Sct. Pouls Kirke i Vejle


Metodistkirken Sct. Pouls Kirke, 1986.


Børnebespisning i Sct. Pouls Kirke, 1912. Antallet af børn kunne i perioder nå op o. 200 pr. dag


Kirkesalen i Sct. Pouls Kirke, 1930'erne.


Familiegudstjeneste i Sct. Pouls Kirke, 1985


Sct. Pouls Kirkes tårn efter endt restaurering 2001. Fotograf: Teknisk Forvaltning, Vejle Kommune


Metodistkapellet Vissingsgade 15. ©Vejle Stadsarkiv

Intro

Sct. Pouls Kirke, Vissingsgade 15A, 7100 Vejle. Kirken tilhører Vejles metodistmenighed. Den blev indviet som kapel i 1876 og som kirke i 1892.

Kirken

Metodistkirkens historie i Vejle går tilbage til 1860’erne. Et lejet lokale i Flegborg blev indviet til kirkeligt brug den 12. maj 1861. Fra 1876 holdt menigheden til i Vissingsgade, hvor der først blev bygget et kapel med en kirkesal til 250 medlemmer og et skolelokale. Kapellet blev i 1892 ombygget og udvidet med en kirkefløj.

Sct. Pouls Kirke er tegnet af arkitekt N.P. Jensen. Facaden på den to-etagers bygnings stil mod Vissingsgade er nybarok. Et ottekantet tårn, der var gennem en omfattende restaurering i 2001, er dækket af et kuppelspir. Den tilbyggede, ligeledes to-etagers kirkefløj i røde mursten med skifertag er orienteret i retning nord-syd med et hvidt kors på den nordvestvendte gavl.

Inventaret stammer overvejende fra kirkens indvielse. Alterpartiet har en udformning, der er karakteristisk for metodistkirker. Det består af et enkelt alterbord og bag dette en prædikestol med opgange i siderne. Døbefonten i barokstil er af egetræ og bærer en cirkulær plade med hulning til dåbsfadet. Orglet fra o. 1919 er bygget af Th. Frobenius & Co. Klokken er fra 1892 og støbt i Bochum.

Metodistkirken i Vejle har gennem årene stået for mange aktiviteter. Landets første afholdsforening, Evangelisk Totalafholdsforening, blev stiftet her i 1879 og en børnebespisning kom i gang kort efter 1900. Andre aktiviteter har været skole, børnehjem, spejderkorps og diakonissearbejde samt Epworthforeningen - Metodistkirkens Ungdomsforening, stiftet 1892. Frikirken er og også i dag en markant del af byens kirkelige liv.

Henvisninger:

Læs mere om Sct. Pouls Kirke på VejleWiki Sct. Pouls Kirke

Kirkerne i Vejle, Danmarks Kirker. (red.) Ebbe Nyborg. Nationalmuseet 2005

Vejles historie bd. 2. Moderne tider. (red.) Asbjørn Hellum, Vejle 2002

www.metodistkirken-vejle.dk