Nørup kirke


Nørup kirke med det karakteristiske løgspir på toppen af tårnet.


Det flotte korparti inde i Nørup kirke, der flankeres af engle.


Døbefonten i Nørup kirke er usædvanligt nok indhegnet på en kunstnerisk og flot facon med himmel over.


Pulpituret inde i Nørup kirke var forbeholdt ejeren af kirken - herren til Engelsholm Slot.


Nørup kirke ©Vejle Stadsarkiv

Intro

På en bakke højt over Engelsholms Sø med udsigt til herregården Engelsholm ligger Nørup kirke. Kirken bærer i dag stort præg af kontakten til Engelsholm Slot, der stod som ejere af kirken fra 1586 til 1935. Kirkens romanske dele er formentlig fra omkring år 1200.

Kirken

På en bakke højt over Engelsholms Sø med udsigt til herregården Engelsholm ligger Nørup kirke. Kirken bærer i dag stort præg af kontakten til Engelsholm Slot, der stod som ejere af kirken fra 1586 til 1935. Det er især Gerhard de Lichtenbergs navn der huskes, da han stod bag en omfattende ombygning og nyindretning i 1732-33. Kirkens kerne er et romansk kor og skib med sengotisk vesttårn og et stort kapel fra 1621, opført af Margrethe Lange ved korets nordside samt et våbenhus på skibets sydside fra ombygningen 1733. De romanske dele er rejst af granitkvadre over dobbelt skråkantsokkel, mens vesttårnet, der er fra ca. år 1500, er opført af kampesten og teglsten.

Gerhard de Lichtenberg lod den øverste del af tårnet helt ombygge og fik et løgkuppeltag bygget fuldstændig lig dem på Engelsholm Slot. Herudover lod han murene i både skibet og koret forhøje og indbyggede hvælv. Det meste af inventaret blev desuden fornyet som billedskærer Jens Jensen fra Horsens stod for – dette gælder således altertavlen i senbarok, prædikestolen, stoleværket og det dominerende pulpitur på skibets nordvæg. Jens Jensen stod ligeledes for udsmykningen af den romanske døbefont, hvor der blev bygget både fontehimmel over og en fonteindhegning omkring.

Kirkeskibet er en model af orlogsskibet Christian VI fra 1741.

Nørup kirke har i sandhed været nært knyttet til Engelsholm, hvilket også ses i de flotte gravminder inde i kapellet, hvor et epitafium af marmor og sandsten over fru Margrethe Lange og hendes anden mand, Knud Brahe hænger. Kuriøst nok er der endnu et gravminde over Margrethe Lange – nemlig en gravsten over hende og hendes første mand, Jens Kaas til Voergård.


Henvisning og litteratur:

Læs mere om Nørup Kirke på VejleWiki Nørup Kirke

De danske kirker, bd. 16. Sydøstjylland. (red.) Erik Horskjær. Kbh. 1969.

www.noerupkirke.dk