Sarup


Sarupøksen er fundet ved et stort kultanlæg fra bondestenalderen (3.400-3.250 f.Kr.). Øksen stammer fra en af Sarup-pladsens offergruber, der også indeholdt bl.a. hele lerkar og forkullet korn. Øksen findes på Møntergården i Odense. Lars Skaaning

Intro

I yngre stenalder lå der mellem Haarby Å og Møllebækken en hellig plads, hvor befolkningen samledes for at begrave deres døde en kort tid, inden den endelige begravelse i en af egnens mange dysser. Senere i både bronze- og jernalder blev stedet brugt som boplads.

Den guddommelige økse

Den guddommelige økse Den fineste økse fra Danmarks stenalder er fundet på en kult- og samlingsplads ved Sarup på Sydvestfyn. Sarupøksen er fremstillet af skrøbeligt sandsten og har aldrig været brugt som hverken våben eller arbejdsredskab. Den var derimod en del af religiøse ceremonier, før den blev gravet ned i jorden som et offer til guderne. Sarupøksen stammer fra bondestenalderen (ca. 3.200 f. Kr.).

På gudernes bud
Tro og ritualer har siden oldtiden formet livet på Fyn. Med håbet om gudernes velvilje har fynboerne sendt gravgaver af sted til de dødes rige, bygget kirker og smykket sig med både thorshamre og kors.
Denne tekst er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.