Ringive kirke


Ringive kirke set fra landskabet, hvor kirken er fremtrædende i forhold til omgivelserne.

Intro

Sammen med lidt spredt bebyggelse ligger Ringive kirke, der i høj grad er præget af to voldsomme ombygninger i anden halvdel af 1800-tallet, i det åbne landskab.Selve kirken er opført omkring år 1200.

Kirken

Sammen med lidt spredt bebyggelse ligger Ringive kirke, der i høj grad er præget af to voldsomme ombygninger i anden halvdel af 1800-tallet, i det åbne landskab. Oprindeligt bestod kirken af et romansk kor og skib opført af frådsten, rå kampesten og granitkvadre over en skråkantsokkel. Ved de store ombygninger i 1800-tallet blev skibet forlænget mod vest i 1876. I 1896 blev der bygget et tårn i vest og et våbenhus på sydsiden.

Vesttårnet er opført af arkitekt Hagerup fra Kolding. Oprindeligt var der et pyramidespir på toppen, men dette blev ødelagt ved et lynnedslag i 1926. Herefter fik tårnet sit nuværende udseende med kamtakkede gavle.

Døbefonten er romansk af granit. Prædikestolen er vel det mest interessante stykke inventar i kirken. Der er tale om et særdeles flot stykke snedkerarbejde fra midten af 1500-tallet i sengotisk stil. Alterbordet er et nyere muret bord, mens altertavlen er et maleri fra 1907 forestillende Kristus i Emmaus, kopieret af Axel Bredsdorff efter Kn. Larsen.

I 1990 blev kirken grundigt istandsat med nyt tag samt nyt trægulv i kirken.

Henvisninger:

De danske kirker, bd. 16. Sydøstjylland. (red.) Erik Horskjær. Kbh. 1969.

www.greneprovsti.dk