Sønderside - fiskerlejet, der forsvandt


Udgravning af Sønderside i 1997. Foto: Museet for Varde By og Omegn

Intro

Ved den gamle kystlinje mellem Ho og Oksby lå i middelalderen og renæssancen det driftige fiskerleje Sønderside, der i fiskesæsonen husede omkring 1.000 mennesker. Sønderside blev ødelagt ved stormfloden i 1634, og den præcise placering kendes ikke i dag.

Sønderside

Fiskerlejet ved Sønderside

Syd for klitterne og plantagerne ved Oksby lå fiskerlejet Sønderside, som havde sin storhedstid i 1400 og 1500-tallet. Fiskerlejet bestod af tre mindre bebyggelser: Sønderside Storleje, Alt Sønderside og Føje Næringen. Lokalbefolkningen levede af landbrug, fiskeri og handel, og i fiskesæsonen boede her omkring 1.000 mennesker.

Da efterspørgslen på fisk dalede i 1600-tallet, forsvandt grundlaget for handelen. I 1634 hærgede en stormflod kysten langs Sydvestjylland, og det fik muligvis de sidste beboere til at flytte. Arkæologerne har ikke fundet spor fra mennesker efter det tidspunkt.

Arkæologiske fund

Museet for Varde By og Omegns arkæologer fandt i 1996 et hus med teglsten, vinduesglas og muret ildsted. I huset fandtes fingerbøl, hægter og andet, som kunne tyde på, at her har boet en skrædder. Der var også fiskeredskaber og keramik fra slutningen af 1500-tallet.