Peter Hansen, Faaborg Museums indvielse


Peter Hansen, "Faaborg Museums indvielse". 1910-12

Intro

Peter Hansen (1868-1928) ”Faaborg Museums indvielse”. 1910-12Faaborg MuseumKat.nr. 67 Umiddelbart efter indvielsen af Faaborg Museum den 24. juni 1910 bestilte museets stifter, konservesfabrikant Mads Rasmussen, et gruppeportræt af selskabet til minde om dagen.

Kunstværket

Peter Hansen (1868-1928). ”Faaborg Museums indvielse”. 1910-12. Dog først fuldendt senere. Bestilt hos kunstneren august 1910. Olie på lærred. 232 x 390 cm. Ikke signeret. Kat.nr. 67. Faaborg Museum. Lokalitet Konservesgården, Østergade 45, Faaborg. Kunstneren Peter Hansen blev som 7-årig sammen med sin bror Syrak Hansen sendt til København. De kunne bo hos en onkel og tante og fik der en bedre skoleuddannelse. Efter en afsluttet præliminæreksamen, hvilket svarer til en realeksamen, kom de på Teknisk skole og modtog undervisning i tegning af Holger Grønvold. Senere vendte de hjem til Faaborg og gik i lære som malersvende på faderens værksted. Peter Hansen ville være kunstner, så i 1885 rejste han igen til København. Han var optaget på Akademiet, men valgte Kunstnernes Frie Studieskole. Her blev han én af Zahrtmanns elever sammen med tre andre fynboer Fritz Syberg, Johannes Larsen og Poul S. Christiansen. Skolen var oprettet først i 1880-erne i protest mod Det kgl. Kunstakademi og dets gammeldags undervisningsmetoder. Elevtiden 1885-1889 Under vejledning tegnede og malede eleverne efter nøgenmodel. De lærte at se modellen i farver og at anvende komplementære farver i formgivningen. Zahrtmann sagde: ”Det er de varme og kolde farver, der giver formen” og det betød at kunstneren, i stedet for at illustrere en overflades form ved at angive lys og skygge ved farvens indhold af sort eller hvidt, brugte kolde blå og grønne farver op mod varme gule og røde farver. Samtidigt var Peter Hansen fascineret af de franske impressionisters billeder, som var malestudier i lys og farvereflekser. Og senere inspireredes han af sin ven den danske maler Th. Philipsen. Han arbejdede på samme måde med farve, lys og penselføring som det vigtigste udtryksmiddel i maleriet. Da Peter Hansen afsluttede sin uddannelse i 1889, fortsatte han en årrække med at bo henholdsvis i Faaborg og København. Han tog en uddannelse som rigsdagsstenograf og supplerede derved den sparsomme indtægt kunstsalget gav ham. Under vinteropholdet i København bagved Enghave Plads fandt han motiver i det nære miljø på Vesterbro; hverdags situationer han fastholdt i skitser og arbejdede videre med i sit atelier. Ofte skildrede han øjeblikssituationer i bevægelse og det var vigtigt for maleren, at hans udsete modeller ikke blev opmærksomme på hans tilstedeværelse, men var optaget af deres og dermed opførte sig naturligt. Sommeren i Faaborg gav Peter Hansen tid til ture ud i naturen med sejlture på havet i båd og kajak. Men penslen lagde han ikke fra sig. Han skildrede i utallige billeder Faaborg by og det omkringliggende landskab - Svanninge Bakker, Horne-land og Dyreborg fiskerleje. Værket Indvielsen af Faaborg Museum. 24. juni 1910 – 42 personer blev portrætteret: museets stifter med familie og ligeledes kunstnerne, samt de personer som var involveret i museet, byen og kunsten. Umiddelbart efter indvielsen af Faaborg Museum den 24. juni 1910 bestilte museets stifter, konservesfabrikant Mads Rasmussen, et gruppeportræt af selskabet til minde om dagen. Faaborg Museum gav Mads Rasmussen og byen status. Kunstnerne opnåede yderligere anerkendelse og en solid økonomi, der gav plads til de kunne hellige sig kunsten. Dette skulle illustreres i det store indvielsesbillede, og opgaven var en stor udfordring for Peter Hansen. De 42 personer skulle ikke blot portrætteres, men også placeres i den rette opstilling. Til hjælp havde han fotografier taget af fotograf Marius Mikkelsen fra Faaborg. Ud fra dem malede han flere skitser og arbejdede længe med kompositionen. Ligeledes udførte han skitser til hvert enkelt portræt, inden de blev overført til det store lærred. Alle blev enkeltportrætteret - på nær Peter Hansens egen søster Anna Syberg (1870-1914), gift med Fritz Syberg. Det er hendes stol der står tom og hvorfor vides ikke. Fritz og Anna Syberg var i Italien 1910-13, mens Peter Hansen arbejdede på værket. Efterfølgende, da familien kom hjem, blev Anna alvorligt syg og døde i 1914. Det store gruppeportræt af Peter Hansen kan i sin udadvendte fremtoning, rettet mod beskueren, karakteriseres som unikt indenfor tidens danske gruppeportrætter. Peter Hansen har sandsynligvis ladet sig inspirere af hollandske portrætmalere bl.a. Franz Hals. Han gør bevidst brug af både indre og ydre opmærksomhed, hvor de portrætterede vender sig både mod hinanden og ud mod beskueren, hvilket skaber en fortællende fremstilling. Vi bliver som beskuere inddraget, og vi fornemmer historiens vingesus, atmosfæren og relationerne mellem de portrætterede. Zahrtmann blev placeret som den centrale figur med hans elever ”Fynbomalerne” omkring sig. Bagved skimtes hans billede ”Adam og Eva i Paradis”, 1892. Stifteren Mads Rasmussen åbner billedet i venstre side, hvor hans nedskrevne tale på hvidt papir fungerer som en slags pegepind. I modsat side står Peter Hansens bror Hans Nicolai Syrak Hansen, den ældste søn, som førte faderens malerforretning i Faaborg videre. De to, for Peter Hansen centrale figurer, fungerer som en slags ekstra ramme og stabiliserer kompositionen. Samtidig får maleren markeret den betydning, som de havde for hans eget liv som kunstner. Malemåden i forgrunden er skitseagtig og åben – portrætterne gennemarbejdede og vellignende – formgivning med kolde og varme farver i brede penselstrøg. Peter Hansen brugte brede pensler fyldt med farve, som lægges på enkeltvis og blander sig på lærredet. Mændenes tøj er i mørke blå nuancer og den gruppe trækker sig derved tilbage og adskiller sig fra de foran siddende kvinder i farvestrålende kjoler. De mange folder, de fine skinnende stoffer, borter og mønstre, er skildret i grove, hastige og skitseagtige strøg. Ansigtstræk og personlige karaktertræk er mere præcist gengivet, men stadig med synlige, brede og farvefyldte penselstrøg, som modellerer formen op i kolde og varme farver. Litteratur Zahle, Grete. Maleren Peter Hansen, Hans liv og arbejde. 1984Honnens de Lichtenberg, Hanne m.fl., Kristian Zahrtmann. Kbh. 1999, S. 9-20Thestrup Truelsen, Susanne og Alice Christiansen, Faaborg Museum 1910-2006. 2006