Rådhuset - Torvet


Rådhuset omkring 1953. Her ser man også Ymerbrøndens tidligere placering.


Rådhuset i 1993

Intro

Faaborg Rådhus er bygget 1839-1840 af bygmester Jørgen Hansen Lang efter tegning af arkitekten Jens Poul Jacobsen. Her var byens rådhus indtil 1970.

Seværdigheden

Rådhuset er bygget helt i tidens stil med store blanke murflader (bygningen har tidligere været pudset over), der i facaden til Torvet kun brydes af den midtplacerede indgang og de seks fag vinduer med buede overkanter. Soklen er kraftigt markeret, og over soklen er kældervinduer. Vinduet til venstre for trappen ved indgangen er siden udskiftet med en dør.

Oprindeligt bestod bygningen foruden hovedfløjen mod Torvet af en fløj i nord, der var bygget sammen med hovedfløjen. Begge fløje bestod af en høj kælder samt en 1. etage, teglklædt heltag med helvalm. I 1928-1930 blev rådhuset bygget om idet der blev tilføjet en tredje fløj mod Strandgade i 3 etager. Dette skulle huse det nye arresthus. Mod syd forbindes øst- og vestfløjen af en mur.

I dag står hele bygningen i gule mursten.

Da Rådhuset stod færdigt i 1840 fungerede det som tinghus, og derudover rummede det lokaler til en arrest, til byens kommunale styre samt til det lokale politi. Efter kommunalreformen i 1970 ophørte bygningens funktion som rådhus, og byrådssalen blev heller ikke benyttet længere. I 1989 lukkede Kriminalforsorgen arresten og siden 1991 har Faaborg Kulturhistoriske Museer haft udstilling i de tidligere arrestlokaler om afstraffelsens historie. I den gamle byrådssal og de lokaler, der en gang rummede det lokale politi har nu Faaborg Byhistoriske Arkiv til huse.