Ny Ølufgård i Vester Nebel sogn

Intro

Ølufgårdsvej 51. Matr 1g Ølufgård m. fl., V. Nebel sogn i Esbjerg kommune. Gården blev oprettet 1911 på en parcel på 200 tdr. l. i forbindelse med udstykningen af Ølufgård. Bygningerne blev dog vistnok først opført 1914.

Gården

Gården blev oprettet i forbindelse med udstykningen af Ølufgård. En af mændene bag udstykningskonsortiet, Chr. Damsgaard, beholdt da en parcel på 200 tdr. l. fra Ølufgård. På denne blev bygningerne opført, vistnok 1914. Chr. Damsgaard boede sandsynligvis aldrig selv på ejendommen.

Fra 1914 var Ny Ølufgård forpagtet af Anders Roelsgaard Jakobsen (født i Torsbo sogn i Aalborg amt), der var blevet gift med Hansine Kathrine Kruse fra Ansager sogn samme år. A. Roelsgaard købte Ny Ølufgård sammen med svogeren Johannes Kruse i lige sameje 1918. Det var dog Roelsgaard og familie, som fortsat var bosat.

1922 overtog Johannes Kruse Ny Ølufgård alene og bosatte sig. Han var 2 år før blevet gift med Helene Wilhelmine Hermanda Tiedemann fra Flensborg. 1923 lod Johannes Kruse den sydlige hede og tidligere hede ved hovedvejen (75 tdr. l.) udstykke, så det blev inddelt i 5 næsten lige store parceller, hver med 15 tdr. l.. Disse 5 parceller blev solgt 1923 - 24, og på tre af dem blev oprettet nye statshusmandsbrug.

1926 Jakob Bøje Sørensen og hustru Johanne Jensen Vonge. De var sidst bosat i Skads sogn. Flyttede efter afståelsen til V. Nebel.

1943 Birgitte og Hans Jørgen Jakobsen. De frasolgte 40 tdr. l. til Ølufgård 1945, så gården har sine nuværende 83 tdr. l. jord.

1957 Else og Jørgen Peder Hansen. De stammer fra hhv. Roskilde-egnen og Obbekjær ved Ribe. De omdannede gården til minkfarm. Ved afståelsen flyttede de til Østervang.

2003 Nuværende ejer Henning Holm Christensen fra Rousthøje i Grimstrup sogn. Han blev gift med Marianne Pedersen 2006. De driver gården som minkfarm og har også halvpart i en minkfarm i Forumlund, Bryndum sogn.

2010 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen, 1991