Schæferholm


Schæferholm ca. 1927. Alma, Martha og Andreas Bendixen. Fotograf ukendt.

Intro

Søhalevej 13. Matr 11 Ølufgård m. fl., Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Jorden til denne ejendom og matr. 12 i Søhale var en parcel kaldet Schæferholm med 1 fdk 1 9/10 alb hartkorn, som blev udstykket fra Helsinghoff omkring 1805 til Schæfergård.

Husamndsstedet

Schæferholmparcellen blev 1833 delt i 2 dele, og nærværende parcel med 1 fdk hartkorn (1844 vurderet til 2 ¼ alb hartkorn) blev da solgt til fæsteren af parcellen.

Denne ejendom var en af de små fattige bolsteder i Søhale og Skærbækområdet, hvor folk ikke kunne leve af jorden alene, men måtte have et andet erhverv ved siden af (f. eks. væver, håndværker eller daglejer) for endda knebent at tjene til føden. Schæferholm var blandt de første af disse små ejendomme, som opstod i Søhale-området.
Hvornår præcis ejendommen blev grundlagt vides ikke. Men det antages, at stedet opstod ud fra et jordløst hus, som allerede eksisterede o. 1780, beliggende lidt nordvest for Schæferholm, på det senere Schæfergårds jord. Såfremt dette hus blev anvendt til beboelse var det fra senest o. 1776 antageligt beboet af Christen Hansen og hustru Anna Nielsdatter. Christen Hansen stammede muligvis fra Sædding og var en bror til Søren Vad, som senere bosatte sig på nuværende Ølufvad Kro. Christen Hansen havde selv boet i Ølufvad (måske som rytter), hvor han 1765 blev gift med Anna Nielsdatter (Anna Hjorts) fra Smørpøt. Christen Hansen døde 1800, og hans kone 1826.

Man kan antage, at efterfølgende beboere har fæstet Schæferholmparcellen af ejerne og på et tidspunkt flyttet bygningerne over på parcellen. I 1812 blev Jørgen Nielsen Broch, en enkemand fra Varde, gift med Kirsten Madsdatter, som var fra Forum i Bryndum sogn (født i Hostrup). De boede på Schæferholm. Jørgen Broch døde 1815, hvorefter enken samme år blev gift med daglejer Christen Olesen Vagtborg fra Varde. Han frikøbte ejendommen fra ejerne af jorden i 1833.

Kirsten Madsdatter havde en søn, Søren Sørensen, som var født udenfor ægteskab. Han blev gift med Ane Marie Christensdatter, som var fra enten Holsted eller Ribe. De bosatte sig fra omkring 1826 og overtog ejendommen 1838. Søren Sørensen var daglejer.
Deres søn Mads Sørensen blev 1852 gift med Kirsten Olesdatter fra Tjæreborg sogn, og de overtog ejendommen året efter. Mads Sørensen var snedker.

Familien videresolgte Schæferholm i 1855 til Christen Nissen Brodersen fra Sønderylland. Han var høker. Hans første kone Kirsten Lorentzen døde 1858, hvorefter han samme år blev gift med Johanne Kirstine Sørensen, en datter af Schæferholms aftægtsmand Søren Sørensen. Christen Nissen Brodersen kom ulykkeligt af dage i 1882 ved at hans vogn væltede nedover ham ved Ølufvad Kro.
Enken mageskiftede 1892 ejendom med Niels Grumme Nielsen og hustru Marie Dortea Møller. De havde forinden boet i bl. a. Hetofte, Tistrup sogn, og stammede fra hhv. Lyne sogn og Lintrup sogn. Marie Dortea døde 1916, og Niels Grumme Nielsen i 1922.

Arvingerne solgte ejendommen 1923 til E. O. Leonard Jensen, som 1925 videresolgte til Alma og Andreas Bendixen. De var blevet gift 1922 og stammede fra hhv. Gellerup, Varde landsogn (søster til Juliane Schmidt, Søagergård), og Gunderup, Årre sogn. Andreas Bendixen var vejmand og blev kaldt Andreas Vejmand.

1937 Harald Thomsen.

1939 Kristian Sillas Pedersen.

1942 Svend Aage Jensen, kaldet Lille Svend. Han stammede fra Grevinge ved Holbæk og var en bror til Kaj Jensen, Højagergård. Inden overtagelsen havde han tjent flere steder i sognet og var meget aktiv i foreningerne. Han gravede grus, hvilket blev hans død. Han omkom som 31årig ungkarl i 1945, da en udgravning styrtede sammen om ham.

1945 Arild Valdemar Andersen.

I 1946 blev ejendommen overtaget af Karl Kristian Hansen. Han stammede fra Vibæk, Alslev sogn, og var 1941 blev gift med Asta Kristine Laura Jensen, en datter af Peder Jensen fra matr 23a i Skærbæk. Karl Hansen tilkøbte 1948 naboejendommen matr 12 i Søhale og fik 1949 tilladelse til at lægge denne ind under Schæferholm, da denne ejendoms bygninger var faldefærdige.

1964 flyttede familien til Sædding sammen med Astas bror Niels Jensen i Skærbæk. Ejendommen blev da solgt til Erna og Anders Johansen. Anders Johansen døde i 1971, men enken havde fortsat ejendommen frem til 1989.

Nuværende ejere: Hanne og Rudy Andersen.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991