Nielsinesminde i Lifstrup


Nielsinesminde ca. 1920 - 33. Fotograf ukendt. Vester Nebel Sognearkiv.

Intro

Lifstrup Hovedvej 61. Matr 1b m fl Lifstrup i Vester Nebel sogn, Esbjerg kommune. Ejendommen blev grundlagt 1832 på et stykke hedejord, som var udlejet fra Lifstrupgård for 99 år. Før 1900 lå bygningerne 200 m mod syd, på modsatte side af hovedvejen.

Gården

Ejendommen er ofte blevet benævnt Røverkælder, da den lå i nærheden af det historiske ”Røverkælder” (se beskrivelsen af denne).

Grundlæggeren af ejendommen i 1832 var Christen Madsen Friis og hustru Mette Thomasdatter, som havde afstået matr. 9a i Lifstrup. De lejede Lifstrupgårds nordlige hedelod samt Lifstrupgårds østlige hedelod ved Roust Møllevej. Den østlige hedelod blev 1856 udlejet til en anden ny ejendom (eksisterer ikke længere).
Efter Mette Thomasdatters død i 1838 blev Christen M. Friis samme år gift med Mette Hansdatter fra Orten Teglværk – hun var pottekone. Christen Madsen Friis døde 1845.

1845. Daglejer Vedsted Pedersen og hustru Maren Pedersdatter, begge født i Alslev sogn.

Ca. 1867. Niels Peder Nielsen Matthiesen. Han stammede fra Toftlund sogn og var gift med Maren Kirstine Nielsen, som var født i Tarp i Billum sogn (hun var en søster til Christen Jensen Ribers kone, Ølufvad Kro). De købte hele hedelodden (ca. 53 tdr. l.) fra Lifstrupgård i 1877.

1896 blev ejendommen overtaget af sønnen Niels Christian Matthiesen, der senere blev gift med Agnes Jørgensen fra Galten sogn. Han videresolgte 2 år efter til broderen Anders Jørgen Matthiesen. Anders Jørgen Matthiesen bosatte sig et par år i USA, hvor han 1899 blev gift i Colorado med Nicoline Elise Hansen. I den tid bortforpagtede han ejendommen. Ved den lejlighed blev nuværende stuehus og gamle stald opført omkring århundredskiftet – moderen var fortsat bosat i det gamle hus (som måske først forsvandt 1920 ved hendes død). Anders Jørgen Matthiesen og familie var dog bosat på ejendommen omkring 1902. Derefter var ejendommen bortforpagtet til søsteren og svogeren Andrea og Johannes Jørgensen nogle år.

I 1909 blev ejendommen overtaget af broderen, den tidligere ejer Niels Christian Matthiesen, som var blevet gift på det tidspunkt.

1927. Chauffør Johannes Peder Skov fra Øse. Han blev 1926 gift med Olga Agnethe Jensen, en plejedatter hos Ankjær Jensen fra Egebjerggård i Lifstrup.

1934. Harry Madsen fra Brøndsagergård i Forum. Gift samme år med Edith Marie Rahbæk. Flyttede 1936 til hans fødegård Brøndsagergård.

I 1936 blev ejendommen overtaget af Ejnar Julius Jespersen fra Starup sogn, der samme år blev gift med Birgitte Sørensen fra Heager i Øse sogn. De moderniserede gården, opdyrkede den resterende hedejord og tilkøbte mere jord, således ejendommen blev forvandlet fra et husmandssted til en veldrevet gård.

Sønnen nuværende ejer Flemming Knippel Jespersen overtog gården 1973 og blev samme år gift med Dorith Olesen fra Esbjerg. Gården er i deres tid blevet yderligere moderniseret, og der er tilkøbt jord ad flere gange.

2009. Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel sogn 1664 - 1991" Henning Jørgensen 1991