagter.

I 1827 overtog Peter Todsen forpagtningen af Højer Mølle efter en offentlig auktion i 1826. En fætter, Andreas Todsen, overtog møllen i 1829. I 1857 opførtes den nuværende hollandske mølle af Carl Emil Roll og en hustru af Todsen-slægten. I 1868 blev den hidtidige årlige pagtsum ændret til en grundskyldsafgift. I 1870 deltog også mølleejeren i Højer i et protestmøde i Rendsborg, hvor mølleejere i hertugdømmerne protesterede imod liberaliseringen af mølleerhvervet. Overalt skød konkurrenter op og gjorde indtjeningen svær.

I 1887 bliver Ottilie Roll den første ejer af Højer Mølle. Møllen gik senere i arv til Carl Emil Roll (II) i 1893, Carl Emil Roll (III) i 1930 og Bernhard Roll og Jakob Schmidt i 1948. Højer Mølle blev drevet som mølle og kornhandel indtil 1972, hvorefter den blev reddet fra nedrivning af en kreds af borgere i Højer.

Initiativet støttedes af den lokale sparekasse og en stor donation fra skibsreder A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond. Nationalmuseet deltog også i redningsaktionen med råd og vejledning i forbíndelse med restaureringen.

Istandsættelsen blev påbegyndt i 1975 og i 1977 åbnede møllen og pakhuset som en udstillingsbygning. I løbet af 1978 blev møllen restaureret indvendigt og blev omdannet til et smukt møllemuseum: Højer Mølle og Marskmuseum.

Højer Mølle og Marskmuseum blev en del af Tønder Museum i 1992. Ved den sønderjyske museumsfusion i 2007 fik museet sit nuværende navn: Museum Sønderjylland - Højer Mølle.

Litteratur:
Arne Hou & Sigurd Schoubye: Højer Mølle (Møllen i Højer), Tønder 1979.

Forfatter: Henrik J. Møller

Læs mere på Museum Sønderjyllands hjemmeside


Museet

Højer Mølle er med sine 7 etager og 22 meter en af de største hollændermøller i Nordeuropa. Møllen blev bygget i 1857 af møller Emil Roll, og den har malet mel indtil 1972.

Museet har to faste udstillinger. Den ene omhandler mølleriets historie, og den anden "Mennesker og landskab i marsken" tematiserer Tøndermarskens natur- og kulturhistorie. Der vises også særudstillinger.

Efter to store restaureringer står Højer Mølle i dag stort set intakt og fortæller med sit inventar, kornmagasinerne og den gamle møllerbolig mølle- og møllerihistorie i nogle helt unikke rammer. Fra møllens omgang har man en fantastisk udsigt over Tøndermarsken og Vadehavet.
Til møllen hører endvidere en vestslesvigsk have anlagt i 1995 med en grundstruktur, som den havde omkring 1900. I haven er der roser, stauder og typiske planter fra området, samt frugtbuske og træer. Der er gratis adgang til haven året rundt.

Udstillingen "Mennesker og landskab i marsken" fokuserer på livet langs Vidåen frem til Tøndermarskens afvanding omkring 1930. Udstillingen berører temaer som stormfloder, digning, samt be- og afvanding. I udstillingen finder man desuden modeller af den gamle Højer Sluse fra 1861 og den ny Vidåsluse fra 1982.

Læs mere på Museum Sønderjyllands hjemmeside